Nogle gange er der flere dage i træk hvor jeg synes at alt den der snak om at Katinka har autisme er en storm i et glas vand. Hvad snakker de om? Nogle gange går der uger på den måde. Og det er nu næsten 1½ år siden hun fik diagnosen. Jeg er tit lige ved at skrive at VI fik diagnosen.
Det er vel en af charmerne ved at have et barn der ligger i den såkaldt højtfungerende ende af autismespektret. Jeg ved egentlig godt hvad jeg skal gøre ved det. Jeg skal se ud over enten/eller. Det er ikke enten autisme eller normal. Det er meget mere progressivt at se at visse meget konkrete ting er svære for Katinka under visse forudsætninger. Jeg er stille og roligt ved at blive bedre til at få øje på de helt konkrete ting og det er en forudsætning for at gøre noget ved det.
En af de helt konkrete ting, der giver Katinka vanskeligheder, er at hun lader til at befinder sig i en anden tidsopfattelse end de fleste børn og voksne. Hendes reaktionstid på sprog er meget forsinket i forhold til gennemsnittet. Det er vel i sig selv ikke et autismesymptom, vel?
Natten til i går havde Katinkas far været i byen, så vi gav ham "license to sleep" og tog tidligt ind til byen.
På Strøget fik hun en stor ballon af nogle turister der ikke skulle bruge den mere. For 1½ år siden var hun rædselsslagen for balloner. Ballonfobien er fortid. En stor, uhåndterlig heliumballon formet som en smilende sol med solbriller. Katinka mente den kunne bruges som en paraply.
Jeg elsker de dage hvor jeg har mulighed for at vise hende de ting som jeg synes har værdi. F.eks. fik vi kikket på lidt arkitektur og springvand, mens hun var optaget af at finde nogle steder der solgte noget, der kunne spises.
Jeg havde lovet hende en ny nederdel og hun fik selv lov at vælge og det gjorde hun sørme. Jeg prøver at hjælpe hende til at være lidt forfængelig. Det er jo en af de ting som børn med autisme ikke går så meget op i og for en pige er det endnu en af de ting der kan gøre at hun ikke er "en af os". Hun valgte en fornuftig og sød cowboynederdel med vidde og etager og "Hello Kitty" på baglommen. Meget alderssvarende.
Vi tog på
Statens museum for Kunst. De har forskellige tilbud for børn. Det er lige noget for mig og nu er jeg blevet færdig med "Unstrange Minds" hvor pigen med autisme er rigtig glad for "Linnea i malerens have" og har gået i en museumsbørnehave. Børn med autisme forventes jo at være meget visuelle. Først tog vi op på værkstedet hvor man i går kunne lave papirskulpturer. Alle mulige materialer var til rådighed. Det var bare om at tage for sig og lade sig inspirere af det som andre havde lavet. Og være kreativ. Her var det tydeligt at Katinka havde vanskeligheder. Hun blev ved med at spørge hvad hun skulle gøre. Hvad hun skulle tage og hvordan hun skulle gøre. Hun satte sig så overfor en anden pige og forsøge åbenlyst at gøre ligesom hende. Det kunne ikke helt lade sig gøre for hun havde ikke de samme materialer som den anden pige. Og så var hun færdig. Sagde hun.
Det gik bedre med at male et maleri for det har hun trods alt prøvet før. Alligevel blev hun ved med at spørge hvad hun skulle gøre.
På baggrund af den oplevelse må jeg give PPR-psykologen ret når hun i den udtalelse vi modtog fra hende for et par dage siden anbefaler at Katinka mødes med en tydelig, støttende og struktureret pædagogik. Jeg er sikker på at hun vil nyde den gammeldags slags tegne- og formningsundervisning, hvor der er klare forventninger til hvad hun skal fremstillle. Det fungerer ikke for hende at hængende nogle forventninger i luften, om at hun gør et eller andet uklart, som hun selv skal finde på. Her til morgen hvor der ingen forventninger er har hun fuld gang i at lave papirskulpturer af sin egen fri fantasi.
Herhjemme er vi for et par uger siden begyndt at lave "fællestegninger". Vi vender et A4-ark horisontalt og så tegner jeg en tegning på den ene halvdel og beder hende om at tegne en tegning der er ligesådan på den anden halvdel. Det får vi nogle dejlige tegninger ud af. Hun føjer altid sit eget præg til hendes tegning, så den får meget mere charme end min. Nogle gange gør hun det omvendt, sådan at hun tegner en tegning og siger at jeg skal tegne en der er ligesådan. Prøv det! Og lad mig høre om jeres oplevelser med det.
Da hun havde opgivet at være kreativ på kommando gik vi ned i et mørkt rum hvor der på den ene væg var film med mennesker der dansede og musik. På en anden væg var der et stort, stort spejl. Og på den tredie væg var der en tilskuertrappe. På gulvet var der spotlight i forskellige farver der skiftede sted. Der var med andre ord lagt op til dans. Vi smed skoene og dansede ud. Det var klart at meningen var at hun skulle danse ligesom dem på filmen, så det gjorde vi. Så kom to piger ind i hvide kjoler. To piger der tydeligvis var veninder og lidt ældre end Katinka. De var for generte til at danse og så ville Katinka heller ikke danse mere. De gik ud og vi gik ud. Senere gik vi derind igen og de to piger tog mod til sig og dansede forskellige ting sammen. Så jeg skulle være med og imitere det de gjorde. Så kom der heldigvis nogle flere børn og jeg trak mig tilbage til tilskuerpladserne. De andre børn kendte også hinanden. Katinka forsøgte at komme til at være med ved at gøre ligesom de gjorde. De blev ikke sure med de lukkede hende heller ikke ind i deres leg. Mest tydeligt var det da de to piger satte sig og legede sten, papir, saks. Så satte Katinka sig lige ved siden af og lavede papir. Det blev venligt ignoreret.
Det er fint og jeg er taknemmelig for at hun imiterer andre børn, men der er noget ved det jeg mangler at sætte ord på. Noget der gør mig lidt urolig. Da hun imiterede i værkstedet var det tydeligvis fordi hun var i vildrede med hvad hun skulle gøre. Det er faktisk en ret smart taktik, så længe det ikke er så åbenlyst at de andre børn bliver sure over det. Men det er en taktik der skal dække over at hun ikke selv kan aflæse forventningerne og har svært ved at tage et initiativ på baggrund af egne forestillinger. Måske.
I danserummet ser jeg hendes imitering som et forsøg på komme med i leg. Måske kan vi hjælpe hende med at finde nogle andre tilgange. Måske nogle der giver bedre succes. Hendes måde at gøre det på, lader dog til at fungere rigtig godt med yngre børn. Måske er det også derfor at hun siger at hun elsker små børn og at de elsker hende.
Det sidste vi gjorde på museet i går var at gå med en rundvisning for børn. Det foregik i børneudstillingen, der hed "Drømmerier". Der blev vi begge glade for Julie Nord, der har lavet det flotte billede her ovenfor. Det hedder "The ballad of whining Winnie".Det var ikke så mange børn der havde tålmodigheden til det, selvom rundviseren var rigtig god og sød. Der var en pige der var lidt ældre end de andre, hun svarede glad og gerne på alt hvad rundviseren spurgte om. Katinka holdt sig meget tilbage. Hun var også blevet træt. Jeg var meget i tvivl om hvad hun fik ud af al den snak om drømme, for det er ikke noget hun plejer at fortælle om herhjemme, men om aftenen da hendes far rettede på hendes bordmanerer udbrød hun: ".. så falder jeg i søvn og drømmer, at der er en drage, der spyr ild på dig". Så indirekte kan man også sige det .....
