Humørsang

Lige nu lytter jeg meget til Anne Linnets Humørsang. Jeg er især glad for omkvædet.




"Humør er noget mærkligt noget
Det er indeni og udenpå
Og man kan se hvordan man har det i et spejl
for øjnene fortæller hvordan man har det indeni sig selv
om man er trist og ked
eller virkelig glad

Jeg er rigtig godt sur og
ked af det i dag
Det er mørkt og trist og grimt vejr i dag.
Og der er ingen at lege med
Ingen at grine med
Der er ingen at danse med
Slet ingen at snakke med
så jeg er rigtig godt sur
og ked af det i dag

Humør er noget mærkligt noget
Det er indeni og udenpå
Og man kan se hvordan man har det i et spejl
for øjnene fortæller hvordan man har det indeni sig selv
om man er trist og ked
eller virkelig glad

Jaja, jeg er rigtig godt glad og i godt humør i dag, jaja.
Det er lyst og rart og godt vejr i dag.
Og der er nogle at lege med
Der er mange at grine med
Der er flere at danse med
og der er DIG at snakke med,
så jeg er rigtig godt glad og i godt humør idag, jaja."

David Militello

I America's got talent kan man opleve 9-årige David Militello. Man kan mene hvad man vil om den slags konkurrencer. Og om at udsætte børn for den slags. Det har jeg også meninger om. Men grunden til at jeg nævner David her, udover at han er endnu et barn indenfor autismespektret, er, at han kunne synge før han kunne tale. Det samme var tilfældet for Katinka. Vi har en lille teori om at det har hjulpet Katinka gevaldigt med at udvikle sit talesprog at vi har sunget så meget herhjemme sammen med hende.

Hør også David her:

Struktur

I går kom Katinka hjem igen og jeg glædede mig til at gøre ting sammen med hende. Men jeg har glemt hvor svært det er at gøre ting sammen med hende der ikke lige er noget hun har bestemt. Jeg havde glæder mig til at rydde op på hendes værelse sammen med hende, men niksen. Hun ville have at jeg skulle læse højt. Det blev som hun ville. Jeg tænkte lidt over hvad der gik galt. For det første har jeg brug for at have orden omkring mig. For det andet så er det måske helt uoverskueligt for hende at rydde op på hendes værelse, når tingene ikke har en plads. Så i morges tog jeg i Superbrugsen og købte 18 af de der klodskasser der er på tilbud pog så har jeg ellers ryddet op til den store guldmedalje i dag mens Katinka var i børnehave. Da hun kom hjem var alle ting ordnet i kasserne på hylderne. Vi satte os så på gulvet og tog en kasse ned af gangen og blev enige om hvad det var der var i kassen og så skrev vi det på manillamærker som vi bandt fast.



Sådan kom det til at se ud. Ikke særligt charmerende efter min smag, men praktisk og Katinka sagde mange gange at det var flot.

I dag valgte hun at lege med disse her:


Det bliver spændende at se om hun får bedre lege ud af det. Ihvertfald tror jeg det bliver lettere at rydde op også for Katinka.

Ude og hjemme og ud igen

Katinka er hjemme igen. Solbrændt og sund og måske endda et år ældre end jeg huskede hende. Alene af den grund er det godt at sende hende afsted på ferie, for at få en chance for at se hende med friske øjne når hun kommer hjem igen.

Farfar havde noteret sig, at når Katinka bliver uopmærksom, når vi taler med hende, så kan vi finde på at sige "se på mig" og "godt!" når hun så gør det. Det havde han så benyttet sig af i sommerhuset. På et tidspunkt var det ham, der ikke viste Katinka tilstrækkelig opmærksomhed, så hun sagde: "Se på mig, farfar!" og "godt!". Så kan han lære det, kan han.

Noget af det første hun så med sine friske øjne, da hun kom ind af døren, var en kugleramme vi havde fundet oppe på loftet under oprydningen. Den var hun straks helt optaget af. Vi talte og vi regnede og jeg kan godt regne ud at det bliver et yndlingslegetøj i den kommende tid. Hun legede skolelærer og jeg skulle være skolebarn. Senere legede vi - på hendes opfordring - PPR-psykolog! Hun var psykologen og jeg skulle testes: "Se, hvad jeg har i kufferten". Så kan jeg lære det, kan jeg.



Senere på aftenen under Disney-show kaldte hun inde fra sofaen. Moar, står der "kat" på bogen? Ja, det gjorde der. Vi har nemlig fået KAT-kassen hjem og sat den ind i vores bogreol. Det bliver altså rigtig godt at få startet op med det, vi skal bare lige have en uges tid til at overveje hvordan vi griber det rigtigt an fra starten.

Om et par timer tager Katinka og jeg ud til morfar, hvor hun skal overnatte til i morgen. Ja, hun er lige kommet hjem og det er SÅ dejligt, men i aften skal vi til et stort og fint og sikkert helt vidunderligt bryllup, uden børn. Vi glæder os.

Morfar har en dejlig stor og børnevenlig halvvild have med både gynge og hængekøje. Den have jeg legede i som barn. Og vejret bliver jo fint, så Katinka får det godt derude. Bare hun kan være udendørs så er alt godt.

Jeg savner hende...

For hulen da, hvor jeg savner hende. Det er sørme godt, at hun kommer hjem i morgen.

Endnu en blog

Jeg faldt lige over "Biting the hand that feeds", en blog af en 16-årig københavnsk ung mand. Aspie. Og det er noget han gør sig overvejelser omkring. Meget interessant læsning.

Biting the hand that feeds

Ryd op

Katinka har det godt i sommerhuset og mens hun hygger sig med fætre og bedsteforældre rydder vi op i alt det der forhindrer os i at tænke og handle frit.

I går rydde vi ud på loftet og jeg kunne tydeligt huske hvordan jeg havde det sidste gang jeg ryddede op deroppe. Det var lige mens Katinka var under udredning og lige i den tid hvor følelserne var allerværst. Jeg sad og græd over babytøjet og bange anelser for hendes fremtid.

Jeg var spændt på om følelserne ville komme igen, men heldigvis var det nu kun minder om skuffelser der ikke gik i opfyldelse. I disse dage er jeg fuld af håb for at hun nok skal klare sig i verden.

Vi har kasseret fire sorte sække med legetøj hun er vokset fra og vi har fyldt fire klare sække med legetøj som skal glæde andre børn. Jeg har sorteret hårdt ud i babytøjet.

Jeg har givet mig god tid til at være sammen med hende da hun var lille. Jeg har nydt det. Katinka er ikke længere en baby. Hun er en stor pige. Og jeg er mor til en stor pige.