14 december 2008

En engel

Da jeg for et par dage siden var ude og juleshoppe i en Tiger-butik faldt jeg over en film som jeg havde set flere år inden autisme var et begreb jeg skænkede en tanke.

Filmen hedder "En engel ved mit bord" og er en biografisk skildring af forfatterinden Janet Frame. Hun blev fejldiagnosticeret med skizofreni som ung og det var der mange med autisme og asperger der blev dengang. Jeg er ikke den eneste har på fornemmelsen at det ikke er helt ved siden af at tænke i autismespektret i stedet. Se filmen, den er god - og billig. Desværre har jeg ikke læst noget af Janet Frame, men det når jeg nok i det nye år. Og hermed ønskes I alle en rigtig glædelig jul.



P.S. Min PC er gået ned, så derfor er jeg måske lidt mere offline end normalt.

07 december 2008

Gode råd - 0 kr.

Inde på skrivebordet ligger langt om længe den udtalelse fra børnehaven vi har ventet på. Jeg læste den i al hast i går mens vi var på vej ud af døren til et hyggeligt julearrangement og der er vist umiddelbart ikke så meget at komme efter. De har skrevet om alt det Katinka har svært ved og også lidt om det hun er god til. Det er sikkert et stykke papir, der vil være en god hjælp når vi skal søge om støttetimer til hendes skolestart. Sådan vælger jeg at tænke på det.

Jeg vænner mig nu alligevel nok aldrig til at læse den slags udtalelser og i dette tilfælde er der især en ting der undrer mig. Der står et par gange noget om at hun kan blive helt ude af den i forskellige situationer. Børnehaven har kort nævnt det for os. Men..... de har aldrig spurgt os til råds. Aldrig. Hvorfor ikke? Måske kunne vi have sparet dem og ikke mindst Katinka for nogle vanskelige situationer, hvis de havde spurgt os hvordan vi håndterer de situationer herhjemme.

Måske skulle jeg bare have strøet om mig med gode råd, sådan ganske uopfordret?

29 november 2008

Dyster

Jeg fik denne YouTube-film tilsendt og jeg synes den er meget velgjort og oprigtig og en smule dyster.

28 november 2008

Et citat til samlingen

"Either you repeat the same conventional doctrines everybody is saying, or else you say something true, and it will sound like it's from Neptune"

- Noam Chomsky

23 november 2008

Dilbert

Dilbert.com

21 november 2008

Oppe fra træets top er udsigten god

Vi var til forældremøde i dag i børnehaven. Et ganske almindeligt forældremøde, men i anledning af sagens alvor deltog børnehavens leder også.

Efterhånden bliver man vist lidt hårdhudet, for egentlig morede vi os ret godt til forældremødet på trods af de temmeligt barske ting vi fik at vide. Ikke noget der kom bag på os for vi kender jo vores datter ganske godt. De fortalte os hvor nem Katinka er. Anonym. Hun skilter ikke med sine talenter, men de har opdaget at hun har dem. Hun har svært ved at deltage i leg med flere børn af gangen. Det kræver meget af hende så hun vælger tit at trække sig. De oplever ikke at hun har det dårligt med at trække sig, for de oplever ikke at hun har behovet for at lege med andre. Hun kan lide at kikke på hvad de foretager sig. Alligevel lyser hun helt op når det fungerer for hende at tage del i legen. De voksne støtter hende meget i det.

Hun er god til at klatre i træer. Helt objektivt. Det er noget de andre børn også synes hun er, så det er hun stolt af. Hun er vellidt. Hun er også god til pigefodbold, sådan at forstå at hun ved at det drejer sig om at få bolden i det rigtige mål. Hun har forstået - nu - at det er ok at de andre prøver at tage bolden fra hende.

Hun får fikse ideer. F.eks. vil hun gå bag det samme barn når de er på tur både frem og tilbage. Ellers bliver hun rigtig vred.

Børnehavens leder gjorde det klart at hun er meget utryg ved at Katinka skal i lilleskole næste år. Hun mener i det mindste at vi skal have en plan B. Det har hun ret i. Hun anbefalede os Frejaskolen. Så må vi jo se hvad de siger til det. Dem der bestemmer det.



Forleden fortalte Katinka mig at hun gerne vil være solen.

20 november 2008

Vold i specialklasser

"Det er især i skolernes specialklasser, der er problemer med vold fra eleverne" kan man læse i det her indslag der var i Aftenshowet i går aftes.

Indslaget handler om en lærer der blev udsat for voldelige overfald fra en 10-årig elev og hvordan det påvirkede hende. Hvordan mon det påvirker børn at blive udsat for vold i skolen?