Så er det sagt!

Planen var at vi ville fortælle datteren at hun har autisme i starten af hendes sommerferie så hun ligesom kunne vænne sig til tanken inden hun skulle starte i 1. klasse. Det var planen, men vi ventede ... og ventede og ventede. Og havde slet ikke lyst. Men så i går mindre end en uge før klubben starter op gjorde vi alvor af det.

Vi havde også planlagt hvordan samtalen skulle foregå. Understrege hendes stærke sider og fokusere på at alle er forskellige og hvordan man kan beskrive autisme med billeder. Men vi snublede os igennem samtalen på den mest akavede måde.

Men heldigvis tror jeg at budskabet nåede frem. At hun har en støttelærer fordi hun har noget der hedder autisme. Og autisme betyder at hun tænker og lærer lidt anderledes end de fleste børn. At der er ca. en ud af 100 der har autisme. Og at hun allerede kender mange andre fra VUBUF, men at der ikke er andre i hendes klasse.

Jeg tror hun forstod det - tja, hvem forstår det egentlig? - og tog det meget pænt - for bagefter forsøgte hun at sige "det er fordi jeg har autisme" med tegnsprog (nej, hun kan ikke tegnsprog).

Og det lettede ligesom lidt på stemningen.

Fortsættelse følger - når hun eller situationen byder det....