I sommerhus

Måske er vi heldige, ja det er vi. Måske er vi modige? Måske er vi onde ved en lille pige med autisme, for i dag sender vi hende en uge i sommerhus sammen med farmor og farfar og hendes to fætre, helt uden nogen form for visuel støtte eller struktur.

Det har været en stor succes sidste år og året før, så vi regner med at succesen gentager sig i år.

KAT-kassen bevilget

Og så ringede der minsandten er flik dame fra Handicapcentret i går og fortalte os at vi har fået bevilget en KAT-kasse. Og at hun vil bestille den med det samme.

Vi siger mange tak og glæder os til at komme igang.

Farvel til den ABA-inspirerede basisgruppe.

I min jobjagt faldt jeg på Jobnet over denne stillingsannonce fra Børnehuset Mosen, som søger en pædagog til deres basisgruppe. Det var den basisgruppe som Katinka sidste år startede op i fordi vi havde fået at vide at det var et ABA-baseret tilbud. Det var det bestemt ikke og vi og ikke mindst Katinka fik en rigtig dårlig oplevelse ud af det og nu har børnehaven åbenbart helt opgivet at lade som om. Det ku være så godt og så det faktisk skidt.

Tanker om sociale historier

Nedenfor har jeg forsøgt at give en objektiv beskrivelse af sociale historier, men hvad tænker jeg egentlig.

Jeg har store etiske betænkeligheder med jeg-formen, især i de perspektiverende sætninger. Jeg har flere steder læst at mennesker med autisme har problemer med jeg-dannelsen. Jeg ved ikke om det har hold på sig, men hvis det har synes jeg at det er meget betænkeligt at diktere hvilke følelser og tanker barnet har eller bør have. Ja, det er muligt at større børn eller meget velfungerende børn vil være i stand til at opfatte det som et oplæg til diskussion at man påstår at deres motiv, deres tanker og deres følelser er sådan eller sådan. Men vil mindre børn også kunne det? Eller risikerer vi at opfordre til falsk jeg-dannelse eller sådan noget? Jeg er naturligvis klar over at det altid vil være en individuel afvejning. For nogle børn med meget uhensigtsmæssig adfærd er det her en luksusdiskussion.

Jeg tror man kan finde en eller anden måde at udforme de sociale historier så man kommer ud over de betænkeligheder. Forslag modtages.

På den anden side kan jeg godt lide at de perspektiverende sider giver os forældre en mulighed for at øve vores empati. Vi får mulighed for at sætte os ned og prøve at forstå hvad baggrunden monstro kan være for at barnet gør det der kan forekomme uhensigtmæssigt.

Og jeg kan rigtig godt lide den del af de sociale historier hvor vi voksne skal forklare hvorfor det er bedre at gøre noget andet. Det kan virkelig få ens normer frem i lyset. For hvis skyld skal barnet ændre den givne adfærd? For barnets egen skyld? For forældrenes? Eller for samfundets skyld? Det kan sikkert give mange dybe diskussioner.

Indtil videre har vi fundet frem til at vi kan forsøge at formulere nogle sociale historier for vores egen skyld. For at få sat ord på hvad vi forventer af Katinka og hvorfor og for at vi kan udtrykke os klart og ensartet når vi præsenterer vores forventninger for Katinka. Indtil vi finder en løsning på jeg-forms betænkelighederne læser vi dem ikke højt for hende.



"Jeg hedder Mona og er 44 år. Jeg bor på Amager med Michael og Katinka. Når jeg har hentet Katinka i børnehaven om eftermiddagen er jeg tit træt og lidt stresset over at jeg skal lave aftensmad, bade Katinka og lære hende noget. Michael og Katinka kan godt lide når jeg er glad og afslappet. Jeg kan prøve at sætte en CD på med noget beroligende musik når vi kommer hjem. Beroligende musik gør mig glad og får mig til at slappe af."

Introduktion til sociale historier

I torsdags var vi til workshop i sociale historier. Sociale historier er udviklet af Carol Gray og er små hjemmestrikkede historier der har til formål at lære barnet sociale spilleregler.

Historierne er opbygget efter et sæt regler, som der dog godt kan afviges fra.

Som regel er de skrevet i nutid og i jeg-form. Uden brug af ordet ikke. De er bygget op omkring fire sætningstyper:

- beskrivende sætninger, der sætter rammen for fortællingen. Det er ofte en lille præsentation af barnet og den situation som gerne skal ændres
- perspektiverende sætninger, indlevelse i hvorfor barnet gør som det gør, og hvordan andre føler og tænker ved det
- direktiv sætning, forslag til hvad skal barnet gøre i stedet for
- kontrolsætning, ligesom et slogan der hjælper barnet med at huske historien

Sociale historier skal være barnets egne historier og de skal være rare at få læst op. Historien må gerne illustreres, så den er nemmere at huske og forstå for barnet. De kan evt. blandes med succes-historier der ikke indeholder direktive sætninger.

Jeg tror at sociale historier vil være lige noget for Katinka. Og effektstudier viser at de virker, men at det er en tidskrævende metode, som har den bedste effekt på længere sigt, hvis de kobles til verbale påmindelser. Det vil imidlertid ikke være et problem til brug derhjemme.

Gult lys

Inden for de sidste par uger har Katinka lært et par nye sætninger der kan give hende tid og rum. Hvis hun skal bruge lidt tid kan hun nu sige: "Jeg tager lige en pause" og hvis det er rum hun har brug for, kan hun sige "helle".

Det er godt gået, synes jeg. Hun lærer stille og roligt at markere sine grænser uden at lukke helt af med rødt lys.

Jeg tror vi kan takke børnehaven for det.

En pionerfar i matriarkalsk selvforherligelse?

Efter 3 workshops i Pionergruppen er det tid til at gøre lidt status set ud fra et fædrene synspunkt.

Lad mig lige indledningvist sige at jeg egentlig er utrolig glad for pionergruppen. Det er fantastisk skønt at møde andre autismeforældre. Mennesker som vi deler et slags skæbnefællesskab med. I gruppesamlingerne er det min oplevelse, at der er plads til at alle kan komme til. Ingen problemer er for små og alle problemer er relevante problemer.

Workshops’ene har jeg det straks haft det meget vanskeligere med. De 3 har været vidt forskellige hvad indholdet angår. En om struktur og visualisering, en om KAT-kassen og i dag en om sociale historier. Workshoppen om KAT-kassen var virkelig fænomenal. Vi fik præsenteret et arbejdsredskab som vi kunne gå hjem og bruge hver især. Hardcore information. Sådan, there you go og ikke så mange dikkedarer med det!

De to andre workshops har derimod, set i et samlet hele, været ganske forfærdelige. Ikke fordi at jeg ikke fik noget med hjem. Tværtimod. Der kom masser af nyttige og brugbare tips og tricks på bordet. Det var ikke indholdet der var noget i vejen med. Det var formen. Vores søde og superkompetente pionergruppeleder Kirsten havde til begge gange fået et par erfarne pionergruppeforældre med som oplægsholdere. Kvinder.

Ved den første workshop lagde den ene såmænd ud med at sige at de da bare lavede hele deres liv om da de fik et autistisk barn. Tjulahop og et knips med fingrene og så var den ged ligesom barberet. Derudover fik jeg det indtryk at det var et kæmpestort show off i hvor store supermødre de var og præsenteren af deres klippeklistre-evner og hittepåsomhed. Det var i hvert fald ikke manglende innovationsevne de ville signalere. Det kunne jeg egentlig godt abstrahere fra, vi kunne jo bare tage det vi havde brug for, der var trods alt ingen klippeklistretvang for fædre med med ti tommelfingre.

I dag gentog sceancen sig så. Den selvsamme type supermødre skulle fortælle om sociale historier, men ville da ikke undlade at gøre opmærksomme på at præsentere det i fikse laminerede opsætninger, smiley-barometre og jeg skal gi dig skal jeg. Nå ja, tænkte jeg, det er jo de selvsamme fikserier som sidst. Det lærer jeg såmænd nok at leve med. Lige indtil jeg bladrede i de af supermødrene medbragte sociale historier og læste følgende i en historie ved navn ”Når mor og far ikke siger det samme”: ”Jeg siger bare til mor, at det skal hun selv tale med far om, for det er mor der er den voksne og har det ansvar. Det vil mor gerne!”

Der fik jeg så en AHA-oplevelse af de større. Det er mor der er den voksne. Det er mor der klippeklistrer. Det er mor der skriver deres børns sociale historier. Det er mor der videreformidler hvor gode mødre de er, hvor meget de er involverede i deres barn og hvor meget de forstår deres barn. Jeg har virkelig været præsenteret for matriakalsk selvfedme på et højere og alt for kvalmende plan. Jeg havde faktisk allermest lyst til at udvandre i protest.

Hvor fanden er alle fædrene henne? Er vi bare blevet reduceret til umælende skafferdyr et ude i periferien. Til ham der løfter tunge ting og tjener penge til den årlige tur til LEGO-land, alt imens mor har helliget sig projekt autismebarn? Sådan er det jo ikke, er det? Er vi fædre ikke mindst lige så meget involveret i vores autismeunger som de klippeklistrende supermødre - på vores egen kiksede måde?

Jo, gu er vi så. Børns største forbillede er forældren af samme køn. Langt den største del af børn med autisme er drenge. Og fædrene er der. Det må de sgu da være? Goddammit. Jeg er der! Man skulle sikkert ikke tro det, men jeg har faktisk engang været en dreng. Og jeg ved hvordan drenge er. Og drenge er først og fremmest drenge, ikke et af ”disse autismebørn” der skal involveres i et projekt supermor.

Jeg føler mig som far efterhånden lidt som det tynde øl i gruppen. Og jeg kan sgu da umuligt være den eneste mand i forsamlingen der har det på den måde? Er jeg kuppet af kvinder der synes det er et hit at skrive ”jeg-historier” som barnet så kan tage med i skole, børnehave, på koloni osv. Af mødre der i al kvalmende velmenhed overtager barnets jeg. Af mødre der nok skal skrive hvad ”jeg” tænker, tror og føler.

You took the words right out of my mouth, It must have been while you were kissing me.

Jeg kunne brække mig.

Ok, there I said it - måske trængte far bare til at få luft?

Hvad nu hvis?

Jubii, nu er der en ny blogger på banen, som præsenterer sig selv sådan her:

"Velkommen til min blog “hvad nu hvis?”. Jeg er mor til en 15-årig dreng, som jeg her kalder Svend, der i april 2008 blev diagnosticeret med atypisk autisme."

hvad nu hvis?

Varme anbefalinger herfra!

Jeg kan

For et par dage siden nævnte jeg narrative play therapy. Efterhånden er jeg ved at få øjnene op for hvor mange forskellige tilgange der findes der på den ene eller anden måde kan hjælpe børn med autisme. En anden tilgang som jeg synes indeholder gode muligheder og som er gratis er "Jeg kan".



Et gratis program på 15 trin. Lige til at prøve af derhjemme. Personligt er jeg helt vild med punkt 5 hvor barnet udvælger sig en fantasihjælper. Jeg tænker på totemdyr.

Læs mere online her: Kids skills.
Eller gå på biblioteket efter Ben Furman: "Jeg kan" 13.43

Klar, parat, børnehaveklassestart 2009

Det var meget spændende i går at få resultatet af Katinkas kognitive test, IQ-test, WPPSI-R. Samlet set er hendes IQ bedre end sidste gang hun tog testen. De fleste delprøver ligger lige omkring normalområdet, undtagen den delprøve der er taget på tid. Den ligger langt, langt under gennemsnittet. Så nu har vi fået bekræftet endnu en gang indenfor kort tid at det med latenstiden er en af Katinkas største handicap. Hendes hukommelsesspændvidde er alderssvarende.

Interessant er det også at de sproglige dele af testen nu er på niveau med de mere materialebaserede delprøver. Sådan var det ikke sidste gang og sådan er det ikke for mange børn med autisme. Det har udlignet sig. Jeg havde været lidt nervøs for at hendes materielle færdigheder måske ville blive dårlige i takt med at hendes sprog blev bedre, men det var ikke tilfældet, måske bortset fra at hun holder helt forkert på en blyant.

PPR-psykologen understregede at vi skal arbejde med hendes blyantsgreb og med hendes sætningsopbygning. Hun var ikke helt enig med talepædagogen omkring Katinkas sproglige vanskeligheder. Hvor talepædagogen så alle Katinkas sproglige vanskeligheder som en del af autismen, så PPR-psykologen kun ganske lidt autisme, men hovedsageligt sproglige vanskeligheder. Hun sagde næsten undskyldende at Katinka ikke er meget handicappet. Det behøvede hun nu ikke at undskylde. Det var dagens bedste nyhed.

Den anden gode nyhed er at hun vurderede at Katinka er klar til børnehaveklasse i år 2009. Og hun satte slet ikke spørgsmålstegn ved vores ønske om at lade hende gå i en almindelig skole og almindelig klasse.

Men... der er jo altid et men. Hverken talepædagogen eller PPR-psykologen har set hvordan hun reagerer når hun er i en stor gruppe børn.

En tegning

I går da Katinka kom hjem fra børnehave gav jeg hende forskellige små opgaver. Den ene gik ud på at jeg tegnede en tegning af en pige og sagde til Katinka at hun skulle tegne en der var ligesådan. Her er resultatet.



Den har noget mere charme end min originaltegning, som jeg ikke lige har tid til at lægge ud nu, for vi er på vej i børnehave og så skal Katinkas far og jeg hen til PPR-psykologen og høre resultatet af hendes kognitive test m.m.

Jeg har sommerfugle i maven.

Pas på ordkløveri forude!

Da Katinka for et par måneder siden begyndte på hvorfor-spørgsmålene var jeg så meget oppe på dupperne for at svare rigtigt på hendes spørgsmål at jeg blev helt forvirret. Jeg var bl.a. forvirret fordi det lod til at jeg kunne svare på to forskellige måder og jeg kunne ikke overfor andre forklare hvilke to måder (og der er sikkert flere). Men i går på vej til børnehave med Katinka fandt jeg ordene. Hun spurgte noget i stil med:
"Hvorfor har børnehaven fået en bil?" De har fået et bilvrag løftet over på legepladsen, som de kan lege i. Og "bing" der var ordene.

Skal jeg svare som om hun spørger til årsagen eller som om hun spørger til formålet?

Årsagen er som jeg ser det bagudrettet og så kunne svare være: "fordi manden ikke selv skulle bruge den mere" Det er for mig at se det korrekte svar på et hvorfor spørgsmål.

Formålet er mere fremadrettet og så kunne svaret være: "for at børnene kan lege i den". Det er for mig at se ikke et korrekt svar, men sikkert mere børnevenligt.

Svaret på min forvirring er naturligvis at jeg da bare kan sige begge dele. Så er den ikke længere.

Mødet med talepædagogen

I fredags var jeg og en pædagog fra børnehaven til møde med talepædagogen. Hun ville fortælle hvilke observationer hun havde gjort angående Katinkas sprog. Hun havde taget sådan en prøve om sprogforståelse, Reynell, som Katinka også tog på Bispebjerg for omkring 1½ år siden og Katinka er rykket meget, så meget at hun stadig kun er 7 mdr. bagud i forhold til den alderssvarende udvikling. Hendes ordforråd er alderssvarende.

Talepædagogen spurgte om Katinka har en særinteresse for tal, for hun havde lagt mærke til hvordan testen var bygget op og hvilket materiale der svarede til hvilket spørgsmål. Det var hun vist ret imponeret over. Katinka er faktisk ret glad for tal i disse dage, men en særinteresse vil jeg ikke ligefrem kalde det. Og det er en interesse vi bakker fuld op om. Hvis hun skulle have lyst til at lære at lægge sammen og trække fra og tælle til hundrede, så kan det da ikke skade, vel?

Katinkas største sproglige problem er det socialt kommunikative og dså den før omtalte latenstid. Men ekkolalien har ligesom fortaget sig.

Talepædagogen mente at alle Katinkas sproglige vanskeligheder hang sammen med autismen og ikke spor andet. Derfor havde hun nu fået lovning fra specialtalepædagogkorpset på Islands Brygge at de ville komme ud og kikke på hende efter sommerferien før eller siden. Er der nogle der har erfaring med det?

Det var faktisk rart at have en pædagog med til mødet, for det gav mig anledning til at høre hvilke sproglige observationer der var gjort i børnehaven OG gøre dem opmærksomme på de sproglige ting som jeg havde observeret. Vi roste også hinanden gensidigt da mødet var forbi.

Det bedste barn til prisen

I Information er der en artikel om fosterdiagnostik og Downs syndrom, der kan give lidt indblik i hvilken situation vi vil stå i når/hvis det bliver muligt at screene for autisme hos fostre.

Oles forældre er glade for, at de ikke havde et valg

"Hvis screeningen kører optimalt, kan vi komme helt ned på 15-16 børn om året, siger Ann Tabor, professor på Rigshospitalet"

og

"Jeg mener, det er etisk rigtigt at gøre det. Man vil prøve at vælge det barn, der vil have det bedst muligt med de midler, der er til rådighed." filosof Thomas Søbirk Petersen

Håndholdt

Ugens eneste fokuspunkt er dejligt håndgribeligt, nemlig at begynde at lære Katinka at holde rigtigt på en blyant.

Vent på mig!

I Pionergruppen i torsdags så vi små filmklip med børnene og der blev jeg for alvor klar over hvor stort et handicap det er for Katinka at hun har en meget forsinket reaktionstid. Latenstid? Normalt reagerer børn prompte når man spørger dem om noget, så når Katinka ikke svarer med det samme tolker folk det normalt på forskellige uhensigtmæssige måder, enten at hun ikke forstår spørgsmålet, at hun ikke kender svaret eller at hun ikke gider at svare.

Hvis de tror at hun ikke forstår spørgsmålet gentager de det, eller omformulerer det. Begge dele forsinker yderligere Katinkas svar og hun oplever at blive talt hen over og afbrudt.

Hvis de tror at hun ikke kender svaret sænker de deres forventninger til hende. Og hun får for få udfordringer og udvikler sig derfor ikke tilstrækkeligt. Det kan især være et stort problem i en kognitiv test, hvor hun risikere at falde helt igennem, hvis testen er på tid.

Hvis de tror at hun ikke gider at svare, at hun ikke er interesseret så kan de enten vælge at skrue op for charmen for at få hendes opmærksomhed eller lade hende passe sig selv, som hun åbenbart helst vil.

Katinka har brug for at have mennesker omkring sig, der har god tid. Tid er en mangelvare og travle folk bliver irriterede når nogle er langsomme og sinker dem i at komme videre med deres gøremål. Det gør jeg selv, så det er noget jeg skal arbejde med. Mere tålmodighed.

Kan man gøre noget for at Katinkas latenstid bliver mindre? Ideer og erfaringer efterlyses.

Vi må sørge for at voksne der har noget med Katinka at gøre får at vide at de ikke kan forvente svare med det samme men skal spørge een gang og så begynde at tælle langsom til 10 indvendigt inden de spørger igen på en ny måde.

Hvordan kan man få børn til at forstå at Katinka er længe om at reagere? Kan man overhovedet tillade sig at bede dem om at tage hensyn til hendes langsomhed?

Child Talk

Her er nogle gratis ideer, som måske kan inspirere til et eller andet:

Child Talk

Pædagogik

Mor: "Jeg vil gerne have at du tager dit tøj på nu" - for sådan har hun hørt pædagoger formulere det.
Datter: "Det ved jeg godt"
Moren tænker aaaaerrrfgh og udbryder: "Du tager det på inden jeg har talt til 10" - det har hun oplevet at andre mødre har succes med.
Datteren skynder sig at tage tøjet på, på vrangen og omvendt.

Den trange folkeskole

Bertel Haarder vil iflg. Politiken gøre op med den rummelige folkeskole.

"Og så skal hele specialundervisningen, der udgør mindst 20 procent af folkeskolens samlede udgifter, kulegraves, for at få afdækket, om pengene bruges på den rigtige måde."

Måske mener han det godt, når han skriver rummelighed betyder at børnene blot skal opbevares eller rummes og at det vil være en god ide at se på om pengene til specialundervisning bruges på den rigtige måde. Rummelighed er nu heller ikke længere det store buzz-word ude i byen. Nu er det "inklusion" der får folk op på stolene. Men at gå ud med et ønske om mindre rummelighed, gør mig alligevel temmelig urolig. Der er ikke meget rum i forvejen. Og jeg kan kun frygte at der bliver meget trangt.

Vil der være rum for en stille pige med autisme? Skal der spares på støtten også til hende? Skal hun bortvises i op til 14 dage? Hvis hun f.eks. forekommer åndeligt fraværende?

En normal pige

Inspireret at et indlæg på "Den stille pige og Junior" kan jeg fortælle at da vi ventede Katinka fik vi både tripletest og fostervandsprøve. Jeg var næsten 40 år og tripletesten viste en meget forhøjet risiko/chance for at barnet havde Downs syndrom. Det hele gik så hurtigt, så vi først fik lejlighed til at diskutere om vi ville beholde barnet mens vi ventede på resultatet af fostervandsprøven. Vi blev enige om at det ville vi. Resultatet af prøven, og jeg har det på skrift, var:

"En normal pige"

Tjaae, sådan kan vi da bare vælge at se på det.

Jeg er overbevist om at rigtig, rigtig mange ville vælge at abortere et barn med autismespektrumforstyrrelser. Vi ville måske også have valgt det, det skal jeg ikke kunne sige. Det jeg husker er, at jeg havde rigtig mange skræmmende fordomme om hvad autisme gik ud på, inden jeg begyndte at sætte mig ind i det. Noget om at det ikke var muligt for dem at relatere følelsesmæssigt til andre mennesker og at de ikke havde nogen fantasi og meget andet ævl.

Der er mange her i vores lille smørhul, der ikke har nogen anelse om at mennesker med autisme først og fremmest er mennesker.

Og tænk lige på hvor mange penge samfundet kan spare, hvis folk vælger at abortere børn, der har "særlige behov". Skræmmende tanke, ik? Hvem bekymrer sig om, hvad der kan betale sig?

Hvor ville vi stå som forældre hvis vi valgte - på trods af testresultatet - valgte at få børn indenfor spektret. Hvad ville det betyde for hvilke tilbud de og vi ville få? Måske kan forældre til børn med Downs syndrom give et fingerpeg.

Det der virker

I går var Katinka helt rundt på gulvet over at hun skulle til fødselsdag.

Jeg fik hende til at lægge sig på sengen og så smurte jeg hende ind i solcreme fra top til tå. Indsmøring i solcreme plejer at være lidt at en tålmodighedsprøve, men det var tydeligt at hun nød det, når hun lå ned og jeg var blid og nynnede lidt. Jeg nød det også.



Bagefter satte jeg en CD på som jeg har købt for 20 kr i en Tiger-butik. Den hedder "Jorden Rundt" og er sådan noget meget rytmisk og roligt salsa/reggae-agtigt musik. Den lyttede hun til og blev helt rolig, så vi kom afsted til fødselsdag uden at hun kørte op i en spids.

Og det blev en dejlig fødselsdag.

Jeg skriver mig lige bag øret at "massage" og rolig musik har en god effekt.

Et par "nye" blogs

Se lige hvad jeg fandt da jeg surfede rundt! To spændende blogs om autisme af en med insiderviden:

Autist
"Jeg har autisme, og jeg vil prøve at lave en blog, hvor jeg somme tider vil skrive noget fra min hverdag. Jeg har gået i skole på Langagerskolen, nu går jeg på en skole for voksne, fordi jeg gerne vil tage mine eksamener, jeg vil gerne være læge."

og

mig
"Hej, jeg hedder Anne. Jeg interesserer mig meget for sygdomme og for at høre musik. Jeg kan i sær rigtig godt lide at høre Hits for kids, så kan jeg også godt lide Aqua, Spice girls, Eminem og DAD. Jeg interesserer mig også rigtig meget for hvornår andre har fødselsdag, datoen, de har fødselsdasg og hvor høje der, og hvad de vejer."

Jeg gætter på at det er den samme Anne.

Meget interessante blogs.

Hvilke gener medfører autisme?

Det får vi måske snart svar på. Der er nemlig sat en stor undersøgelse i gang på Færøerne.

"Ifølge forskningsgruppen og den færøske genbank, der står bag projektet, er der store formodninger om, at nedarvede gener er den almindeligste årsag til autisme. Og da færingerne er et lille folkefærd, er det lettere på Færøerne at finde frem til de gener, der medfører autisme fremfor i andre lande«

Det kan man læse mere om i Politiken i dag.

Viden er godt, men hvilke valg fører den viden så med sig? Måske har verden brug for mennesker indenfor spektret.

At man måske snart vil kunne screene gravide for autisme, ligesom for Downs syndromet, og at mange derfor vil vælge at få en abort skræmmer mig meget, når jeg ser på min dejlige datter.

Den kognitive diamant

På Pionergruppens workshop om KAT-kassen blev vi introduceret for den kognitive diamant. Den repræsenterer den helt basale opfattelse bag kognitiv terapi, at mennesker (bl.a.) er en vekselvirkning mellem tanker, adfærd, følelser og krop som belyses på forskellig vis af miljøet.



Kognitiv terapi forekommer mig at være en meget anvendelig tilgang til større børn med autisme og såmænd også deres forældre. Jeg fik ihvertfald flere aha-oplevelser. Bl.a. hvorfor det har virket så godt for Katinka at vi har haft så meget fokus på at holde hende fysisk aktiv.

Naturligvis kan den kognitive tilgang, ligesom alle andre tilgange, ikke gøre noget ved den dybereliggende baggrund for autismen, men det kan gøre en del for at hjælpe den enkelte til selv at mindske de negative følgevirkninger og blive bevidst om hvordan hun bedre passer på sig selv.

I virkeligheden er det her noget jeg kunne have sagt mig selv, men det hjælper at få det visualiseret, synes jeg.

I øvrigt er kognitiv terapi en videreudvikling af adfærdspsykologien, og som sådan et slags alternativ til de af os der ikke kom med på ABA-vognen.

Autisme og feminisme

"Female "invisibility" in the autistic spectrum should be a feminist issue."

The Guardian bragte i dag en interessant artikel om piger og kvinder inden for autismespektret, "It's not just boys who are autistic". Hvordan ser det ud med det feministiske blik. Spændende og også en smule foruroligende.

"This means that women with autism often struggle at work because they lack what is often taken for granted in women - the intuitive ability to understand where people are coming from and how to manage situations. Because of subtle sex differences, we tend to "expect" more of women in the workplace in terms of smoothing things over, of saying the right thing; and whereas we would excuse a man who lacked these abilities, we are subliminally a lot less forgiving of a woman who has similar shortcomings."

Advokatbistand

Her er en lille nyhed fra Køge og omegn. Jeg ved ikke helt hvad sagen drejer sig om.

Forældrene til en stærkt autistisk dreng i Borup har nu gjort alvor af deres tidligere overvejelser om at hyre en advokat i kampen med Køge Kommune om et passende aflastningstilbud til deres søn.

Analyse af handicap- og specialområdet i København

Hvis du også er interesseret i at følge med i hvad politikerne i København har i tankerne når det kommer til handicap- og specialområdet, så følge med i BUF's dagsordener og beslutningsreferater.

Der er f.eks. meget - og meget interessant - læsestof i dagsordenen for BUF's møde i overmorgen.

Bl.a. er det interessant at læse Rambølls rapport. Nu er det ikke længere kun os forældre der ryster på hovedet over den vilkårlighed vi møder.

Den rapport er interessant at holde op overfor skønsangen om Inklusion kort fortalt. Tro mig, jeg er glødende fortaler for inklusion, men når inklusion på specialskolerne bl.a. defineres som: "Inklusionen vil i disse sammenhænge være, at de sværest handicappede får noget samvær med de mindre handicappede, med udgangspunkt i alle de berørte børn og unges trivsel." Ja, så ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde.

God læseælyst. Og sig lige til hvis du finder noget spændende.