En pionerfar i matriarkalsk selvforherligelse?

Efter 3 workshops i Pionergruppen er det tid til at gøre lidt status set ud fra et fædrene synspunkt.

Lad mig lige indledningvist sige at jeg egentlig er utrolig glad for pionergruppen. Det er fantastisk skønt at møde andre autismeforældre. Mennesker som vi deler et slags skæbnefællesskab med. I gruppesamlingerne er det min oplevelse, at der er plads til at alle kan komme til. Ingen problemer er for små og alle problemer er relevante problemer.

Workshops’ene har jeg det straks haft det meget vanskeligere med. De 3 har været vidt forskellige hvad indholdet angår. En om struktur og visualisering, en om KAT-kassen og i dag en om sociale historier. Workshoppen om KAT-kassen var virkelig fænomenal. Vi fik præsenteret et arbejdsredskab som vi kunne gå hjem og bruge hver især. Hardcore information. Sådan, there you go og ikke så mange dikkedarer med det!

De to andre workshops har derimod, set i et samlet hele, været ganske forfærdelige. Ikke fordi at jeg ikke fik noget med hjem. Tværtimod. Der kom masser af nyttige og brugbare tips og tricks på bordet. Det var ikke indholdet der var noget i vejen med. Det var formen. Vores søde og superkompetente pionergruppeleder Kirsten havde til begge gange fået et par erfarne pionergruppeforældre med som oplægsholdere. Kvinder.

Ved den første workshop lagde den ene såmænd ud med at sige at de da bare lavede hele deres liv om da de fik et autistisk barn. Tjulahop og et knips med fingrene og så var den ged ligesom barberet. Derudover fik jeg det indtryk at det var et kæmpestort show off i hvor store supermødre de var og præsenteren af deres klippeklistre-evner og hittepåsomhed. Det var i hvert fald ikke manglende innovationsevne de ville signalere. Det kunne jeg egentlig godt abstrahere fra, vi kunne jo bare tage det vi havde brug for, der var trods alt ingen klippeklistretvang for fædre med med ti tommelfingre.

I dag gentog sceancen sig så. Den selvsamme type supermødre skulle fortælle om sociale historier, men ville da ikke undlade at gøre opmærksomme på at præsentere det i fikse laminerede opsætninger, smiley-barometre og jeg skal gi dig skal jeg. Nå ja, tænkte jeg, det er jo de selvsamme fikserier som sidst. Det lærer jeg såmænd nok at leve med. Lige indtil jeg bladrede i de af supermødrene medbragte sociale historier og læste følgende i en historie ved navn ”Når mor og far ikke siger det samme”: ”Jeg siger bare til mor, at det skal hun selv tale med far om, for det er mor der er den voksne og har det ansvar. Det vil mor gerne!”

Der fik jeg så en AHA-oplevelse af de større. Det er mor der er den voksne. Det er mor der klippeklistrer. Det er mor der skriver deres børns sociale historier. Det er mor der videreformidler hvor gode mødre de er, hvor meget de er involverede i deres barn og hvor meget de forstår deres barn. Jeg har virkelig været præsenteret for matriakalsk selvfedme på et højere og alt for kvalmende plan. Jeg havde faktisk allermest lyst til at udvandre i protest.

Hvor fanden er alle fædrene henne? Er vi bare blevet reduceret til umælende skafferdyr et ude i periferien. Til ham der løfter tunge ting og tjener penge til den årlige tur til LEGO-land, alt imens mor har helliget sig projekt autismebarn? Sådan er det jo ikke, er det? Er vi fædre ikke mindst lige så meget involveret i vores autismeunger som de klippeklistrende supermødre - på vores egen kiksede måde?

Jo, gu er vi så. Børns største forbillede er forældren af samme køn. Langt den største del af børn med autisme er drenge. Og fædrene er der. Det må de sgu da være? Goddammit. Jeg er der! Man skulle sikkert ikke tro det, men jeg har faktisk engang været en dreng. Og jeg ved hvordan drenge er. Og drenge er først og fremmest drenge, ikke et af ”disse autismebørn” der skal involveres i et projekt supermor.

Jeg føler mig som far efterhånden lidt som det tynde øl i gruppen. Og jeg kan sgu da umuligt være den eneste mand i forsamlingen der har det på den måde? Er jeg kuppet af kvinder der synes det er et hit at skrive ”jeg-historier” som barnet så kan tage med i skole, børnehave, på koloni osv. Af mødre der i al kvalmende velmenhed overtager barnets jeg. Af mødre der nok skal skrive hvad ”jeg” tænker, tror og føler.

You took the words right out of my mouth, It must have been while you were kissing me.

Jeg kunne brække mig.

Ok, there I said it - måske trængte far bare til at få luft?

Demokrati i børnehøjde

For nylig var der en debat i Danmark om hvordan vi lærer de små børn om demokrati. Nu er der en lærer fra Florida der har fundet en metode. En metode der også kunne forberede små børn danske børn på hvad demokrati vil sige i Danmark. I USA starter børn i skole tidligere end i Danmark så hun var klasselærer i en børnehaveklasse med 5-årige børn. I klassen var der en dreng med autisme. Læreren satte drengen foran de andre børn og spurgte de andre hvad de ikke kunne lide ved ham, hvorefter de stemte om om han skulle blive i klassen eller ud. Han belv stemt ud med 14 stemmer mod 2. Demokrati for begyndere.

Kilde: Nyhedsavisen i dag

PS: Og når indlægget f.eks. får denne kommentar med, så er det jeg tænker at der er LANG vej endnu:

"Måske har forældrene også et ansvar for at sætte barnet i en normal skole i stedet for en for mindre kvikke/intelligente."

Synd

Lærerne i folkeskolen i København oplever ikke at de er gode nok til at inkludere svage børn. Det gør de angiveligt fordi handleplanerne er forsinkede, hvis jeg forstår artiklen i Politiken rigtigt:"Svage børn svigtes".

På KLF Københavns Lærerforening står det ingenting.

Hvad går sådan nogle handleplaner egentlig ud på siden de er afgørende for om folkeskolen kan give de rigtige tilbud til børn med problemer?

Det er klart at det er de færreste forældre med børn indenfor autismespektret der tør at satse på enkeltintegration (i mangel af inklusion) i folkeskolen.

Det er synd for børnene - alle slags.

Stephen Wiltshire

I London bor Stephen Wiltshire. Han kan tegne! Og han kan huske hvad han ser og gengive det i sine tegninger, f.eks. London set fra luften. Han er faktisk et geni til netop det. Det er store ord, men ikke for store i dette tilfælde. Stephen Wiltshire har sit eget kunstgalleri i London og han har en hjemmeside, som du SKAL ind og kikke på.

Nyhedsavisen har en artikel om ham i dag. Stephen Wiltshire har autisme. Nyhedsavisen skriver at "autisme er et handikap, der gør, at hjernen udvikler sig forkert og har svært ved at fungere i sociale sammenhæng." Den sidste del skriver jeg gerne under på, men jeg er ikke køber ikke umiddelbart den sidste del. Jeg kan godt selv høre at jeg lyder frygteligt politisk korrekt, men jeg vil hellere kalde det "anderledes" eller "atypisk" end "forkert". Det er en svær diskution og jeg kommer sikkert til at skrive mere om det fremover, men for lige at tage lidt hul på den i dag, så synes jeg lidt at jeg står mellem to stole - der ihvertfald umiddelbart står ret langt fra hinanden. Den ene stol som jeg gerne vil sætte mig på hedder "neurodiversitet" og den anden "ABA". For et par dage siden kunne jeg pludselig se hvordan de to stole kunne slås sammen til en behagelig sofa jeg kunne slænge mig på, men nu har jeg glemt det igen.

Hvordan kan man kalde det en fejl? Jo, hvis nu årsagen til autisme viste sig klart og tydeligt at være en eller anden form for miljøforgiftning, så ville det være svært at holde fast i neurodiversiteten. Men jeg tror ikke på sådan en entydig forklaring. Er det en fejl ikke at være som gennemsnittet? For så er det også en fejl at være eminent god til at tegne. Eller kan man sige at det gennemsnitlige mennesker er funktionshæmmede når det kommer til tegning? Faktisk sender vi jo særligt begavede børn i specialklasser og specialskoler.

Det er klart at man får problemer hvis man ikke er som gennemsnittet sådan som Danmark og de fleste andre lande fungerer nu om stunder. Men det er samfundet der udvikler sig forkert, når der ikke er plads til at mennesker kan være forskellige. Jeg kunne ønske at samfundet ændrede sig, men mens jeg venter på (r)evolutionen, så kan jeg kun hjælpe min datter til at lære at klare sig i en verden, hvor der ikke er plads til at være ret meget anderledes end det typiske.





Ja, undskyld hvis jeg ikke tænker så klart i dag. Jeg er temmelig træt, for i går holdt vi familiefødselsdag om formiddagen og børnefødselsdag om eftermiddagen. En fantastisk dejlig dag :-)

Spild af liv og uudnyttet potentiale

For et par dage siden kunne man læse i Politiken at danske virksomheder ikke rigtig gider at gøre noget for at ansætte mennesker med handicap. Samtidig råber virksomhederne op om at de mangler arbejdskraft.

Der er en kampagne i gang der hedder "Udnyt potentialet. Virksomhederne kan få et A-mærke, hvis de gør noget for at ansætte handicappede. Det går lidt trægt med at komme af med A-mærkerne.

Med det fokus der er på arbejdsmarkedet og menneskers nytteværdi i disse tider, kan handicappede der ikke kan få arbejde risikere at blive lagt for had, fordi de ikke har arbejde. Ingen arme, ingen kager. Når arbejde bliver meningen med livet, så bliver arbejdsløses liv meningsløst, forspildt med Zygmunt Baumans ord.

For mennesker med autismespektrumforstyrrelser ligger fremtiden klar. De skal naturligvis bare arbejde med IT, for det er de jo fremragende til. Og sådan erstattede en fordom en anden. Det er dejligt at nogle indenfor autismespektret er gode til IT og kan få job og blive værdsat for det, men.... husk nu at det IKKE gælder alle indenfor autismespektret.

Hvor svært kan det være?

Til /many som kommenterede nedenfor og til alle andre der spændt følger med i min føljeton om integration/inklusion i folkeskolen af børn med asperger og autisme, se lige hvad jeg tilfældigt faldt over:

"The word inclusion seems to conjure up all the worst images for many professionals. It, like it's predecessors, mainstream and integration, has different meanings to different people. The first thing professionals tend to do when they hear that they are going to be asked to change is to have a meeting. Then they go about defining the extent to which they will have to change. They then deliberate and try to outline the process they will have to follow in order to comply with rules. Meetings like this tend to be long, drawn-out affairs where it is impossible for everyone to agree on the exact nature of what they're doing." Læs resten: Inclusion af Pat Linkhorn - de andre artikler på hjemmesiden er bestemt også værd at læse.

Lige nu sidder de i Børne- og Ungeforvaltningen i København og prøver at definere inklusion på en (ny) måde så det er til at realisere.

Inklusion, ikke kun integration

Jeg glemmer hele tiden at det nu om stunder ikke drejer sig om integration, men om inklusion. Ja, det er bare ord og det er handling der tæller, men handling opstår nogle gange fordi nogle tænker noget nyt - og siger nye ord. Andre gange sker der ikke en disse....

Social integration Afvigelse individuelt defineret Intervention i forhold til individet Resurser tilføres individet Normalisering (monokulturelt) Forskellighed som problem Minoritet med særlige behov Udvikling gennem identitetsdannelse Det selvrealiserende individ Udvikling sker gennem behov Integration forudsætter segregering

Social inklusion Afvigelse relationelt defineret Intervention i det sociale miljø Resurser tilføres fællesskabet Diversitet (multikulturelt) Forskellighed som resurse Alle har særlige behov Læring gennem social deltagelse Den kompetente medborger Udvikling sker gennem kompetencer Inklusion er at imødegå eksklusion

Tabellen er fra
Bent Madsen: "Socialpædagogik". Inklusion er vel dybest set det jeg drømmer om både for min datter og for samfundet som helhed. Spørgsmålet er hvor meget jeg tør satse på at det er den udvikling der kommer til at ske. Jeg kan se at mange børnehaver i inklusionens hellige navn er begyndt at holde på at resurserne (jeg tænker her på støttetimer) tilføres fællesskabet og ikke individet. Jeg har ikke tillid til at ret mange børnehaver er i stand til at administrere ideen om inklusion og hvad nytter det at en børnehave kan hvis resten af samfundet ikke følger med. Så kommer børnene ud af børnehaven, med et par lykkelige år i bagagen, bevares, men slet ikke rustet til det udskillelsesløb der for alvor starter op når de begynder i skolen.

Ak, ja, ak ja..... det er ikke nemt at være nogen.