Demokrati i børnehøjde

For nylig var der en debat i Danmark om hvordan vi lærer de små børn om demokrati. Nu er der en lærer fra Florida der har fundet en metode. En metode der også kunne forberede små børn danske børn på hvad demokrati vil sige i Danmark. I USA starter børn i skole tidligere end i Danmark så hun var klasselærer i en børnehaveklasse med 5-årige børn. I klassen var der en dreng med autisme. Læreren satte drengen foran de andre børn og spurgte de andre hvad de ikke kunne lide ved ham, hvorefter de stemte om om han skulle blive i klassen eller ud. Han belv stemt ud med 14 stemmer mod 2. Demokrati for begyndere.

Kilde: Nyhedsavisen i dag

PS: Og når indlægget f.eks. får denne kommentar med, så er det jeg tænker at der er LANG vej endnu:

"Måske har forældrene også et ansvar for at sætte barnet i en normal skole i stedet for en for mindre kvikke/intelligente."

Stephen Wiltshire

I London bor Stephen Wiltshire. Han kan tegne! Og han kan huske hvad han ser og gengive det i sine tegninger, f.eks. London set fra luften. Han er faktisk et geni til netop det. Det er store ord, men ikke for store i dette tilfælde. Stephen Wiltshire har sit eget kunstgalleri i London og han har en hjemmeside, som du SKAL ind og kikke på.

Nyhedsavisen har en artikel om ham i dag. Stephen Wiltshire har autisme. Nyhedsavisen skriver at "autisme er et handikap, der gør, at hjernen udvikler sig forkert og har svært ved at fungere i sociale sammenhæng." Den sidste del skriver jeg gerne under på, men jeg er ikke køber ikke umiddelbart den sidste del. Jeg kan godt selv høre at jeg lyder frygteligt politisk korrekt, men jeg vil hellere kalde det "anderledes" eller "atypisk" end "forkert". Det er en svær diskution og jeg kommer sikkert til at skrive mere om det fremover, men for lige at tage lidt hul på den i dag, så synes jeg lidt at jeg står mellem to stole - der ihvertfald umiddelbart står ret langt fra hinanden. Den ene stol som jeg gerne vil sætte mig på hedder "neurodiversitet" og den anden "ABA". For et par dage siden kunne jeg pludselig se hvordan de to stole kunne slås sammen til en behagelig sofa jeg kunne slænge mig på, men nu har jeg glemt det igen.

Hvordan kan man kalde det en fejl? Jo, hvis nu årsagen til autisme viste sig klart og tydeligt at være en eller anden form for miljøforgiftning, så ville det være svært at holde fast i neurodiversiteten. Men jeg tror ikke på sådan en entydig forklaring. Er det en fejl ikke at være som gennemsnittet? For så er det også en fejl at være eminent god til at tegne. Eller kan man sige at det gennemsnitlige mennesker er funktionshæmmede når det kommer til tegning? Faktisk sender vi jo særligt begavede børn i specialklasser og specialskoler.

Det er klart at man får problemer hvis man ikke er som gennemsnittet sådan som Danmark og de fleste andre lande fungerer nu om stunder. Men det er samfundet der udvikler sig forkert, når der ikke er plads til at mennesker kan være forskellige. Jeg kunne ønske at samfundet ændrede sig, men mens jeg venter på (r)evolutionen, så kan jeg kun hjælpe min datter til at lære at klare sig i en verden, hvor der ikke er plads til at være ret meget anderledes end det typiske.





Ja, undskyld hvis jeg ikke tænker så klart i dag. Jeg er temmelig træt, for i går holdt vi familiefødselsdag om formiddagen og børnefødselsdag om eftermiddagen. En fantastisk dejlig dag :-)

Mindst mobning på små skoler

Kristeligt Dagblad bringer i dag en nyhed fra Ritzau om at der er mindst mobning på små skoler og flere handlingsplaner mod mobning på store skoler.

Så er det jo bare ærgeligt at politikerne rask væk lukker de små skoler eller slår dem sammen til store skoler. Og privat- og friskolerne her i København er overtegnede i flere år frem i tiden, eller hvad?

Mon de der handleplaner mod mobning har noget praktisk virkning?

Hvor svært kan det være?

Til /many som kommenterede nedenfor og til alle andre der spændt følger med i min føljeton om integration/inklusion i folkeskolen af børn med asperger og autisme, se lige hvad jeg tilfældigt faldt over:

"The word inclusion seems to conjure up all the worst images for many professionals. It, like it's predecessors, mainstream and integration, has different meanings to different people. The first thing professionals tend to do when they hear that they are going to be asked to change is to have a meeting. Then they go about defining the extent to which they will have to change. They then deliberate and try to outline the process they will have to follow in order to comply with rules. Meetings like this tend to be long, drawn-out affairs where it is impossible for everyone to agree on the exact nature of what they're doing." Læs resten: Inclusion af Pat Linkhorn - de andre artikler på hjemmesiden er bestemt også værd at læse.

Lige nu sidder de i Børne- og Ungeforvaltningen i København og prøver at definere inklusion på en (ny) måde så det er til at realisere.

Inklusion, ikke kun integration

Jeg glemmer hele tiden at det nu om stunder ikke drejer sig om integration, men om inklusion. Ja, det er bare ord og det er handling der tæller, men handling opstår nogle gange fordi nogle tænker noget nyt - og siger nye ord. Andre gange sker der ikke en disse....

Social integration Afvigelse individuelt defineret Intervention i forhold til individet Resurser tilføres individet Normalisering (monokulturelt) Forskellighed som problem Minoritet med særlige behov Udvikling gennem identitetsdannelse Det selvrealiserende individ Udvikling sker gennem behov Integration forudsætter segregering

Social inklusion Afvigelse relationelt defineret Intervention i det sociale miljø Resurser tilføres fællesskabet Diversitet (multikulturelt) Forskellighed som resurse Alle har særlige behov Læring gennem social deltagelse Den kompetente medborger Udvikling sker gennem kompetencer Inklusion er at imødegå eksklusion

Tabellen er fra
Bent Madsen: "Socialpædagogik". Inklusion er vel dybest set det jeg drømmer om både for min datter og for samfundet som helhed. Spørgsmålet er hvor meget jeg tør satse på at det er den udvikling der kommer til at ske. Jeg kan se at mange børnehaver i inklusionens hellige navn er begyndt at holde på at resurserne (jeg tænker her på støttetimer) tilføres fællesskabet og ikke individet. Jeg har ikke tillid til at ret mange børnehaver er i stand til at administrere ideen om inklusion og hvad nytter det at en børnehave kan hvis resten af samfundet ikke følger med. Så kommer børnene ud af børnehaven, med et par lykkelige år i bagagen, bevares, men slet ikke rustet til det udskillelsesløb der for alvor starter op når de begynder i skolen.

Ak, ja, ak ja..... det er ikke nemt at være nogen.

Enkeltintegration

Efter at have læst Den stille piges sidste indlæg og efter at have været i biografen og se "Ben X" lå jeg vågen et par timer i nat og tog bekymringerne på forskud.

Jeg vil gerne have datteren enkeltintegreret i en almindelig skoleklasse, jeg kan faktisk ikke se noget alternativ. For min datters vedkommende tror jeg ikke på pædagogisk brug af struktur og visualisering og det er så vidt jeg ved den eneste tilgang der findes i specialklasse og skoler?

Desuden tror jeg ikke på at man skal udskille dem der er anderledes fra samfundet. Tværtimod skal samfundet være mere rummeligt. Det er vel en politisk overbevisning og jeg ved godt at det er ikke sikkert man kan stå så hårdt fast på sine politiske overbevisninger, hvis det er ens børn der kommer til at betale prisen.

Hvad hvis man gjorde det samme med de tosprogede børn. Hvis man sagde til dem at hvis de blev mobbede i almindelige folkeskoleklasser, så måtte man hellere samle dem i nogle specialklasser og specialskoler, sammen med ligesindede og en anden pædagogik? Det gør man jo ikke, vel?

Lad mig lige slå fast at jeg synes der skal være valgfrihed. Og det er forældrene der skal have valget, indtil børnene bliver store nok til selv at vælge.

Som det er nu er der penge at spare ved at enkeltintegrere børn med autisme. Københavns kommune har sat en plan i gang om hvordan flere børn enkeltintegreres og lur mig om det ikke er for at spare penge.

For folkeskolerne er der derimod en fordel i at udskille de børn der kræver særlige hensyn. Folkeskolerne er pressede med flere elever i klasserne og flere forskellige problemstillinger at skulle tage hensyn til. De vil naturligvis bare være glade for at sende nogle videre til specialtilbud andre steder.

Midt imellem disse modstridende interesser står vi så som forældre og prøver at finde ud af hvad der er bedst for vores børn. Og hvordan vi så får det tilbud som vi ønsker til vores barn?

Når vi ønsker enkeltintegrering har vi kommunen på vores side, men hvad nytter det hvis de ikke ønsker at betale hvad det koster at tildele tilstrækkeligt med støttetimer? Og hvad nytter det hvis skolen helst vil være fri for hende? Vil de så være interesserede i at få det til at fungere eller vil de et eller andet sted være interesserede i at det mislykkes, så de ikke får tildelt flere besværlige børn?

Hvis skolerne havde viljen, og bare en lille smule tid og penge, så er der utroligt meget man kan gøre for at integrere børn med autisme og aspergers. Jeg er så småt i gang med at lave en underside om enkeltintegration. Hvor der er vilje er der vej.

Og hvis du ikke kender den allerede, så gå ikke glip af filmen: Plads til Jeppe (film)