Bare det var mig der var almindelig

yeah, yeah helt normal.



I dag fik vi en folder fra datterens (ja, jeg er i gang med at anonymisere bloggen) kommende skole. En folder med billeder af alle børnene og deres familier. Jeg holdt vejret og yeah, yeah vi så egentlig helt normale ud.

Jeg indrømmer at jeg på datterens vegne er begyndt at stræbe efter normalitet, udelukkende fordi jeg tror at det vil gøre mange ting lettere for hende. Det er helt oplagt at det ikke vil lykkes. Ikke nødvendigvis fordi hun har autisme, men bare se på mig - og hendes far. Men især mig. Jeg har altså aldrig været normal og ret tidligt lykkedes det mig at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Finde en identitet i periferien og have det fint med det.

Men der er een ting. Hvis du ikke er normal er det temmeligt svært at være en del af en flok. Og det tror jeg alle mennesker af og til har brug for. Jeg tror ikke det er nemt at være et barn og falde udenfor i klassen. Og jeg synes ikke det er fedt at være forældre til et barn der skiller sig ud, når vi som familie også skiller os ud fra de andre familier.

Men gør vi egentlig det? Eller gør alle ikke det? Er det ikke det der gør TV-serien om Max så populær? Genkendelighed?

Og forresten Max's skole er Skolen i Peter Vedel Gade.