28 oktober 2008

Information om specialundervisningens trange kår

Information bringer i disse dage en meget interessant artikelserie om specialundervisningens trange kår. Artikelserien sætter skarpt på hvordan det nu er blevet sædvane at tildele specialundervisning ud fra hvor mange penge kommunerne kan afsætte og ikke udfra hvor meget behov der er for specialundervisning. Den praksis er i teorien i strid med loven, men hvis man nu ikke indrømmer det, men bruger nogle andre formuleringer i afvisningerne så går det i praksis alligevel. Ak ja. Vi er fattige her i Danmark. På menneskelighed ikke mindst.

Fra Information:

24 oktober 2008

Tigerspring

Katinka har lige stillet mig to spørgsmål. "Hvad er magi?" og "Hvad er lektier?". Det er stort. Hun blev 5½ år i tirsdags og pludselig er det som om hun har taget et tigerspring. Det er jo abstrakte spørgsmål af en helt anden kaliber end hvad jeg plejer at høre fra hende.

Hun har også lige besvaret en række spørgsmål af venindebogstypen:

Har du et kæledyr: Ja, Albert (hendes kanin)
Hvad er den sjoveste leg du kender: Gemmeleg
Hvad er det lækreste mad du kender: fiskefrikadeller
Det mest uhyggelige: At være i nærheden af en ged der vil stange
Hvad elsker du: Juleaften
Yndlingsfarve: Turkis
Bedste ven: Elanor

Et par af svarene var ret overraskende. Det er fantastisk at jeg nu kan føre den slags samtaler med hende.

Bagsiden af medaljen er at hun tydeligvis har haft det hårdt i et stykke tid. Og hun har udviklet angst for mange forskellige underlige ting: geder (det er ikke så underligt, for der er en ged i hendes børnehave der godt kan finde på at stange), lastbiler og tyggegummibobler (hun blev simpelthen nødt til at skifte plads i bussen fordi en stor pige sad og blæse bobler).

I går havde vi en tyggegummesession herhjemme hvor hun fik sin første pakke hubbebubba bobletyggegummi og vi sad og lavede bobler til den her video. Ja, hvad man ikke finder på. Det lader til at det har virket.

Hun er også forelsket i en dreng i børnehaven og har fået ham som usynlig ven herhjemme. Lige nu er han med hende i bad.



I søndags var vi i Dyrehaven og sætte drage op. Det var en vidunderlig tur i selskab med en anden lille pige med asperger. I morgen skal vi besøge den skole igen hvor hun forhåbentlig skal starte næste år. Der kommer hun til at møde sine fremtide klassekammerater og lige nu er jeg fortrøstningsfuld. Det kommer til at gå rigtig godt.

14 oktober 2008

Se fjernsyn i morgen

I morgen kl. 20 kommer der en udsendelse om Stephen Wiltshire. En fantastisk og opløftende historie.

12 oktober 2008

Defeat DAN! now!

DAN! står for "Defeat Autism Now!" og er en sammenslutning af læger, som ikke allesammen er helt fine i kanten, kvaksalvere og forældre til børn med autisme. Forældre, der er desperate for at helbrede deres børn. DAN! anbefaler bl.a. alternative biokemiske behandlingsformer, lige fra vitamintilskud, kraniosakralterapi, ilttelte og chelation.

Det er ikke metoder der har en videnskabelig pålidelig effekt, det er metoder der af og til dræber patienten og det koster forældrene mange, mange penge. Lægerne tjener fedt og får mulighed for at eksperimentere.

Heldigvis er DAN! endnu ikke nået til Danmark, men i Norge findes de under navnet Vår Vei. Min datter er ikke en forsøgskanin. Det er bare min holdning. Og det bliver nok ikke sidste gang jeg skriver om DAN!

05 oktober 2008

01 oktober 2008

Autisme er ....

Politiken informerer om autisme i en faktaklumme bl.a.: "Barnet får oftest diagnosen i 2-5-års alderen, men kan ved træning lære at have kontakt med andre mennesker." Ahem....

Det viser selvfølgelig først og fremmest at det er uhyre vanskeligt at forklare autisme med få ord. På den anden side er det jo også den slags saglig information fra en saglig kilde, der gør at vi forældre i tide og utide skal forklare folk at det de tror de ved om autisme ikke holder.

F.eks. var der en klog kvinde der faktisk i flere år har arbejdet med børn der i går udbrød: "Hvem taler hun så med?" da jeg fortalte at Katinka snakker uafbrudt. Hun havde klart den opfattelse at børn med autisme ikke havde kontakt med andre mennesker.

Det var i grunden også det jeg selv troede, da jeg først hørte om autisme. Jeg blev klogere og har stadig meget at lære.

Jeg kan derimod godt lide af Politiken har en udviklingsoptimistisk vinkel på sin definition. Ikke noget med livslangt handicap - alt håb er ude.