30 maj 2008

Børn lærer gennem kroppen

Der var også en anden artikel i Nyhedsavisen i går: "Forældre skal hjælpe deres børn til mere leg" og vel at mærke fysisk udfordrende udendørs leg.

Der er to pointer i artiklen, som jeg især bider mærke i.

For det første påstår hjerneforskeren Kjeld Fredens:

"Vi laver nemlig nerveceller, hver gang vi bevæger vores muskler. Og da vi skal bruge nerveceller til at absorbere viden, bliver bevægelse en forudsætning for vores evne til at blive klogere"

For det andet:

"Endelig bliver børn også dygtige til at aflæse kropssprog, hvis de bruger deres krop og derved får undersøgt dens måde at virke på."

29 maj 2008

Demokrati i børnehøjde

For nylig var der en debat i Danmark om hvordan vi lærer de små børn om demokrati. Nu er der en lærer fra Florida der har fundet en metode. En metode der også kunne forberede små børn danske børn på hvad demokrati vil sige i Danmark. I USA starter børn i skole tidligere end i Danmark så hun var klasselærer i en børnehaveklasse med 5-årige børn. I klassen var der en dreng med autisme. Læreren satte drengen foran de andre børn og spurgte de andre hvad de ikke kunne lide ved ham, hvorefter de stemte om om han skulle blive i klassen eller ud. Han belv stemt ud med 14 stemmer mod 2. Demokrati for begyndere.

Kilde: Nyhedsavisen i dag

PS: Og når indlægget f.eks. får denne kommentar med, så er det jeg tænker at der er LANG vej endnu:

"Måske har forældrene også et ansvar for at sætte barnet i en normal skole i stedet for en for mindre kvikke/intelligente."

Kompetencer eller motivation

Jeg har læst et meget kort afsnit om motivationsteorien og kompetenceteorien i "Autisme og leg". Det gik kort sagt ud på om børn medc autisme ikke leger med andre børn fordi de ikke er motiverede eller fordi de mangler legekompetencerne.

Jeg synes det er et helt essentielt spørgsmål som jeg også kunne stille mig selv i mange andre situationer omkring autisme. Naturligvis er det lidt kunstigt at skille de to ting ad da de har det med at gå hånd i hånd. Men alligevel..

Hvis nu er barn ikke har lyst til at lege med andre børn og man så sætter alle sejl ind for at overbevise barnet om at det er fantastisk at lege med andre børn. Og hvis man nu antager at barnet bliver overbevist men mangler kompetencerne. Har vi så ikke gjort barnet en kæmpe bjørnetjeneste?

Der findes nogle der er overbeviste om at venskaber er den eneste vej til Lykke. Men er der ikke mange andre veje et menneske kan gå?

På den anden side er der børn der meget gerne vil lege og som meget gerne vil have venner men som gang på gang mislykkes med deres forsøg. Det er svært at være vidne til. De børn mangler ikke motivation. De mangler først og fremmest nogle kompetencer eller måske skal de bare at møde nogle børn der deler deres interesser. Måske skulle ville det ligefrem være godt at gøre dem opmærksom på at venskaber og fantasileg ikke er afgørende for et lykkeligt og meningsfuldt liv.

Eller er det?

25 maj 2008

Biblioterapi

Her er en lille idé der ikke koster alverden og næppe kan have negative bivirkninger. Biblioterapi.

Man tager 10 mennesker, deriblandt gerne et par stykker med autisme eller asperger og en god bog, gerne et langt mesterværk. Og så er der en der læser højt i 2 timer med flere små pauser undervejs. Så får de ti mennesker det bedre.

Katinka elsker at få læst op, og jeg har ikke tænkt på at det kunne virke terapeutisk. Nogle ting er så indlysende at de næsten ikke er til at få øje på.

"Det handler om at rejse spørgsmål og genkende oplevelser, som mange mennesker har haft – og som de ikke selv har haft sproget til at sætte ord på. Litteraturen kan netop sætte ord på de upræcise følelser. Samtidig taler du om historien frem for eksplicit den enkeltes liv. Historien inviterer dig på den måde til at tale om dæmoner, som du ikke er bevidst om, påpeger Jane Davis."

Er det sådan det starter?

I morges, sådan en typisk dejlig stille og rolig søndag morgen efter en dejlig stille og rolig lørdag, siger Katinka pludselig og tydelig berørt noget i stil med "I onsdags sagde de at jeg ikke må være med til legene". Hun sagde også noget med at derfor skulle hun have en fridag. Katinkas sprog er ikke så avanceret så man kan misforstå meget, men det var tydeligt at hun var ked af det og næsten fik tårer i øjnene da hun kom i tanke om noget der var sket i børnehaven. Og det er første gang hun har fortalt noget i den stil. Jeg forsøgte at spørge ind til hvem der sagde det og hun svarede: "børnene" og på spørgsmålet om hvad det var for nogle lege svarede hun "alle". Nu har vi jo lige haft om KAT-kassen så jeg bad hende vælge et ansigt der passede til og så valgte hun det her:



Hun satte ordet "vred" på. Det var i sig selv overraskende flot for indtil videre er Katinka ret glad for at betegne følelser som dum, forvirret og forbavset også når det, for mig at se, drejer sig om andre følelser.

Jeg var glad for at hun blev vred, for vrede er ikke en offerfølelse, men en følelse man kan handle på.

For yderlige at understrege alvoren tog Katinka en bog frem fra hylden, som jeg havde lånt for omkring 3 uger siden og vist nok kun læst for hende een gang før; "Frø er trist". Den læste vi så.

Flere timer senere kommer der nok en nyhed. Vi har ikke fået det indtryk at Katinka sover i børnehaven. Og det har vi ikke fået at vide at hun gør. Men så siger hun pludselig: "Jeg er fem år, så nu er jeg ikke et sovebarn. Børnene tror jeg er et sovebarn." og der ser hun også vred og ked ud af det på en gang. Men det varer ikke længe og så er det ovre og jeg ved ikke hvad det gik ud på.

Jeg har hørt om at børn med autisme og asperger bliver mobbet og holdt udenfor. Jeg har også hørt at børne med autisme og asperger tit mistolker andres intentioner og tror de mobber når de faktisk ikke gør det. Men det er allerførste gang jeg oplever at Katinka komme hjem og fortæller om noget der kunne tolkes i den retning. Og jeg har aldrig selv oplevet at nogle har mobbet hende.

Er det sådan det starter?

24 maj 2008

Lines historie

Ganske kort læs "Lines historie". Det er en bog der gør indtryk. Læs den en dag solen skinner. Og blive mindet om hvorfor man også skal tage de højtfungerende børn med autismes problemer alvorligt, også selvom de lader til at klare sig fint her og nu. Hvis man kan gøre noget for at forhindre at alt bryder sammen for dem når de når den svære ungdomstid, så skal man da gøre det.

Og se... jeg har lige opdaget at Line har en hjemmeside:

LineHersted.dk

Kognitiv affektiv træning

I torsdags var kæresten og jeg til workshop i KAT-kassen. På forhånd var jeg lidt skeptisk. Når jeg kikkede på hjemmesiden forekom det mig umiddelbart meget fortænkt, men der tog jeg fejl. KAT-kassen er et fantastisk redskab der i al sin enkelthed vil kunne hjælpe Katinka rigtig meget til at klare sig. Hun vil stille og roligt kunne lære at lytte til sin krop, sætte ord på sine følelser og forstå de sociale sammenhænge hun indgår i meget bedre. Især hvis vi starter mens hun er så lille at hun tror på at det er en sjov leg vi har gang i.

Jeg fik mange AHA-oplevelser i løbet af dagen. Og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang, så det er lidt træls at der i København er ni måneders ventetid på hjælpemidler.

Det er lidt svært at forklare her på bloggen hvad det går ud på, men jeg vil alligevel gøre forsøget, når alle indtrykkene har bundfældet sig.

I mellemtiden så kik her: CAT-KIT

23 maj 2008

Nuancer

"Strejken er katastrofalt for mange autistiske børn. min søsters teenager søn har kradset sig selv i ansigt og knaldet hovedet ind i muren fordi hele hans strukturede hverdag er vendt op og ned. Han er meget voldsom autist, og min søster er så frustreret at hun har set sig nødsaget til at indlægge sin søn på ungdomspsykiatisk hospital. Så kom ikke og sig at vi skal " Forsøge at udvikle deres fleksibilitet "..det er tydeligt at du ikke ved hvad du taler om."
Anonym

Den kommentar fik jeg nedenfor og først blev jeg smækfornærmet, men der er jo noget om snakken. Altså den med at jeg ikke ved hvad jeg snakker om.

Det er et af udfordringerne ved autisme-advocacy at spektret er så bredt. Forskellene er virkelig større end lighederne. Og hvad der gælder f.eks. for de højtfungerende børn holder ikke vand når det kommer til børn der er hårdt ramt af autismen og måske har tillægsdiagnoser.

Det er virkelig et paradoks at når man siger noget generelt om børnene i den ene ende af spektret så risikerer man at det går ud over børnene i den anden ende af spektret.

Jeg forstår godt at Anonym følte sig såret over mig indlæg. Jeg kender ikke den side af spektret - og jeg fik desværre afslag på mit ønske om at komme i "virksomhedspraktik" i en specialinstitution. Og alligevel ville jeg jo ikke have det inde på livet på samme måde som jeg har min egen datters vilkår.

Hvis man på den anden side kun taler om autisme som det giver sig udtryk blandt de der er hårdest ramt, så risikerer man at gøre det sværere for de i den såkaldte højtfungerende ende af spektret at blive inkluderet i normalmiljøet.

Det paradoks splitter meget af autismemiljøet i USA. Jeg så meget gerne at vi i Danmark samarbejdede på tværs af spektret i stedet for at dunke hinanden i hovedet med vores sandheder.

Hvis Anonyms søster skulle have lyst til at være medblogger her på siden (eller hvis der er andre forældre til børn med autisme, der har lyst til at være medbloggere?) så sender jeg gerne en invitation. Send mig en email.

Jeg er hverken professionel eller indenfor spektret, så der er meget jeg ikke har indsigt i. Jeg er bare en mor og jo flere vi er om at give vores oplevelser og tanker til kende jo mere nuanceret bliver det billede vi giver omverdenen.

21 maj 2008

Menneskeskabte havfruer

Her er en forklaring på årsagen til autisme, som du måske aldrig har hørt før:

"Autism is the result of non-verbal receptors of the dolphin-whale kingdoms in the brain of a human. Such a mixture is the result of the creation of the “mermaid” species by the Anu scientists. Autistic children will have a direct inheritance back to the mermaids and mermen bred in Anu laboratories.
Such humans that are born autistic are without verbal language skills in the brain, and as such, they are not understood as the parents and teachers along with medical staff do not know how to communicate telepathically or non-verbally. Dolphin and whale form is a non-verbal species; they are fully conscious and aware but speak to one another telepathically."



Læs mere her: Spiritual School of Ascension

H.C.Andersen var vistnok den første der kom ind på at der kunne være en sammenhæng mellem havfruer og mennesker med autisme.



Måske man skulle forsøge sig med delfinterapi?

Saltvand er som bekendt salt, så tag det med et gran salt, ikk?

Stress

Igen og igen læser jeg at børn med autisme er særligt modtagelige for stress.

Den tidlige stress hos børn viser sig ved:

  • humørsvingninger
  • koncentrationsbesvær
  • urolig søvn


Hvis stressen står på i længere tid, så vil symptomerne udvikle sig til:


  • mavepine
  • ondt i hovedet
  • afføringsbesvær
  • svimmelhed
  • tristhed
  • aggressivitet


I første omgang er det naturligvis de voksnes opgave at holde øje med tegn på stress og gøre det der skal gøres for at minimere stressfaktorerne - uden at fjerne alle udfordringer. Men på længere sigt vil det være rigtig godt at lære børnene at passe godt på sig selv.

Hvordan lærer man børnene at være opmærksom på hvornår noget er for stressende for dem? Hvordan lærer man dem at sige fra overfor det de ikke kan magte?



Læs mere:

Jeg elsker dig

Når nu børn indenfor autismespektret har svært ved at læse non-verbale signaler, så er det måske ekstra vigtigt at huske at sige "Jeg elsker dig" med ord. For det skal hun ihvertfald helst ikke være i tvivl om.



PS: Her til morgen sagde hun: "Jordbærtrekanter har hvide pander"

20 maj 2008

Fundet!

I sidste uge fik vi i Pionergrupperne en opgave der gik på at vi skulle finde ud af hvem der er vores børns PPR-psykolog. En PPR-psykolog spiller her i København en vigtig rolle fordi det er hende eller ham der skal sende en indstilling videre til Birgitte Park om skolevisitering. Det var ihvertfald hvad jeg troede, men måske har jeg taget fejl.

Det var lidt indviklet at finde vores PPR-psykolog for vi bor i et distrikt, Katinkas børnehave ligger i et andet distrikt og børnehavens opsamlingssted ligger i et tredie distrikt. På børnehavens hjemmeside kunne vi se at den var tilknyttet PPR i Valby, hvor opsamleren ligger, så vi ringede dertil og fik at vide at det er korrekt, men at det ikke gælder basisbørnene. Vi fik så et nummer på en på hovedkontoret i Islands brygge, som viste os videre til en tredie, som vi ikke kunne komme igennem til i går.

Her til morgen da jeg afleverede Katinka i børnehaven var der en kvinde jeg ikke havde set før. Hun præsenterede sig som Anne-Marie og jeg ved ikke hvorfor men min intuition sagde mig at hun var PPR-psykolog og ja, det var hun. Også for basisbørnene. Hun mente at Katinka slet ikke var kendt af PPR og sagde at hun ville ringe tilbage når hun havde undersøgt sagen. Hun ringede tilbage i eftermiddags og fortalte at vi var blevet væk i systemet, men at nu hvor vi var fundet så hører vi til hos hende og vi har allerede en tid i næste uge.

Jubii. Vi har fået en PPR-psykolog. Det rykker i disse dage. Nu har vi både talepædagog og PPR-psykolog og pionergruppe. Så skal det nok gå altsammen.

Nonverbal kommunikation - for begyndere

Hvis børnene er glade for dyr så kunne det måske være en idé at lære dem noget om kattesprog og hundesprog. Hvordan kan man se på en kat eller hund om den vil lege eller om den vil være i fred? Vi læste en bog for et par måneder siden der hedder "Min lille blå om dyr" og i den er der sådan nogle anvisninger og siden er Katinka begyndt at tolke signalerne fra de dyr hun møder. Måske kan det på en eller anden måde bruges til at få en snak om hvordan man tolker andre børns non-verbale signaler?



Læs mere:


Gyngesange

Her er et fif jeg havde glæde af da Katinka endnu ikke havde så meget sprog.

Hvis dit barn kan lide at gynge og lide at blive skubbet, så er det en god lejlighed at få lidt sprog ind. Af en eller anden grund fremmer gyngebevægelsen lysten til at bruge sproget - hos nogle. Og det opstår jo en rytme så man kan sige en remse i takt med at gyngen bevæger sig frem og tilbage. Der findes remser netop til det formål, men det kan også være sjovt og sikkert endnu mere givende at finde på en selv, som skifter en lille smule hele tiden. Det kan være så simpelt som over temaet "jeg ser en ..." eller "Katinka er ..." eller remser man kan lære udenad som ugedage, måneder, tal, ordenstal eller fantasifulde historier. Lige hvad man har lyst til den dag. Nogle børn er med på at de synger når gynger bevæger sig frem og den voksne når gyngen bevæger sig tilbage eller omvendt, så det nærmer sig en dialog.



Læs mere om gyngesange her:

Kan børn med autisme tåle pædagogstrejken?

Morten Carlssen, formand for Landsforeningen Autisme udtaler i en artikel i Politiken "»Der er måske ikke tale om liv og død. Men der er tale om børn, der ikke har mulighed for at forsvare sig. De har en meget struktureret hverdag med faste mønstre og faste kontaktpersoner. Når hverdagen pludselig ændres påvirker det børnene, så de bliver selvdestruktive« Han mener at BUPL skulle have oprettet et nødberedskab, der kan tage sig af børnene.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene. Der er nok enkelte børn hvor det er et reelt og stort problem, men en stor del af problemet er for mange af børnen skabt af den pædagogiske tilgang hvor der lægges uhyre stor vægt på struktur og forudsigelighed. Når børnene gennem årene vænnes til at alting skal foregå nøjagtigt ens hver dag, så ER det naturligvis overvældende når det pludselig sker noget andet. Måske kunne man prøve at vænne børnene til at agere i det kaos der hersker i den her verden. Forsøge at udvikle deres fleksibilitet.

Og her er strejken naturligvis noget af en kold tyrker. Men, kære forældre, prøv at styre jeres eget behov for struktur og tag det som en chance for at lære børnene noget om at ting forandrer sig - hele tiden.

Og ja, autistiske børn kan ikke forsvare sig, men det kan typiske børn heller ikke. Det er derfor de har brug for voksne - også voksne der synes det er en god idé at arbejde som pædagoger i fremtiden.

19 maj 2008

Nem = nem at overse

Jeg har en bange fornemmelse af at når det kommer til autismespektrumforstyrrelser så har man i Danmark mest fokus på at forhindre problemadfærd og mindst på at lære børnene nogle færdigheder, så de kan klare sig på den såkaldte normale verdens præmisser.

Vel og mærket problemadfærd, der giver andre problemer, for det kan man ikke undgå at bemærke. Til gengæld er det ikke ret synligt at et barn måske ikke er god til at udtrykke sine tanker og behov. Det er umiddelbart kun et problem for barnet selv hvis det ikke lærer at kræve sin ret og sin plads i samfundet. Sådan et barn er nemt og nemt at overse, men i høj grad handicappet, når det kommer til at klare sig et kommunikationssamfund med individualisme = egoisme som kerneværdi.

Samme handicap rammer forældre til børn med autisme. Hvis man vil have ordentlige tilbud til sin barn i løbet af dets opvækst er det om ikke at holde sig tilbage. Ring rundt og bliv ved. Skriv og bliv ved. Lad følelserne få frit løb på rette sted. Hyr en advokat - læs til journalist. De der har overskudet til at kæmpe den kamp, de får det de beder om og så får myndighederne fred. De der ikke har kræfter eller personlighed til at gøre det på den måde de må nøjes med resterne. Og deres børn må nøjes med resterne. For kommunernes administration er bygget sådan op at hvad der bevilges til et sårbart barn tages fra et andet sårbart barn. Jungleloven hersker her. Og jeg bebrejder ikke de der magter kampen - jeg forstår dem. Men det ER ikke retfærdigt.



Mange piger indenfor autismespektret er i den kategori som kaldes den passive. De er de stille piger der er nemme og nemme at overse. Men fordi de ikke giver problemer er det ikke det samme som at de ikke har problemer. Problemerne er bare nemme at overse fordi pigerne ikke gør opmærksom på dem. Og fordi deres problemer ikke er ret godt beskrevet i litteraturen. De er en minoritet i minoriteten.

Gør noget for de nemme! For de stille piger og drenge og for de forældre der holder sig tilbage.

Denne blog er mit diskrete opråb ..... RÅB OP!!

Hvis du ikke vil så skal du

hvis du gerne vil så må du ikke. MST er et adfærdsbaseret program. På det punkt minder det om ABA, som kan bruges med gode resultater til børn med autisme og asperger syndrom. Der er mange forældre der er ønsker et ABA program til behandling af deres børn. Men kassen er lukket. Bare ærgeligt.

Og så strider det altså lidt med min retfærdighedssans, at forældre til kriminelle børn skAL TVINGES på kursus. Giv de programmer til dem der efterspørger dem. Jeg tror i øvrigt ikke de virker det mindste hvis forældrene ikke er motiverede. Ikke engang en lille bitte smule.

Hægtet af

Der er lige kommet en indkaldelse ud til ABA-foreningens landsmøde. Og lige meget hvor godt det rent faktisk går med Katinka og hvor meget hun lader til at udvikle sig. Og selvom vi føler at vi er begyndt at finde ud af hvordan vi selv hjemmestikker en autismepædagogik der lige passer til hende, så er det ikke særligt rart at sidde med den der invitation til landsmødet og vide at vi for det første ikke har råd til at deltage og for det andet ikke har noget at gøre i det selskab.

Der sidder en lille gruppe mennesker der har fat i den lange ende og har evidensbaserede programmer for at hjælpe deres børn og et hold af professionelle der tager opgaven alvorligt. Jeg under dem det, for misundelse er en grim ting og vi har trods alt en højtfungerende og nem pige og håb for at det nok skal gå på en eller anden måde. Men det burde være en selvfølge at opleve at nogle påtager sig at lære barnet det, der skal til for at det kan klare sig i den her umulige verden. Eller i det mindste lærer forældrene hvordan de skal gøre. Er det for meget at forvente?

Samfundet: "Goddag, der er noget helt galt med din datter. Vi giver hende lige et stempel. Og skrub så hjem og pas jer selv."

Nå ja, det er der ikke nogle der gør noget. Så det må vi selv. Og måske skulle vi bare melde os ud af ABA-foreningen.

18 maj 2008

Afmystificeringens 5 trin - Mel Levine


  1. Indledning



    • betydningen af at forstå sig selv
    • at ALLE har svage områder

  2. Drøftelse af de stærke sider



    • fremhæv ægte stærke sider
    • Kom med eksempler
    • Sammenlign om muligt med kammeraterne

  3. Drøftelse af svagheder



    • forklar ligefremt om dysfunktioner
    • Brug om muligt analogier
    • vigtigt at starte med et præcist antal svage sider - mindre overvældende
    • spørg barnet om det synes det er rigtigt - og komme med eksempler
    • spørg barnet om det kan huske de svage sider og beskrive dem med egne ord

  4. Give optimisme



    • at de kan blive bedre
    • at ingen kan bebrejdes
    • hjælp til at se reelle muligheder i fremtiden

  5. Indgåelse af alliance



    • forsikre at man vil hjælpe i fremtiden
    • at alle har brug for hjælp
    • at man har respekt og tiltro

Donna Williams om job

Donna Williams i "Somebody somewhere":

"In my book I had an intuitive understanding that I was in some ways very old and in some very young. . . . I knew I was clever and also stupid and that I was stable and also mixed-up. What has begun to dawn on me now is how I can use this understanding to plan for a future where I will not feel torn apart by being asked too much or having no opportunities to express and help develop my less brilliant parts of me.

Whenever I had a job, I tried to run it and make it totally systematic. Whenever I had an intellectually demanding job, I kept falling into "holes" all the time. I now know these are holes in the consistency of my own abibilities - on all levels.

I could never reconcile (nor could employers or friends) why I wanted to work as a cleaner or clerk when I had abilities that could be used in higher-skilled jobs, but now I understand that in order to hold it together my ultimate aim ought to be to find a comfortable place that falls somewhere in the middle of my abilities"

17 maj 2008

Konnichiwa

Nogle undrer sig over at mange unge med asperger lader til at være meget optaget af japansk kultur. Der er sikkert mange gode grunde til det, men en af grundene er vel helt oplagt. Hvis man ikke føler sig hjemme mellem de mennesker man omgår i hverdagen kikker man sig omkring for at se om der skulle være nogle mennesker et eller andet sted man føler sig mere åndeligt beslægtet med. Og der er jo ikke så mange mennesker på andre planeter, så vidt vi ved, selvom man populært siger at mennesker med asperger har det, som om de er havnet på en forkert planet. De kan drømme om et Aspergia, hvor alle indenfor spektret oprindeligt kommer fra.

Eller måske er der nogle i en andet land med en anden kultur som man kan identificere sig med? Og vil man så vælge en kultur der er beundret i Danmark, som den japanske eller en kultur der er fordømt, som den mellemøstlige? De fleste vil nok vælge en kultur, der er beundret. Jeg har ikke lige et rigtig godt bud på hvorfor det sjældent er den amerikanske kultur der fænger.

Japansk kultur har den fordel at der er mange regler for omgang mellem mennesker og det er regler man kan læse sig til. Generelt er de sociale regler i andre kulturer ikke i samme grad uskrevne og taget for givne som de uskrevne regler i ens eget land. Og hvis man forekommer underlig i sociale sammenhæng, så er vil det bliver opfattet som kulturelle vanskeligheder og ikke som autismespektret. Desuden har man ret til ligeud at spørge til de uskrevne regler.



Fordelen ved en interesse for andre kulturer er at man indirekte bliver bedre til at læse sin egen kulturs uskrevne normer, når de kan sammenlignes med noget der er anderledes.

Og som jeg indledte med at skrive. Der er mange gode grunde til at blive betaget af japansk eller mellemøstlig kultur eller andre. Det her var kun een af dem.

15 maj 2008

A tiger by the tail

Også et synspunkt som det er værd at stifte bekendtskab med:

A tiger by the tail

Og så skal vi afsted til Pionergrupperne, som er et tilbud til forældre som Københavns Kommune heldigvis køber udefra.

14 maj 2008

Afmystificering

Bogen jeg omtaler i det sidste indlæg er fuld af gode ideer og nye tanker. Eller nye for mig. Bl.a. er jeg blevet optaget af ideen om afmystificering. Mel Levine er varm fortaler for at give børnene får en forståelse af sig selv:

"Jeg kan ikke nok understrege betydningen af, at børn får en forståelse af sig selv. Når de ikke kan få øje på årssagsrelationerne mellem deres særlige svage sider og de vanskeligheder, de oplever i skolen, vil de være tilbøjelige til at lave fantasier om sig selv. Uheldigvis er deres fantasier for det meste langt værre end virkeligheden. De kan tro, at de er retarderede, skøre eller bare fødte tabere. En sådan selvopfattelse kan føre til fatalisme og en stærk tro på, at det ikke nytter noget at gøre sig umage i skolen. Hertil kommer, at når børn oplever sig utilstrækkelige hele vejen igennem, så vil de sandsynligvis miste motivationen fuldstændig."

Ideen er at når børnene selv kan sætte ord på deres vanskeligheder, så kan de arbejde bevidst med dem og det lyder rigtigt og respektfuldt, men som altid er der mindst ét men; hvad hvis de voksne der skal bibringe børnene forståelsen af sig selv også har fantasier der er langt værre end virkeligheden? Hvad vil det gøre ved barnet at få at vide at det ER retarderet, skørt og født taber? Er det ikke alt for tit den virkelighed der møder vores børn? Hvordan giver man barnet en solid viden og samtidig en sund skepsis overfor autoriteter?



Der er en anden grund til at jeg er optaget af begrebet afmystificering. Hvis man udvider begrebet til hele autismefænomenet, så er det i den grad omgærdet af ord som mysterie og gåde og billeder af puslespilsbrikker. Jeg er den først til at lade mig forføre af en god gåde, så ved I det, men hvem drager fordel af at lade autisme fremstå som noget mystisk? Og kunne man ikke forestille sig at det havde negative konsekvenser for vores børn?

Var der måske noget at vinde ved en ordentlig gang afmystificering? Og ville det ikke være på tide at genoverveje hvordan vi illustrerer og italesætter autismespektret?

Og så fandt jeg lige et symbol der skal illutrere mit møde med myndighederne efter min datters diagnose:

13 maj 2008

Sociometer


Populære børn
som er meget vellidt af de fleste eller alle i elevgruppen
Vellidte børn
som er ret vellidte, men måske ikke særlig godt kendte af hele elevgruppen
Oversete børn
som overses eller ikke bemærkes af kammeraterne uden synlig grund, eller måske fordi de gerne vil lades i fred
Kontroversielle børn
som er populære hos nogle elever, men forkastede af andre
Forkastede børn
som er bredt upopulære, udelukkede og muligvis udstødte af en væsentlig del af eleverne


fra Mel Levine: "Med barnet i centrum - om undervisning af børn med særlige behov"

11 maj 2008

Kattitude - sig det med katte

Jeg læste en af Katinkas yndlingshistorier for hende her til aften. Mis med de blå øjne.

"Den lille mis gik hen til et vandhul og spejlede sig. Han kunne ikke se, det var grimt med blå øjne eller, at han ikke var en rigtig kat"



Det er det samme i historien om "Pusti, som hverken var fugl eller fisk."

Det er egentlig slående så mange børnebøger der handler om at man skal være sig selv og glæde sig over at mennesker, dyr og væsner er forskellige. Mon det er fordi at børn har særligt meget brug for det budskab? Eller voksne?

Jeg har bestilt "All cats have asperger syndrome" hjem fra biblioteket.

Lille kat,
lille kat,
lille kat på vejen.
Hvis er du,
hvis er du?
Jeg er sgu min egen!

Idealer og realiteter

Jeg er kommet i tanke om hvordan neurodiversitet (at det er fint at mennesker er meget forskellige) og ABA (anvendt adfærdsanalyse) kan være i samme stue. Det er et spørgsmål om det normative og det deskriptive.

Verden BURDE give plads for at mennesker med autismespektrumforstyrrelser er lige nøjagtigt som de selv ønsker at være - når det ikke begrænser andres tilsvarende frihed. Den tanke er baggrunden for neurodiversitet. ER verden så rummelig? Nej, det er verden ikke. Verden og i mindre målestok Danmark er meget fordømmende over for mennesker, der er anderledes. Det er trist nok, og helt sikkert noget jeg gerne vil bidrage til at ændre på, men hvis nu det ikke lykkes mig at ændre verden inden Katinka skal ud i verden, så må jeg lære Katinka at klare sig i en fordømmende verden og allerhelst uden at det går ud over hendes selvværd.

ABA interesserer sig udelukkende for adfærden. ABA har ikke - som mange andre tilgange - en teori om de indre tilstande og dermed heller ikke en holdning til om Katinke inderst inde er rigtig eller forkert skruet sammen. Og jeg synes hun er helt rigtig indeni. Vi kan forhåbentlig støtte hende i at bevare troen på sin egen integritet og kerne og samtidig lære hende nogle ydre færdigheder der gør det nemmere for hende at agere i verden. Jeg tror at ABA er den tilgang der gør netop det bedst.

Ricks forsøg

I "Autisme og leg" af Jannik Beyer og Lone Gammeltoft læste jeg for længe siden et afsnt om Ricks forsøg. Det har gjort stort indtryk på mig og er blevet ved med at rumstere, så nu bliver jeg nødt til at bringe et langt citat, så I også kan få glæde af det:

"Den engelske psykolog David Ricks samlede tre grupper børn uden talesprog: 6 børn med autisme, 6 børn med generelle indlæringsvanskeligheder og 6 børn uden handicap.

Børnene blev præsenteret for fire hændelser - og deres reaktion blev optaget på bånd:


  • Barnet fik sin yndlingsret præsenteret
  • Retten blev holdt væk, så barnet ikke kunne få fat i den
  • Barnet genså sin mpr efter en adskillese
  • En ballon blev pustet op


Mødrene blev derefter bedt om at lytte båndene igennem og fortælle, hvad de hørte.
Alle havde let ved at tolke de almindelige og de retarderede børns reaktioner på båndene; men eftersom børnenes reaktioner var næsten ens, havde mødrene svært ved at udpege deres eget barn.

For mødre til børn med autisme forholdt det sig anderledes. Disse mødre kunne udpege deres eget barn på båndet, og de kunne som de eneste tolke deres eget barns reaktioner.

Der ligger tankevækkende pointer i Ricks forsøg:

- Børn med autisme må mangle -eller på et meget tidligt tidspunkt miste - det almindelige barns medfødte evne til at udtrykke følelser universelt (så de forstås af alle mennesker)
- Børn med autisme udtrykker følelser - og de gør det ingenlunde tilfældigt
- Børn med autisme må man kende indgående for at kunne tolke deres personlige følelsesmæssige udtryk korrekt.
- Det er ofte forældrene, som via deres tætte relation til barnet, har det sikreste udgangspunkt for at tolke barnets reaktioner.

Forsøget peger på et dilemma: Det er ket at forstå det almindelige barns udtryk, men det kræver en særlig viden og erfaring at forstå et barn med autisme - og så rækker forståelsen endda kun til dette ene barn. Ikke to børn med autisme udtrykker deres følelser ens."

09 maj 2008

En forunderlig Sørgmodighed



"Da løftede den paa eengang sine Vinger, de bruste stærkere end før og bare den kraftigt afsted; og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i Blomster, hvor Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Canaler! O her var saa deiligt, saa foraarsfriskt! og lige foran, ud af Tykningen, kom tre deilige, hvide Svaner; de bruste med Fjerene og fløde saa let paa Vandet. Ællingen kjendte de prægtige Dyr og blev betagen af en forunderlig Sørgmodighed.
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige Fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er saa styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem, end at nappes af Ænderne, hugges af Hønsene, sparkes af Pigen, der passer Hønsegaarden, og lide ondt om Vinteren!" og den fløi ud i Vandet og svømmede hen imod de prægtige Svaner, disse saae den og skjøde med brusende Fjere henimod den. "Dræber mig kun!" sagde det stakkels Dyr, og bøiede sit Hoved ned mod Vandfladen og ventede Døden, - men hvad saae den i det klare Vand! den saae under sig sit eget Billed, men den var ikke længere en kluntet, sortgraa Fugl, styg og fæl, den var selv en Svane.
Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!"

08 maj 2008

Real wild child

Forventninger

I går hentede jeg Katinka fra børnehave og fortalte hende at vi skulle til en sandalbutik og bestille nogle nye sandaler til hende, fordi det snart er sandalvejr. Hun var helt med på den. Sandalbutikken er en bandagist, for som en slags plaster på såret fik vi bevilling på fodtøj til Katinka da hun fik autismediagnosen, for udover autisme er hun også hypbermobil. Vi havde ringet i forvejen for at bestille tid, men fik at vide at vi bare skulle komme forbi. Bandagisten ligger et sted der er lidt svært at komme til med offentlig transport, så for en lille træt pige var det lidt af en ekspedition. Da vi så kom derhen fik vi af en sur dame at vide at vi skulle bestille tid og det ikke var hende vi havde talt med. Så blev Katinka ked af det og græd og vi måtte lokke med is og med at hun blev båret hjem hele vejen på sin fars skuldre - de bærer lidt af hvert. Men det var ikke glemt. Både i går aftes og her til morgen har hun fået tårer i øjnene og sagt "jeg vil have sandaler". Øv altså. Og der var ikke noget sandalikon på hendes kalender. Hvordan kunne vi have skånet hende for den oplevelse? Vi kunne have ladet være med at sige hvor vi skulle hen og hvorfor. Det gjorde mine forældre tit når vi f.eks. skulle i Tivoli, så skulle vi bare køre en tur og pludselig var vi i Tivoli og alle var glade. Jeg kan også bare tænke at hun forhåbentlig har lært noget af den oplevelse. Måske har hun lært at man ikke altid stole på at forældre holder det de lover.....

"Den neurotypiske teori om de andre"

Ditte Rose Andersen har skrevet speciale bl.a. om hvad der sker når autismeteorierne betragtes ud fra en socialpsykologisk synsvinkel og det er ikke et kønt syn. Men en tydelig magtstruktur, i kategoriseringen af den normale og afvigeren, der ikke gør plads til de forklaringer, der kunne være på afvigelsen, eller de fordele, som autisten ser i dem.

Artiklen "Den neurotypiske teori om de andre" finder du i Information og specialet "Stereotype og særegne - om forståelser af autisme og positionering af autistiske subjekter" kan bestilles på biblioteket.

06 maj 2008

Headhunt mig!

Jeg vil gerne være støttepædagog for førskolebørn indenfor autismespektret i København. For at være støttepædagog behøver man ikke at være pædagoguddannet, men kan for så vidt komme lige ind fra gaden. Der er ikke nogen støttepædagoguddannelse eller specialpædagoguddannelse i Danmark, så vidt jeg er orienteret. Der er eller masser af teori at kaste sig over, når man bare tænker på autismespektret. Og hvis man antager at een ud af 150 har en autismespektrumforstyrrelse så skulle der også være mulighed for at finde et job bagefter.

Men nu er det ikke sådan. Som det er nu kan man komme lige ind fra gaden. Og det er egentlig noget hø, men det er lige hvad jeg gerne vil benytte mig af. Jeg er i fuld gang med at sætte mig ind i teorien og praktisk erfaring har jeg også herhjemme fra. Men jeg forestiller mig at noget mere praktisk erfaring ville kvalificere mig bedre til at komme i betragtning til disse job, så jeg gik ind i en af specialinstitutionerne i København og spurgte om jeg måtte komme i virksomhedspraktik der i en måned. Det er ikke noget der koster børnehaven noget. De havde det op på et møde i forgårs og i går fik jeg så at vide at de sagde nej. En måned er for kort tid til at lære mig op, og de har de sikkert ret i, men hvor får jeg så erfaringen fra? Måske er de til at forhandle med, hvis jeg sætter tiden op? Eller måske skulle jeg prøve de to andre specialinstitutioner. Eller basisgrupperne. Eller også skal jeg se bort fra at jeg kunne bruge noget praktisk erfaring? Jeg har måske alligevel mere at byde ind med end så mange andre ansøgere. Og så kan jeg lide børn.

Efter sigende skulle det være svært at finde støttepædagoger. Hvem står lige og mangler en?

Og så?

Da jeg lige læste den her nyhed i "Mental Disorders in Parents Linked to Autism in Kids" i Wall Street Journal tænke jeg, at det var godt nok meget interessant. Men her 10 minutter senere tænker jeg, at det vidste alle vel godt i forvejen - altså at autisme er arveligt, at kvinder er bedre til at søge hjælp hvis de har det skidt og derfor oftere bliver indlagt. At uopdaget autismespektrumtilstande, der ikke tages hensyn til, kan give sig udslag i andre psykiatriske forstyrrelser så som depression. Så hvad er egentlig nyheden?

04 maj 2008

Små episoder

At læse øjnene:
Katinka i dag: "Når mor venter med øjnene så tager jeg sko på"

Neologisme:
Katinka i går: "Albåt (Katinkas kanin) vil spise fars håndbryst (hans albue)"

Selvværd

Kirsten kunne i går ikke umiddelbart se at Katinka har lavt selvværd - som børnehaven fortalte os om på forældremødet. Hun overvejer om de måske forveksler hendes forsinkelse med tøven - når hun f.eks. besvarer spørgsmål. Men hun havde alligevel nogle gode idéer til hvordan vi kan styrke hendes selvværd ved at visualisere hendes indre tilstande og at hun er værdsat i hendes egen bog. Det er noget vi kommer mere ind på i workshoppen om CAT-kassen.

Jeg har også gjort mig et par tanker om at selvværd måske hænger sammen med dels selvhjælpsfærdigheder (- styrke hendes viden om at hun KAN selv) og hjælpefærdigheder (- styrke hendes bevisthed om at hun kan hjælpe andre). Hvad det sidste angår så kan det måske være at det ikke er helt hen i vejret at indføre et klistermærkepointsystem når hun udfører forskellige små opgaver i hjemmet. Jeg er ligesom så mange andre ikke så vild med at man skal belønnes for at gøre det man bare burde gøre at egen fri vilje og initiativ, men måske er det en fordel med en mere visuel anerkendelse til Katinka.

Skolemodenhed

I går havde vi hjemmebesøg i Pionergrupperegi. Vi talte bl.a. skolestart fordi gerne vil have Katinka enkeltintegreret og når man hører om andres dårlige erfaringer, så er det om at være i god tid og være godt forberedt. Kirstens umiddelbare vurdering er at der ikke er nogen grund til at udskyde Katinkas skolestart, dels fordi hun godt kan sidde stille og koncentrere sig og dels fordi hun har kunnet bogstaverne, både de store og de små i over et år nu. Det var godt at høre.

Lige nu er Katinka i gang med at lære sig selv (og mig) engelsk. Hun kan tælle til 12 på engelsk og synge "twinkle, twinkle little star" og sige et par ord og enkle sætninger på engelsk. Og det er IKKE noget vi terper med hende. Det er Katinka som er helt vild med det - og lærer sig selv det. Det er altså lidt spøjst når hun stadig har basale sproglige vanskeligheder med dansk.

Nå, men det var skolemodenhed det skulle handle om. Hvad skal der egentlig til? Det er vist en PPR-psykolog der kommer med en vurdering, og så skal børnehavens udtalelse og diagnosen lægges ved, hvorefter Birgitte Park tager stilling til hvordan AST-børnene i København bliver fordelt.

Men hvad er det for egenskaber man forventer af neurotypiske børn for at sende dem i skole? Det kan man læse mere om her: Skolemodenhed på Skolemælk

Analytisk tilgang (DDT) lover godt

Det lader til at mine indlæg om "Den Dybe Tallerken" bærer frugt. Kæresten og jeg satte os ned og besvarede samtlige spørgsmål og jeg synes vi nu er meget mere afklarede med hvor vi kan gøre en forskel på kortere eller længere sigt. Lige så snart jeg får lidt tid laver jeg et et lidt uddybet spørgeskema som PDF og lægger ud her på siden, så I måske også kan få nytte af det.

Vi aftalte også at evaluere hver eneste fredag når datteren sætter sig og ser Disneyshow.

Det vi nåede frem til var bl.a.:

Hendes styrker er:
Humor, hviler i sig selv, talent for at lære udenad, rytmisk sans, god koncentrationsevne, en eller anden form for sproglig, visuel og intrapersonel intelligens

Vi skal undersøge:
- hvad 5-årige piger typisk leger
- hvordan er man en ven - når man er 5 år - og en pige?
- nøjagtigt hvad hendes sproglige vanskeligheder består i
- hvad der skal til for at være skoleklar
- hvordan man øver finmotorik (især at holde rigtigt på en blyant)

Vi skal være opmærksomme på:
- følesans, høresans (eksperimentere med musik) og måske smagssans

Indsatsomåder:
- Selvværd
- Selvhjælpsfærdigheder
- Almindelig gode manerer (især bordmanerer)
- Legefærdigheder
- Samtalefærdigheder
- Finmotorik
- Initiativ, motivation og interesser
- Opmærksomhed

Vi er enige om at det langsigtede mål er at hun skal kunne klare sig i den almindelige verden uden støtte og det kortsigtede mål er at hun bliver skoleklar.

02 maj 2008

DR nyhederne om lidt

Der skulle efter sgende være et indslag om hvor længe man skal vente på diagnoser og hjælp til sine børn i dagens Danmark. Måske handler det også om autismespektret.

Goddag mand økseskaft

Der var engang en færgemand som var meget tunghør. En dag var han kravlet op i et træ uden for sit hus og skulle hugge en gren af.

Da ser han et stykke borte to mænd komme ned mod færgestedet. Nu var det sådan at han ikke brød sig om at fremmede skulle lægge mærke til at han var døv.

Derfor tænkte han ved sig selv: egentlig kan jeg jo nok vide, hvad de vil sige når de kommer herhen. Først vil de spørge mig, hvad det skal bruges til som jeg her hugger. Så svarer jeg: økseskaft. Så spørger de nok, hvor langt et stykke gren jeg skal bruge. Dertil svarer jeg: op til denne her knast. Derefter kommer de nok frem med deres ærinde og beder om at måtte låne min båd for at ro over vandet så de slipper for den lange omvej. Til det svarer jeg: hun er læk. Når de ikke kan få båden vil de sikkert låne mine heste og så svarer jeg: de er med føl begge to. Når de altså heller ikke kan få dem, så vil de nok spørge om hvor vejen går ind til byen. Dertil svarer jeg: oppe mellem de to piletræer.

Nu var de to mænd et par unge karle der havde hørt at færgemanden havde sådan et par kønne døtre, og det var dem de var kommet for at besøge.

»Goddag mand« sagde de.

»Økseskaft« sagde manden.

»Gid det sad i din hals« sagde den ene af karlene.

»Op til denne her knast« svarede manden.

»Er din kone hjemme?« spurgte den anden.

»Nej, hun er læk« sagde manden.

»Hvordan har dine døtre det?« råbte de så.

»De er med føl begge to« svarede manden.

»Åh gid du var hængt« råbte de to karle.

»Oppe mellem de to piletræer« sagde færgemanden og pegede.

Og så gav han sig igen til at hugge løs.

Taget fra: Preben Ramløv: Danske folkeeventyr, Gyldendal 1964

DDT - beskrivelse af omgivelserne - 4

Som forælder til et barn med en autismespektrumforstyrrelse kan man ikke komme udenom at være den der sidder som tovholder for enhver indsats. Det er fordi man er den der er mest engageret, det er fordi man er den der kender sit barn bedst, det er fordi man er den der vil være der for barnet lang tid ud i fremtiden og har været der i fortiden. Det er dig der skal sørge for at stykke en indsats sammen der tager højde for dit barns særegenhed. Og det er dig der skal sørge for at indsatsen ændres i takt med at dit barn udvikler sig.

TID

a: Hvad har allerede været forsøgt
- hvordan virkede det?

b: Hvad er i gang
- hvornår evalueres det?

c: Hvad er formålet
På kort sigt?
- denne uge
- denne måned
- dette år
- inden næste skift (f.eks. skolestart, flytning, lillbrors fødsel)
På lang sigt?


RESSOURCER
a: Tid
- Hvordan ser en typisk dag ud
- Hvor kan der indføres "træning"
- Kan vi skaffe mere tid?

b: Penge
- Har vi penge til at få andre til at stå for dele af "træningen"?
- Har vi penge til materialer?
- Kan vi låne penge/materialer?
- Kan vi få det bevilget?
- Hvad kan vi gøre billigere?
- Hvilke gratis muligheder er der?


MENNESKER

a: Den nære familie
- har vi en adfærd der matcher barnet
- har vi et temperament der matcher barnet
- hvor lang tid kan vi afsætte hver dag hvor vi er fuldt koncentreret om opgaven - hvad skal der til for at rammerne for det er gode nok?
- er vi selv i stand til at lære barnet det hele
- hvilken viden og hvilke færdigheder mangler vi
- hvordan får vi det?
- hvem kan ellers gøre det der skal til?

b: Søskende
- er der problemer
- hvordan bliver det et godt søskendeforhold

c: Andre børn
- venner?
- hvordan leger barnet med ét barn?
- i en lille gruppe?
- i en stor flok?
- yngre, ældre eller jævnaldrende børn?
- piger, drenge
- hvilke lege?
- hvilken rolle tager barnet i legene?

d: Den øvrige familie
- hvem kan engageres?
- hvad kan de bidrage med?
- hvilken viden og hvilke færdigheder mangler de
- hvordan får de det?

e: Børnehave/skole
- hvilket tilbud får dit barn der?
- Hvad er børnehavens/skolens hensigt med den pædagogiske indsats?
- Hvordan evaluerer de deres egen indsats?
- Er de interesseret i at samarbejde med forældrene?
- Informerer de om hvad de gør?
- Hvordan fordeles opgaverne mellem børnehave og hjem?

f: Andre fagpersoner
- Hvad gør de?
- Virker der?
- Hvad kan vi lære af dem?

g: Andre
- Hvem ved at barnet har en diagnose?
- Hvem skal vide det?


STED

a: hvilke kulturelle normer skal barnet leve op til?

b: er der forskellige forventninger forskellige steder i barnets hverdag?

PRIORITERING

Hvordan vil du prioritere de enkelte områder i forhold til hinanden?

DDT - beskrivelsen af barnet - 3

1: Alder

2: Køn

3: Diagnosen:
- infantil autisme
- asperger
- andet

4: Andre diagnoser


5: Social undergruppe:
- fjern
- passiv
- aktiv, men sær
- stiv og formel


5: Sproglige og kommunikative færdigheder?

6: Sociale færdigheder

7: Sanseintegration:
- Vestibulær sans
- proprioceptive sans
- Taktil sans
- gustatoriske sans
- visuelle sans
- olfaktoriske sans
- auditive sans



8: Selvhjælpsfærdigheder:
- Toiletfærdigheder
- Tage tøj på
- osv. osv.



9: Helbred:
- mavetarmproblemer
- hypermobil
- osv.

10: Problemadfærd

- destruktiv adfærd
- selvdestruktiv adfærd

11: Intelligenser - sammenholdt med Temple Grandins subtyper
* Musikalsk intelligens
* Sproglig intelligens
* Kropslig/kinæstetisk intelligens
* Logisk-matematisk intelligens
* Visuel/rumlig intelligens/spatial intelligens
* Den naturalistiske intelligens
* Interpersonel intelligens/social intelligens
* Intrapersonel intelligens/personlig intelligens
* Opmærksomhed og koncentration

og

- Visual thinker mind
Thinks in pictures. Often poor at algebra; good at drawing.
- Music and math mind
Thinks in patterns. Good at chess and engineering. Instantly sees the relationship between numbers that I do not see.
- Verbal logic mind
Poor at drawing and good at memorizing facts or translating foreign languages.



12: Læringsstil
a: Perceptuel
- Visuel - lærer gennem læsning og ved at se på billeder - ord optræder som billeder på den indre skærm.
- Auditiv – lærer gennem at lytte og tale – hørelsen dominerer - ord optræder som sammensatte lyddele.
- Taktil – lærer gennem berøring og ved at tage notater– lærer gennem følesansen - "piller ved tingene".
- Kinæstetisk – lærer ved at bruge hele kroppen – lærer gennem praktiske øvelser – involverer alle følelser i læreprocessen.



13: Hvordan reagerer barnet på årstidernes skiften. Tager det f.eks. udviklingsspring når der er meget sollys?

14: Stærke sider
- talenter
- interesser
- alt muligt andet

15: Barnets personlighed i øvrigt

01 maj 2008

DDT - kend dit barn - 2

Dit barn er udgangspunktet - og selvom det er en næsten umulig opgave som absolut subjektiv forælder er der ingen anden vej end at lave en grundig beskrivelse af dit barns fejl og mangler (i forhold til at klare sig lige så godt som sine jævnaldrende i det samfund som barnet skal vokse op i og som ingen rigtig ved hvordan bliver). Fejl og mangler? Jeg er træt af at kalde det udfordringer og udviklingspotentiale. For lige nu er jeg bare vred. I morgen er jeg sikkert glad igen og klar til at pakke det hele ind i lyserød tyl.

Hvad med barnets kvaliteter og styrker? Ja, også dem. De skal også kortlægges, for uden dem når man vist ingen vegne.

Hvad gør man? Man tager først og fremmest og kikker i diagnosen. Hvad står der i den? Og hvor gammel er den - er den stadig relevant, for ellers må man gøre det om? Tror man på de observationer der blev gjort, for ellers skal må gøre det om.

Hvis diagnosen er relativt ny og man har relativ tillid til resultatet og observationerne (hvor mange der er gjort varierer i utrolig grad ligesom alt andet) så har man lidt at begynde med.

Hvis diagnosen går på infantil autisme så må man gå ud fra at man skal gøre noget for at fremme den elementære sproglige udvikling, hvis barnet er lille eller en anden form for kommunikation, hvis talesprog er opgivet.

Hvis diagnosen er asperger så kan man hoppe direkte til sprogbrugen - den semantisk, pragmatiske sprogbrug og de sociale færdigheder.

Så er der den sociale subtype. Det er også et fingerpeg om hvor man skal tage fat.

Hvis barnet er fjernt, så skal der satses benhårdt og intensivt på at få kontakt. Øjenkontakt bl.a. og en eller anden form for kommunikation.

Hvis barnet er passivt skal man lære barnet at tage initiativ. Og måske arbejde med motivation og selvværd.

Hvis barnet er aktivt men sært (jeg stejler hver gang jeg hører det udtryk, men sådan hedder det altså) så skal man i gang med at forklare de uskrevne regler der foregår mellem mennesker.

Og hvis barnet er stift og formelt skal man arbejde med perfektionisme og måske humor, perspektivtagning, engagement og kunst.

Så er der det område der hedder forestillingsevne - det er et område der spænder meget vidt fra ekkolali, snurren rundt og til særinteresser. Måske er noget beskrevet i diagnosen, måske er det slet ikke til at overse. Det er egentlig en brokkasse - som jeg vil foretrække at dele ud i nogle andre kategorier. Ekkolali har at gøre med den sproglige udvikling, snurren rundt har at gøre med sanseintegration og særinteresser er en helt fin ting, hvis man lærer barnet ikke at trætte andre med det.

Sanseintegration er et kapitel for sig. Der skal man helst have fat i en fagperson. En ergoterapeut eller lignende. Det er temmeligt svært selv at gøre de iagttagelser og drage de konklusioner. Til gengæld er der rigtig meget man selv kan gøre når man først ved hvilke sanseintegrationsproblemer barnet måtte have.

Motion? Er barnet hypermobilt? Det er der åbenbart mange med autisme der er. Så er det om at sørge for godt fodtøj og masser af motion. Fysisk aktivitet er vigtigt for alle med autisme, mere end andre børn, fordi det får dem til at agere i den ydre verden. Og det er også vigtigt at være opmærksom på at børn med autisme ikke nødvendigvis selv kan fornemme og tolke sine kropslige reaktioner og også derfor kan have svært ved at opdage sine følelser.

Børn med autisme skal lære at genkende sine egne følelser, hvis de ikke allerede kan. Og lære at være opmærksomme på kropslige advarselssignaler, f.eks. på tegn på stress.

Kosten er et kapitel for sig. Nogle er meget kræsne. De skal lære ihvertfald at spise en ensidig varieret sund kost. Nogle spiser non-food. Begge dele hænger sammen med sanseintegrationsforstyrrelser og det kan ændre sig helt af sig selv med tiden. Nogle vil have godt af en gluten- og kaseinfri diæt. Der er forskellige tegn man kan være opmærksom på som tyder på at det er en god idé at prøve af. Før man prøver kan man få foretaget en test der yderligere viser om der er grund til at tro at det vil nytte. Mange har glæde af fiskeolie, Eya-Q, det er dyrt og kan være svært at lokke i barnet. Til gengæld er det så vidt jeg ved helt fri for negative bivirkninger. Hvis barnet er hyperaktivt så kan man undlade azofarvestoffer og se om det gør en forskel.

Problemadfærd? Destruktiv og selvdestruktiv adfærd i alle afskygninger. Hvordan griber man det an? Mindre stress og bedre kommunikation og problemløsningsfærdigheder?

Selvhjælpsfærdigheder? Hvad kan mit barn lære at gøre selv. Hvad forventes børn i hendes alder at kunne selv? Hjælpefærdigheder? Hvad kan mit barn gøre for familien og vennerne, som vil blive værdsat? Hvordan bliver mit barn rart at være sammen med for mennesker, der ikke elsker det?

Hvad kan ganske almindelige forskellige børn på mit barns alder egentlig? Det er ikke det perfekte barn vi stræber efter her, vel? Men et barn, der ikke får alt for mange knubs i den her verden, der ikke er skabt til børn med hendes egenskaber.

Hvordan lærer man barnet det det skal lære? Først og fremmest er det godt at vide om barnet har en bestemt læringsstil. Man taler meget om at børn med autisme tit er meget visuelle. Det vil sige at det vil være smart at gøre brug af billeder når man lærer dem noget, hvis det aktuelle barn altså rent faktisk ER visuelt lærende. Nogle er ikke. De tager naturligvis ikke skade af at se på billeder - med mindre det træder i stedet for sprogligt stimulerende kommunikation, men al den energi der nogle gange investeres i at producere billeder (som er så dejligt synlige, at man kan vise produktet frem) kan måske med fordel anvendes til noget andet.

Man skal også kikke på sin egen stil? Er man et roligt gemyt eller viser man sine følelser tydeligt? Afventer man barnets reaktioner eller skubber man på? Passer det til barnet temperament? Skal man evt. ændre adfærd? Hvilke ting kan man selv med fordel lære barnet og hvad skal man overlade til andre? Er der andre? Hvilke mennesker er klar til at stille op og hvad har de at byde ind med?

Når man har fundet en konkret ting, som man vil støtte barnet i at lære, hvordan splitter man det så op i mindre bidder så det kan læres lidt af gangen, hvordan samler man det igen? Hvordan øver man det i naturlige og uforudsigelige situationer og hvordan sørger man for at barnet også kan det, som det har lært derhjemme, når det er i børnehaven eller et andet sted? Hvordan evaluerer man det man har gjort? Hvornår har man prøvet en bestemt tilgang længe nok? Og hvordan ved man om det virker?

Her er lidt at gå i gang med. Fortsættelse følger, vær vis på det.

DDT - Den dybe tallerken - 1

Jeg føler at jeg bliver nødt til at starte helt forfra - og opfinde den dybe tallerken. Eller med andre ord opfinde min egen tilgang til Katinka - som vil kunne tilpasses til andre børn og som vil kunne tilpasses over tid.

Hvis vi havde fået bevilget ABA forestiller jeg mig at vi ville have fået serveret en tilgang. Nu hvor vi står tilbage med ingenting har vi ingen tilgang. Og skønt den traditionelle danske tilgang er inspireret af TEACCH, så er jeg endnu ikke blevet præsenteret for hvordan man stykker en indsats sammen der lærer hende de færdigheder hun får brug for, for slet ikke at tale om dem hun allerede mangler.

Det er op til os selv. Os forældre. At opfinde den dybe tallerken. Så kan man kalde nok så meget "eklektisk" det der kommer ud af det. Eller DDV (det der virker). Eller best practice - hvad det så vil sige??

Jeg vil nu gå i gang med min helt egen tilgang DDT (den dybe tallerken) - kom endelig med jeres input undervejs.

Mor - med særinteresse

Der er ingen tvivl om at jeg har en særinteresse, nemlig autisme. Og det er bare den sidste nye af en lang række særinteresser. Men min kæreste er igen så venlig at minde mig om at der skal være plads til andet her i livet. Han har ret. Og Gittes kloge kone har ret.

Kæresten forklarede det engang med et billede - det er ligesom biodiversitet, man skal ikke fælde alle træerne. Man skal ikke kun have en afgrøde. Så bliver man alt for sårbar.

Heldigvis har jeg andre planter i min have, de trænger vist bare til at blive vandet noget oftere.

Glædelig 1. maj og glædelig Kristi Himmelfartsdag. ja, og her er mine andre blogs: Bagateller