31 januar 2009

Håbløs



Ja, det har altså ikke noget med autisme eller asperger at gøre. Det var bare en god sang, som jeg lige kom i tanke om. Og dog.

Gammel nyhed

Troede du også, at børn med autisme ikke leger forestillingslege (pretend play)? Tro om igen! Allerede i 1988 blev det videnskabeligt afvist. Faktisk kan børn med autisme lege forestillingslege i lige så høj grad som jævnaldrende neurotypiske børn. Forskellen er at de ikke lige så ofte gør det på eget initiativ. Hvorfor ikke? Det melder historien ikke noget om. Men det er med andre ord ikke fordi de ikke kan.

Så er den myte punkteret!

Kilde: V Lewis, J Boucher "instructed and elicited play in relatively able autistic children", British Journal of Developmental Psychology 6, 1988, p.325 - 339.

27 januar 2009

Nye blogs - nye nuancer

Jubii, nu har jeg fået øje på to nye bloggere, der bl.a. skriver om autisme. Nemlig "Herlige hverdage" og "Landsbytossens kravlegård". For hver ny blog bliver det offentlige billede af autisme mere nuanceret. Og det er der brug for. God læsning.

24 januar 2009

Angst

Jeg opdager lige at Tony Attwood skulle have sagt:

“Autism is anxiety looking for a target.”

Korthuset vakler

Kan sanseintegrationsproblemer opstå stort set fra den ene dag til den anden? Vi var ret overbeviste om at Katinka ikke havde nogle af dem. Ihvertfald ikke i særlig høj grad og hvad sker der så? Vi har sikkert glemt at være taknemmelige og banke under bordet, for nu er hun begyndt at gå i panikangst over forskellige lyde. Ja, og også forskellige lys. Jeg vil mene at det højest har stået på i en måned og nu er det bare blevet uomgængeligt afgørende vigtigt at få gjort noget ved det.



Vi er bange. Vi er bange for at det korthus vi langt om længe havde fået til at stå skal falde til jorden. Korthuset? Jo, det lykkedes os endelig at få friskolen til at sige at Katinka var velkommen der og papirerne er underskrevne og ansøgningen om støttetimer er også sat i værk. Vi troede ..... at så skulle alt nok blive godt. Men nu? Når Katinka går i panik over lyde er det især lyde der kommer fra offentlige toiletter og omklædningsrum. Ikke mindst håndblæsetørremaskiner. Hun er ikke til at få ind på et offentligt toilet i disse dage. Hun har alle parader oppe og kaster sig skrigende til jorden. Kan vi så ikke bare undgå offentlige toiletter? Jo, vi kan. Men friskolen? Nej, det kan den ikke! Et væsentligt punkt på skoleskemaet allerede fra 0. klasse er svømning. Og vi fortalte gladeligt skolen at det er helt i orden og fint. For det plejede det at være. Det var helt i orden for Katinka at gå i svømmehallen med far da vi sagde det til førskolesamtalen. Men nu? Hvad gør skolen hvis hun stadig har de problemer til august? Pludselig er august lige rundt om hjørnet. Og Katinka langt fra skolemoden. Og så er det ikke rigtig sjovt at være en handicapfamilie, der bare gerne vil have at pigebarnet får en fair chance i almenverdenen.



Gode råd modtages med tak!

23 januar 2009

Autister klar til IT-job

I Politiken i dag kan man læse at AspIT uddannelsen er klar til at sende første årgang ud. Og 4 ud af 5 har fået job. Tillykke! Jeg synes også at det er opløftende at læse at det overvejes om der er andre brancher end IT der du'r.

19 januar 2009

I'm back

Jeg er tilbage med en spritny PC og masser af tanker om autisme jeg har lyst til at dele med verden. Giv mig lige et par dage og så er jeg helt med igen. Og værs´go - her er en nytårshilsen fra mig - og Björk: