"Hvad har du lært i skolen i dag?" spurgte forældre typisk deres børn, dengang jeg var barn. Vi er sikker på at hun lærer en masse hver dag. Men det vi gerne vil vide hver dag er om hun har leget med nogen. Vi spørger hende ikke direkte, men læser mellem linierne når hun i bedste fald svarer på hvad hun har lavet i skolen i dag.
Datteren er stadig glad for sin skole. Det er også en super skole og jeg er overbevist om at det er det bedste valg vi kunne træffe for hende og at vi har været meget heldige. Men let er det vel aldrig? Nu har jeg i næsten et år skruet ned for bekymringerne og lænet mig tilbage og nydt det. Jeg har med andre ord også skubbet nogle problemer foran mig.
For lige gyldig hvor god skolen og lærerne er er der jo alligevel knaster.
Da vi var til forældremøde, et møde hvor alle forældre var samlet, skulle vi høre lidt om alle børnene. Lærerne talte meget begejstret om min datter (som jeg altså vil begynde at kalde K fra nu af). Det var tydeligt at de kunne lide hende. Hun er også den første i klassen der har lært at læse og det må jeg indrømme at jeg er meget stolt af men også lettet, for det er een sejr som ingen kan tage fra hende og som vil være god at minde hende fra tid til anden.
Og det er jo godt, men efter vi havde hørt om alle børnene så vi en tegning som børnene selv havde lavet. Et portræt af dem selv med en liste navne på hver side. K havde tegnet sig selv som punker. På den ene side havde hun ligesom alle de andre børn lavet en liste over de børn hun legede med og på den anden side en liste over de børn hun gerne ville lege mere med. Fint nok... men gæt engang, hvor mange af de andre børn, der havde skrevet K på deres lister? Nul.... Ingen af de andre børn i klassen oplever at de leger med K eller at de gerne vil lege mere med K. Tag den.
Det gik vi så hjem og rugede over. Efter vores oplevelser med børnehaverne er vi nu indstillet på at 'slå koldt vand i blodet'. Der kommer kun velovervejede reaktioner herfra og impulsiviteten er lagt på hylden. Vi sov på det og slog det hen. Det er trods alt kun et øjebliksbillede og det svarer trods alt ikke til K's oplevelse af hendes klassekammerater. Lærerne fortalte også at hun havde mange venner og vi ser hende tit i selskab med andre børn når vi henter hende eller afleverer hende om morgenen.
Men er det alligevel ikke et håndgribeligt tegn på at jeg skal til at vågne op igen og begynde at se det der autisme-noget i øjnene igen.
Og det skal lige siges, at vi har kontaktet lærerne, som er lydhøre og gør hvad de kan.
Det var den første knast.... fortsættelse følger.
