27 maj 2009

Pressemeddelelse fra DH

Jeg har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra Danske Handicaporganisationer:

Pressemeddelelse

Den 27. maj 2009

Børn med særlige behov i klemme
En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, afslører store problemer med den vidtgående specialundervisning efter kommunalreformen. Danske Handicaporganisationer og Danmarks Lærerforening mener, at der er behov for øget opmærksomhed på området, så det sikres, at børnene får den støtte og undervisning, som de har krav på.

Undersøgelsen fra EVA bygger på en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt PPR-psykologer, en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til elever i den vidtgående specialundervisning og casestudier i 6 kommuner. Undersøgelsen viser bl.a. at:

Psykologerne mener, at amtet havde et bedre overblik over specialundervisningstilbud end i dag.38 pct. af psykologerne oplever, at der i ringe grad, i meget ringe grad eller slet ikke er et tilstrækkelig antal af de undervisningstilbud, der er behov for, til den vidtgående specialundervisning. Det skal sammenholdes med, at kun 14 % fandt, at de før kommunalreformen havde den samme oplevelse.92 pct. af psykologerne vurderer, at kommunens økonomi har betydning for, hvilket undervisningstilbud eleven modtager. 37 pct. af forældrene er utilfredse eller overvejende utilfredse med visitationen.81 pct. af forældrene finder, at det tog for lang tid for PPR at behandle deres barns sag.76 pct. af forældrene finder, at det tog for lang tid for skolen at få barnet indstillet til specialundervisning.
”Rapporten fra EVA viser, at løfterne i forbindelse med kommunalreformen ikke holder”, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. ”En række af de svageste elever i folkeskolen, som har behov for særlig støtte, er øjensynligt kommet i klemme efter reformen. Undersøgelsen viser, at kommunerne ikke i tilstrækkelig omfang har magtet at løfte arven efter de amtslige tilbud. I sidste ende falder ansvaret tilbage på politikerne bag kommunalreformen”.

Paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer kan ligeledes genkende problemet.

”Vi hører desværre alt for tit om familier, der kommer i klemme i systemet, fordi de rette tilbud ikke er til stede. Resultatet kan klart aflæses i det stigende antal klagesager i Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Vi vil kraftigt opfordre både regering og kommuner til handling, så alle børn kan få den rette undervisning,” udtaler Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer.

Ingen kommentarer: