Vi fulgte K i skole i morges og hun kommer først hjem igen på fredag. Hun skal nemlig på koloni med klassen og det glæder hun sig til. Rigtig meget. Hun har faktisk nærmest hoppet op og ned af glæde hele morgenen.
'Vi kommer til at savne dig' har vi sagt. Hun kommer også til at savne os bedyrer hun. Oppe på skolen siger hun 'jeg kommer til at savne dig' til alle de børn hun møder. Dem fra de ældre klasser, der ikke skal med. En stor dreng. Hans far kikker forbavset.
Og til de lærere der ikke skal med. Hun spørger sin støttelærer om hun skal med. Det skal hun ikke så hun får et 'så kommer jeg også til at savne dig'. Støttelæreren vil også savne hende siger hun.
1. klasses lærer skal med på turen så pludselig løbe hun hen til dem fra 1. og spørger om de ikke kommer til at savne deres lærer. Hun får et knus.
En af hendes klassekammerater der ikke har glædet sig ret meget til turen ankommer og K styrter glad hen og spørger om hun kommer til at savne sin søster.
Alt er godt. K er glad og hun vil savne en frygtelig masse mennesker. Burde vi fortælle hende noget om hvem det er passende at savne og hvordan man bør give udtryk for det. Burde vi hive de sociale cirkler frem fra KAT-kassen?
Det er bare ikke fristende at begrænse hendes impulsive tiltro til det gode i mennesker omkring hende. Det har ikke givet hende nogle skrammer endnu. Men det kommer - måske/måske ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar