Der er et eller andet galt

Indtil for et par uger siden var vi temmeligt fortrøstningsfulde med hensyn til dattterens enkeltinklusion. Men der er sket noget. Et eller andet. Hun er stadig glad for skolen, men ... Der har sneget sig et men ind. Hun bliver ikke glad når vi fortæller hende at hun skal i klubben. Hun protesterer ikke højlydt, men hun bliver ikke glad. Hun fortæller om "nogle" der ikke vil lege med hende. Og om nogle der ser sure ud når hun kommer tilbage efter at have været syg. Hun fortæller at hun gerne vil være forkølet for så kan hun blive herhjemme og hygge med sin mor og far. Hun spørger interesseret til at nogle børn bliver undervist derhjemme. og så er hun helt vildt træt når hun kommer hjem fra skole.

På den anden side fortæller hun om de spændende ting hun lærer i skolen. Lærerne er søde og hun ser som regel glad ud når vi henter hende. For det meste er hun i selskab med nogle andre børn. Lærerne er meget søde. De kan ikke rigtig se at hun har problemer. Udover finmotorikken.

Hun er sådan et lille pus med et enormt tryghedsbehov i disse dage. Vi sidder under dynerne og holder i hånd og ser tegnefilm eller spiller 'gris' eller tegner eller klipper en smule. Vi skal passe på hvad vi siger for hun græder nemt.

Der er et eller andet galt. Måske var vi alt for optimistiske da vi satsede på enkeltintegration. Måske er det bare mørket og en forkølelse og ... noget der går væk igen af sig selv.

Måske skal vi begynde at snakke med kommunen om en plads på en specialskole.

Måske skal vi begynde at snakke med datteren om at hendes forudsætninger ikke er de samme som for de andre børn i hendes klassen.

Et usynligt handicap

Datterens skolestart har været overraskende god. Vi har ingen negative reaktioner fra hverken hende eller de andre børn, eller forældre eller lærere. Faktisk må man lige for tiden sige at hendes handicap i høj grad er usynligt. Ihvertfald indtil på tirsdag hvor klasselæreren og støttepersonen har inviteret os til en møde, så vi kan lave en handleplan i fællesskab. Det bliver rigtig godt at høre mere om hvordan de oplever hende og hendes handicap.

En gåde

Gåde: "Hvorfor regner det sort selvom det skinner?"

.
.

Svar: "Fordi de gerne vil se en anderledes regnbue!"

Rigtig god skolestart

Datterens skolestart gik fint. Alle var bare søde - de ved heller ikke noget endnu - og glade og datteren kunne tydeligvis lide det hele. Hun var rigtig træt efter de 2 timer. I dag vover vi pelsen og lader hende blive der til kl. 3 så hun også er med i klubben. Det er jo weekend i morgen.

For os forældre skete der noget i går, der nok sætter vores lille problem i perspektiv. Der er andre der har det svært, jå endda sværere end os.

Asylbørnene ud nu

Sommeren er forbi nu

og nu starter datteren på en ny periode i hendes liv for på torsdag starter hun ligepå og hårdt i skole og klub som enkeltintegreret i en lille og meget friskole med et godt rygte og overskudsagtige forældre - alle de andre, ikke os. Vi forældre krydser fingre for at det ikke bliver for hård en omgang for hende, for der er ingen tvivl om at det bliver den helt store udfordring. Også for os. Vi må prøve ikke at lade følelserne løbe af med os og det er svær når vi har dårlige erfaringer med i bagagen.

Sommeren har været lang i år. Hun fik jo næsten 4 måneders sommerferie. Vi har også haft den allerbedste sommer. Hvor har vi bare nydt det. I år var hun bl.a. ude og flyve med os for første gang. En uge i Berlin. Det klarede hun overvældende flot og det gør os forsigtigt optimistiske med hensyn til hendes stresstærskel.

Skolen har fortalt os at de gerne ser at vi fortæller de andre forældre om datterens autisme allerede på det første forældremøde en uge efter skolestart. Det er svært, ikke mindst fordi vi er i tvivl om hvad det egentlig skal gøre godt for. Er det for datterens skyld? Er der noget forældrene skal være særligt opmærksomme på, udover ikke at begynde at tage forkerte hensyn, nu hvor de får at vide at hun har en diagnose. Ikke for alvor. Men vi må prøve at få det bedste ud af det. Og måske er det godt at komme eventuelle fremtidige problemer i forkøbet.

Sommeren er forbi nu. Den nærmest fløj afsted.

Bare det var mig der var almindelig

yeah, yeah helt normal.



I dag fik vi en folder fra datterens (ja, jeg er i gang med at anonymisere bloggen) kommende skole. En folder med billeder af alle børnene og deres familier. Jeg holdt vejret og yeah, yeah vi så egentlig helt normale ud.

Jeg indrømmer at jeg på datterens vegne er begyndt at stræbe efter normalitet, udelukkende fordi jeg tror at det vil gøre mange ting lettere for hende. Det er helt oplagt at det ikke vil lykkes. Ikke nødvendigvis fordi hun har autisme, men bare se på mig - og hendes far. Men især mig. Jeg har altså aldrig været normal og ret tidligt lykkedes det mig at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Finde en identitet i periferien og have det fint med det.

Men der er een ting. Hvis du ikke er normal er det temmeligt svært at være en del af en flok. Og det tror jeg alle mennesker af og til har brug for. Jeg tror ikke det er nemt at være et barn og falde udenfor i klassen. Og jeg synes ikke det er fedt at være forældre til et barn der skiller sig ud, når vi som familie også skiller os ud fra de andre familier.

Men gør vi egentlig det? Eller gør alle ikke det? Er det ikke det der gør TV-serien om Max så populær? Genkendelighed?

Og forresten Max's skole er Skolen i Peter Vedel Gade.

Tingenes tilstand

Nej, det kører ikke rigtigt lige for tiden. Hverken medierne, antimobbekampagner eller politikerne synes at det er relevant at se en sammenhæng mellem Roberts ADHD/asperger og det at han blev mobbet så meget at han begik selvmord. Men der er en sammenhæng! Jeg har netop fået fingrene i Tony Attwoods nye tykke sag på dansk "Aspergers syndrom" og der står at det er fire gange så sandsynligt at børn med asperger mobbes end børn i almindelighed. Og han argumenterer for det. Men det er sandelig ikke noget der kommer offentligheden ved. For en uge efter Robert død vælger regeringen at spare 1 mia. - en milliard! - på hvad kommunerne mener de har brug for til børn, unge og voksne med handicap. Hvad siger kommunerne til det? At de er enige i at udgifterne på det her område skal holdes nede! Hvad siger medierne til det? Ikke noget!

Det er jeg egentlig lidt træt af.

Og så var jeg lige ved at glemme at ved folketinget afslutningsdebat stod og sagde at hvis skolerne havde brug for penge, f.eks. til efteruddannelse så skulle de tage det fra specialundervisningen. Det sagde hun altså!