03 april 2008

Nothing was all he said

Jeg kom ind og se Ben X i dag og det var sørme heldigt. Jeg vil opfordre alle til at smide hvad de har i hænderne og komme i biografen i morgen eller i overmorgen, for desværre er Ben X ikke i dansk biografdistribution. Det vil sige at efter natfilmfestivallen skal man ikke regne med at den kommer til at gå i biografen.

Hvorfor er det så vigtigt. For det første er det en bragende god film. Jeg fik tårer i øjnene og jeg var ikke den eneste. Den var meget vedkommende og respektfuld. Den er baseret på en virkelig historie, fortæller instruktøren:

...it was the story of a 17-year-old boy with Asperger’s syndrome that committed suicide in my home town of Ghent. He threw himself off the medieval castle that we have there, and wrote in his last letter that he had been basically bullied to death. There was an interview with the mother that was so heartwrenching where she said, “There is nothing that anybody will ever be able to tell me that will offer me any consolation.”


For det andet er det en vigtig film fordi den har haft betydning for autismeområdet i Belgien. Der er blevet åbnet nye specialskoler for børn indenfor autismespektret, som følge af den her film. Det er naturligvis en god ting, men jeg vil da håbe at der også er blevet gjort en ekstra indsats for at forhindre mobning. For der er ingen tvivl om at vores børn er i risikozonen for mobning, og hvorfor skulle børn ikke gøre grin med børn med autismespektrumforstyrrelser, når de oplever at de voksne også ynder at more sig over mennesker med asperger og lignende i de første afsnit af diverse talentshow.

Men det korte af det lange er hvordan sørger vi for at "Ben X" kommer til at gå i biograferne i Danmark, eller endnu bedre; bliver vist i bedste sendetid på DR1 eller DR2?

Ben X

I dag, i morgen og i overmorgen kan man se den belgiske film Ben XNatfilmfestivalen i København. Den handler om en ung mand med asperger, der bliver mobbet og spiller online computerspil. Og meget mere ved jeg ikke endnu, men måske tager jeg ind og ser den i eftermiddag, og så skal jeg nok melde tilbage her på bloggen.

02 april 2008

Living with autism

En udsendelse fra CNN om en kvinde med asperger, som både har arbejde og mand. Sådan kan autismespektret også komme til udtryk!

Jubii jubii jææææ

Vi har fået brev i dag fra Pionergrupperne. Vi kan starte på et forløb allerede d. 17. april og det var lige det vi gerne ville. Jeg tror det bliver rigtig godt og lidt intensivt. Vi glæder os. Både til at møde de andre forældre og til at få noget rådgivning der er meget præcist målrettet til det vi synes vi har brug for. Jeg har store forventninger.

Lige om lidt kommer der en udsendelse på CNN om myterne om autisme. Det skal jeg se.
Jeg er glad for at det er autisme-dag i dag. Jeg har selv en dreng med en autisme-diagnose. Jeg har lige været igennem en proces, hvor jeg ville fortælle om det i børnehaven til de andre forældre. Hospitalet og børnehaven ville have, at jeg sagde kontaktforstyrrelse. Og til at begynde med gik jeg med på "ord-legen" og valgte selv ordet kommunikationsvanskeligheder. Til sidst skar min fornuft igennem, og jeg skrev en tekst, hvori jeg fortalte, at min søn havde fået diagnosen højtfungerende autisme. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Jeg har kun fået positive reaktioner fra de andre forældre. Børnehaven og hospitalet fik, i al deres venlige hjertevarme beskyttertrang overfor min søn – og mig måske - skabt et tabu for mig. Jeg er glad for at jeg brød med det. Jeg ønsker, at vi alle tør bryde med vores fordomme og tabuer - også angående autisme. Jeg tror, hjemmesider som Spektrum og alle bloggene er med til at nedbryde tabuet.

Og når det så er sagt, så jeg lige på den danske/nordiske FN-hjemmeside. Jeg kunne ikke finde noget om 2.april og autismedagen her. Så der er bestemt lang vej endnu…ihvertfald i Danmark...

Verdens Autismedag

Landsforeningen Autisme er med på at gøre opmærksom på verdens autismedag i dag. Der er netop dukket denne nyhedsmail op i min mailbakke. Godt initiativ! Mit eget initiativ i dagens anledning er denne hjemmeside om autismespektret



2. april 2008 er første gang World Autism Day – Verdens autismedagen – markeres.



I dag er kendskabet til autisme og Aspergers syndrom udbredt. På trods af en øget viden om handicappet er der stadig mange, som ikke ved hvad autisme er, og derfor heller ikke forstår hvilke konsekvenser handicappet har for skolegang, beskæftigelse og hverdagsliv. Også i Danmark bliver personer med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) udsat for overgreb. Det er ikke kun i strid med gældende lovgivning men også i strid med FN.s deklaration om de menneskelige rettigheder.

I år er det første gang Verdens autismedagen finder sted.

I december 2007 underskrev FN’s generalforsamling resolution A/RES/62/139, som slår fast at datoen den 2. april fra og med i år skal være FN’s internationale autismedag.

FN opfordrer i resolutionen medlemslandene til at øge den offentlige bevidsthed omkring mennesker med Autisme Spektrum Forstyrrelser og deres familier. Resolutionen påpeger, at autisme er et livslangt handicap og understreger, at diagnosticering og autismespecifik behandling er helt afgørende for, at mennesker med autisme kan få opfyldt sine rettigheder om støtte og således deltage aktivt i samfundet.

Landsforeningen Autisme arbejder både centralt og lokalt i kredsforeningerne for at skabe de bedst mulige vilkår for mennesker med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). Det gør vi bl.a. ved at tilføre politikerne viden og kompetencer som gør dem i stand til at træffe beslutninger på et kvalificeret grundlag.

Foreningen har 5.300 medlemmer – forældre, pårørende, personer med ASF og fagpersoner der arbejder indenfor området.


For yderligere informationer om verdensautismedagen:

FN.s resolution A/RES/62/139

THIRD COMMITTEE CALLS ON ASSEMBLY TO DESIGNATE 2 APRIL WORLD AUTISM DAY

www.worldautismawarenessday.org

01 april 2008

Velkommen

I dag er det International Autism Awareness Day. Jeg ved ikke om der sker noget i Danmark i den forbindelse, bortset fra at jeg åbner denne hjemmeside om autismespektret. På CNN kører der i hele april måned <en programserie om autisme. Det bliver spændende at følge med i.

Jeg har haft denne hjemmeside undervejs længe og jeg har hovedet fuld af ideer til hvad jeg gerne vil skrive mere om. Så kom igen og se hvad der sker, for der kommer til at ske noget. Og dine ideer og kommentarer er hjerteligt velkomne. Bare skriv til mig på postmaster@spektret.dk. Eller kommenter på de forskellige indlæg her på bloggen.