05 november 2008

Kernekraft

I forrige ude tog Katinka pludselig et ordentlig tigerspring i sin udvikling. Det er vist noget af det der kendetegner børn med autisme at udviklingen sker i spring. Hvis vi nu lige havde sat en eller anden ting i gang, f.eks. lige havde flyttet hende til en anden børnehave med en anden autismetilgang eller hvis vi lige havde sat hende på gluten- og kaseinfri diæt, så ville vi uden at blinke have tilskrevet netop det hendes pludselige udvikling.

Nu forholder det sig imidlertid sådan at hendes tigerspring kom netop efter en periode hvor vi havde været optaget af alt muligt andet. Vi havde absolut ikke gang i at ændre noget som helst. Så tigerspringet kom sådan bare af sig selv. Ved hjælp at hendes egen indbyggede kernekraft så at sige.

Så det jeg tænker på er at nogle gange er vi forældre måske alt for optaget af at alle forandringer skal komme fra os eller fra skolen og børnehaven. Det er ikke alt hvad der sker som vi har nogen indflydelse på. Nogle gange er det bare om at læne sig tilbage og nyde det.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Mona
Jeg snydes, rigtig mange børn starter alt for tidlig i skole i dag, de er ikke moden nok, selv om fagfolk påstår noget andet. Rigtig mange af disse børn, bliver stempel som problembørn, fordi de ikke kan sidde stille, høre ikke efter, osv og får meget hurtigt problemer med de øvrige børn. De mangfoldige nederlag, som nogle af disse børn påtager sig, følger dem resten af deres skoletid, ja, måske resten af livet. havde disse børn fået lov til at blive i deres børnehave, et år eller to mere og på en naturlig måde, fået lov til at modnes på deres vilkår, og efter deres behov, kunne det måske tænkes, der ikke var så mange problembørn i skolerne i dag.
Derfor skulle du måske overveje, at vente et årstid eller to med at sende din datter i skole.
jeg kan forestille mig, at din datter i dag søger de børn, der er nogle år yngre en hende selv, der er meget naturligt for børn med autisme, derfor kan det være en stor fordel, at hun bliver i sin børnehave, og følger de ny og lidt mindre børn og alligevel få lov til at være den store. Det at få puttede noget selvtillid, og troen på, at man er gode nok, selv om man er lidt anderledes, er grundreglen for alt indlæring, efter min meningen,
Vh. Dianne.

Mona sagde ...

Kære Dianne

Du har jo rørende ret, men det er ikke et valg vi har.

Vi har valget mellem at lade hende starte i en lille friskole, med tradition for masser af forældreengagement, i år - hvor chancen for støttetimer er større fordi det er undervisningsministeriet der står for det. Eller lade hende starte i den store lokale folkeskole næste år - en folkeskole fuld af udfordringer, som jeg ikke så gerne vil beskrive i detaljer her, og støttetimer tildelt af Børne- og Ungeudvalget i København, der som bekendt har massive økonomiske problemer.

Heldigvis KAN hun både sidde stille og høre efter, det er ikke der hendes udfordringer ligger.

Men udfordringer skal hun nok få. Hun får det uden tvivl svært. Vi må bare gøre vores allerbedste for at forberede hende og os selv og skolen bedst muligt.