Analyse af handicap- og specialområdet i København

Hvis du også er interesseret i at følge med i hvad politikerne i København har i tankerne når det kommer til handicap- og specialområdet, så følge med i BUF's dagsordener og beslutningsreferater.

Der er f.eks. meget - og meget interessant - læsestof i dagsordenen for BUF's møde i overmorgen.

Bl.a. er det interessant at læse Rambølls rapport. Nu er det ikke længere kun os forældre der ryster på hovedet over den vilkårlighed vi møder.

Den rapport er interessant at holde op overfor skønsangen om Inklusion kort fortalt. Tro mig, jeg er glødende fortaler for inklusion, men når inklusion på specialskolerne bl.a. defineres som: "Inklusionen vil i disse sammenhænge være, at de sværest handicappede får noget samvær med de mindre handicappede, med udgangspunkt i alle de berørte børn og unges trivsel." Ja, så ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde.

God læseælyst. Og sig lige til hvis du finder noget spændende.

Børn lærer gennem kroppen

Der var også en anden artikel i Nyhedsavisen i går: "Forældre skal hjælpe deres børn til mere leg" og vel at mærke fysisk udfordrende udendørs leg.

Der er to pointer i artiklen, som jeg især bider mærke i.

For det første påstår hjerneforskeren Kjeld Fredens:

"Vi laver nemlig nerveceller, hver gang vi bevæger vores muskler. Og da vi skal bruge nerveceller til at absorbere viden, bliver bevægelse en forudsætning for vores evne til at blive klogere"

For det andet:

"Endelig bliver børn også dygtige til at aflæse kropssprog, hvis de bruger deres krop og derved får undersøgt dens måde at virke på."

Demokrati i børnehøjde

For nylig var der en debat i Danmark om hvordan vi lærer de små børn om demokrati. Nu er der en lærer fra Florida der har fundet en metode. En metode der også kunne forberede små børn danske børn på hvad demokrati vil sige i Danmark. I USA starter børn i skole tidligere end i Danmark så hun var klasselærer i en børnehaveklasse med 5-årige børn. I klassen var der en dreng med autisme. Læreren satte drengen foran de andre børn og spurgte de andre hvad de ikke kunne lide ved ham, hvorefter de stemte om om han skulle blive i klassen eller ud. Han belv stemt ud med 14 stemmer mod 2. Demokrati for begyndere.

Kilde: Nyhedsavisen i dag

PS: Og når indlægget f.eks. får denne kommentar med, så er det jeg tænker at der er LANG vej endnu:

"Måske har forældrene også et ansvar for at sætte barnet i en normal skole i stedet for en for mindre kvikke/intelligente."

Kompetencer eller motivation

Jeg har læst et meget kort afsnit om motivationsteorien og kompetenceteorien i "Autisme og leg". Det gik kort sagt ud på om børn medc autisme ikke leger med andre børn fordi de ikke er motiverede eller fordi de mangler legekompetencerne.

Jeg synes det er et helt essentielt spørgsmål som jeg også kunne stille mig selv i mange andre situationer omkring autisme. Naturligvis er det lidt kunstigt at skille de to ting ad da de har det med at gå hånd i hånd. Men alligevel..

Hvis nu er barn ikke har lyst til at lege med andre børn og man så sætter alle sejl ind for at overbevise barnet om at det er fantastisk at lege med andre børn. Og hvis man nu antager at barnet bliver overbevist men mangler kompetencerne. Har vi så ikke gjort barnet en kæmpe bjørnetjeneste?

Der findes nogle der er overbeviste om at venskaber er den eneste vej til Lykke. Men er der ikke mange andre veje et menneske kan gå?

På den anden side er der børn der meget gerne vil lege og som meget gerne vil have venner men som gang på gang mislykkes med deres forsøg. Det er svært at være vidne til. De børn mangler ikke motivation. De mangler først og fremmest nogle kompetencer eller måske skal de bare at møde nogle børn der deler deres interesser. Måske skulle ville det ligefrem være godt at gøre dem opmærksom på at venskaber og fantasileg ikke er afgørende for et lykkeligt og meningsfuldt liv.

Eller er det?

Biblioterapi

Her er en lille idé der ikke koster alverden og næppe kan have negative bivirkninger. Biblioterapi.

Man tager 10 mennesker, deriblandt gerne et par stykker med autisme eller asperger og en god bog, gerne et langt mesterværk. Og så er der en der læser højt i 2 timer med flere små pauser undervejs. Så får de ti mennesker det bedre.

Katinka elsker at få læst op, og jeg har ikke tænkt på at det kunne virke terapeutisk. Nogle ting er så indlysende at de næsten ikke er til at få øje på.

"Det handler om at rejse spørgsmål og genkende oplevelser, som mange mennesker har haft – og som de ikke selv har haft sproget til at sætte ord på. Litteraturen kan netop sætte ord på de upræcise følelser. Samtidig taler du om historien frem for eksplicit den enkeltes liv. Historien inviterer dig på den måde til at tale om dæmoner, som du ikke er bevidst om, påpeger Jane Davis."

• Artiklen i Kristeligt Dagblad
  
• Get into reading
  

Er det sådan det starter?

I morges, sådan en typisk dejlig stille og rolig søndag morgen efter en dejlig stille og rolig lørdag, siger Katinka pludselig og tydelig berørt noget i stil med "I onsdags sagde de at jeg ikke må være med til legene". Hun sagde også noget med at derfor skulle hun have en fridag. Katinkas sprog er ikke så avanceret så man kan misforstå meget, men det var tydeligt at hun var ked af det og næsten fik tårer i øjnene da hun kom i tanke om noget der var sket i børnehaven. Og det er første gang hun har fortalt noget i den stil. Jeg forsøgte at spørge ind til hvem der sagde det og hun svarede: "børnene" og på spørgsmålet om hvad det var for nogle lege svarede hun "alle". Nu har vi jo lige haft om KAT-kassen så jeg bad hende vælge et ansigt der passede til og så valgte hun det her:



Hun satte ordet "vred" på. Det var i sig selv overraskende flot for indtil videre er Katinka ret glad for at betegne følelser som dum, forvirret og forbavset også når det, for mig at se, drejer sig om andre følelser.

Jeg var glad for at hun blev vred, for vrede er ikke en offerfølelse, men en følelse man kan handle på.

For yderlige at understrege alvoren tog Katinka en bog frem fra hylden, som jeg havde lånt for omkring 3 uger siden og vist nok kun læst for hende een gang før; "Frø er trist". Den læste vi så.

Flere timer senere kommer der nok en nyhed. Vi har ikke fået det indtryk at Katinka sover i børnehaven. Og det har vi ikke fået at vide at hun gør. Men så siger hun pludselig: "Jeg er fem år, så nu er jeg ikke et sovebarn. Børnene tror jeg er et sovebarn." og der ser hun også vred og ked ud af det på en gang. Men det varer ikke længe og så er det ovre og jeg ved ikke hvad det gik ud på.

Jeg har hørt om at børn med autisme og asperger bliver mobbet og holdt udenfor. Jeg har også hørt at børne med autisme og asperger tit mistolker andres intentioner og tror de mobber når de faktisk ikke gør det. Men det er allerførste gang jeg oplever at Katinka komme hjem og fortæller om noget der kunne tolkes i den retning. Og jeg har aldrig selv oplevet at nogle har mobbet hende.

Er det sådan det starter?

Lines historie

Ganske kort læs "Lines historie". Det er en bog der gør indtryk. Læs den en dag solen skinner. Og blive mindet om hvorfor man også skal tage de højtfungerende børn med autismes problemer alvorligt, også selvom de lader til at klare sig fint her og nu. Hvis man kan gøre noget for at forhindre at alt bryder sammen for dem når de når den svære ungdomstid, så skal man da gøre det.

Og se... jeg har lige opdaget at Line har en hjemmeside:

LineHersted.dk