Jeg synes det er et helt essentielt spørgsmål som jeg også kunne stille mig selv i mange andre situationer omkring autisme. Naturligvis er det lidt kunstigt at skille de to ting ad da de har det med at gå hånd i hånd. Men alligevel..
Hvis nu er barn ikke har lyst til at lege med andre børn og man så sætter alle sejl ind for at overbevise barnet om at det er fantastisk at lege med andre børn. Og hvis man nu antager at barnet bliver overbevist men mangler kompetencerne. Har vi så ikke gjort barnet en kæmpe bjørnetjeneste?
Der findes nogle der er overbeviste om at venskaber er den eneste vej til Lykke. Men er der ikke mange andre veje et menneske kan gå?
På den anden side er der børn der meget gerne vil lege og som meget gerne vil have venner men som gang på gang mislykkes med deres forsøg. Det er svært at være vidne til. De børn mangler ikke motivation. De mangler først og fremmest nogle kompetencer eller måske skal de bare at møde nogle børn der deler deres interesser. Måske skulle ville det ligefrem være godt at gøre dem opmærksom på at venskaber og fantasileg ikke er afgørende for et lykkeligt og meningsfuldt liv.
Eller er det?
1 kommentar:
Jeg synes, du har ret i de spørgsmål du rejser.
Jeg synes også at KAT-kassens cirkel-logik giver noget af svaret: at alle venskaber begynder som møder i hinandens yderste cirkel. Og det kræver nursing og tid og måske held at flytte fra cirkel 5 til en cirkel tættere på kernen.
(i bedste kloge happy-hippie-stil er en fremmed altså en ven du ikke har mødt endnu.)
Jeg synes det er een af børneinstitutionernes fornemmeste opgaver at bakke op omkring det enkelte barn og dets udvikling. Og ikke blive fortalere for noget fælles værdiladet noget, som barnet ikke kan bruge til en skid her og nu.
Det er nok vigtigt indimellem som autisme-mor/far at huske på at det med at venskaber og lege driller ikke nødvendigvis er en autisme-ting. Det er noget vi alle har prøvet. Nok måske ikke ligeså markant.
Og jo, man kan være bedste ven med en hund, en bedstemor, sine forældre, en legetøjsbil eller et tog. Bare man forstår personligheden i "emnet" og føler en udveksling.
Du har helt ret i at spørge: hvad er lykke?
Lige på det punkt er jeg tiltrukket af USAs forfatning:
alle har ret til at forfølge/søge lykken (ens egen lykke)
- indenfor loven.
Jeg hører det som at de anerkender at lykke ikke kan udgøre en foreningsmængde. I bedste fald en fællesmængde blandt andre med samme fokus. Men elleres Go for it.
Laaaaang kommentarer. Lad høre fra dig? kh Gitte
Send en kommentar