05 juli 2008

Ude og hjemme og ud igen

Katinka er hjemme igen. Solbrændt og sund og måske endda et år ældre end jeg huskede hende. Alene af den grund er det godt at sende hende afsted på ferie, for at få en chance for at se hende med friske øjne når hun kommer hjem igen.

Farfar havde noteret sig, at når Katinka bliver uopmærksom, når vi taler med hende, så kan vi finde på at sige "se på mig" og "godt!" når hun så gør det. Det havde han så benyttet sig af i sommerhuset. På et tidspunkt var det ham, der ikke viste Katinka tilstrækkelig opmærksomhed, så hun sagde: "Se på mig, farfar!" og "godt!". Så kan han lære det, kan han.

Noget af det første hun så med sine friske øjne, da hun kom ind af døren, var en kugleramme vi havde fundet oppe på loftet under oprydningen. Den var hun straks helt optaget af. Vi talte og vi regnede og jeg kan godt regne ud at det bliver et yndlingslegetøj i den kommende tid. Hun legede skolelærer og jeg skulle være skolebarn. Senere legede vi - på hendes opfordring - PPR-psykolog! Hun var psykologen og jeg skulle testes: "Se, hvad jeg har i kufferten". Så kan jeg lære det, kan jeg.



Senere på aftenen under Disney-show kaldte hun inde fra sofaen. Moar, står der "kat" på bogen? Ja, det gjorde der. Vi har nemlig fået KAT-kassen hjem og sat den ind i vores bogreol. Det bliver altså rigtig godt at få startet op med det, vi skal bare lige have en uges tid til at overveje hvordan vi griber det rigtigt an fra starten.

Om et par timer tager Katinka og jeg ud til morfar, hvor hun skal overnatte til i morgen. Ja, hun er lige kommet hjem og det er SÅ dejligt, men i aften skal vi til et stort og fint og sikkert helt vidunderligt bryllup, uden børn. Vi glæder os.

Morfar har en dejlig stor og børnevenlig halvvild have med både gynge og hængekøje. Den have jeg legede i som barn. Og vejret bliver jo fint, så Katinka får det godt derude. Bare hun kan være udendørs så er alt godt.

Ingen kommentarer: