08 september 2008

Skolen

I sidste uge var vi ude og besøge den skole som Katinka har været skrevet op til siden hun var spæd og alt det her autismehalløj slet ikke havde strejfet vores tanker. Skolen var alt det vi havde drømt om og mere til. Lille skole. Små klasser. Tæt på hvor vi bor, stor vægt på det sociale både mellem børnene og forældre og sikkert også mellem lærerne, der har mulighed for at udfolde deres idéer. Også stor vægt på det kreative, drama og musik og håndværksfag. Og svømning.

Det skal siges at det er en af de skoler med ventelister mange år ud i fremtiden. Vi fik det indtryk at de gerne ville have Katinka ind. Og at de har erfaring med autisme og asperger. Også aktuelt. Både gode og dårlige erfaringer. De går ind for stor åbenhed omkring disse ting forældrene imellem.

Der er bare en lille ting. De vil gerne have at en pædagog fra Katinkas børnehave tager derud med Katinka og et par børn. For at Katinka allerede kender skolen når hun møder op første gang. Men det er vel ikke hele grunden. Det er vel også for at få en snak med pædagogerne i børnehaven. Det er ikke rart at skulle overlade den snak til andre uden selv at kunne være til stede. Det kan jo godt være ret afgørende for Katinka, hvad de fortæller om hende, for vi har jo ikke fået noget endegyldigt ja endnu fra skolen.

Så vi må vist lige have en lille snak med børnehaven i løbet af ugen. Undtagelsesvis. Vi er meget glade for børnehaven, men snak er ikke noget man bruger.

Ingen kommentarer: