En smuk morgen i mit liv

I morges skinnede solen og både Katinka og jeg var glade. Vi kom tidligt ud til børnehaven og gik en tur rundt om søen inden vi gik ind. Katinka spurgte om jeg blev 70 eller 90 år. Jeg foreslog 100 år, men det fik jeg ikke lov til, så jeg valgte 90. Katinka spurgte hvor længe jeg ville elske hende. 49 år, foreslog hun. For evigt og altid, forsøgte jeg og blev helt blød i knæene og trist og glad på en gang. Så gik vi sådan i solen side om side ned til børnehaven, hvor hun vinkede farvel først fra den ene dør og så fra den anden. Sådan kan man også vise sin kærlighed.

Jeg håber aldrig at jeg glemmer denne smukke morgen.