10 marts 2009

Krumspring



I forgårs var det kvindernes internationale kampdag. Katinka og jeg fejrede den i pigeklubben i VUBUF hvor der var diskofest med frugtspyd. Flotte spyd med glimmerkvast og papirparasoller til pynt. Stor succes.

I går morges skulle jeg så lokke min rigtig trætte datter i børnehave og hun insisterede på at parasollen skulle balancere på frugtspyddet hele vejen til børnehaven i den modsatte ende af byen. I regnvejr.

Så er det at jeg begynder at gøre alle mulige krumspring for at undgå at der skal ske parasollen noget med det resultat at hun får en såkaldt nedsmeltning. Jeg er på udkik efter alt hvad der kan true papirparasollens rejse gennem byen. Formaninger og hensyn.

Er det ikke den slags krumspring der lige så stille sniger sig ind når man har et barn indenfor autismespektret? Måske skulle jeg bare lade hende få de nedsmeltninger der følger med og lære af det.

Jeg skulle sikkert have sagt at hun ikke måtte tage den med i børnehave, men jeg tror hun skulle hen og prale med at hun havde været ude og danse.



I det hele tager er turen frem og tilbage noget af en udfordring når hun er træt. Vi skulle nok have sagt ja tak til at få hende hentet og bragt med taxa. Og dog.....

3 kommentarer:

X@Mor sagde ...

...mht taxa...jeg kommer til at tænke på at man jo bombarderes med mange indtryk på sådan en tur gennem byen - med bus, tog , metro, gå-ben. Måske var det ikke helt så "stimulerende" med taxa???

(det er ikke en mening, bare en mrgen-tanke)

X@Mor sagde ...

Var det ikke noget for dig at tilbyde at lave VUBUF's hjemmeside?

Det virker ærligt talt ikke så tiltrækkende at se på den, som at læse dine indlæg :o)

Mona sagde ...

Tak for tilliden. Jeg er sikker på at VUBUFs hjemmeside nok skal blive rigtig fin med tiden - også uden jeg roder mig ind i det - og at der er en grund til at den ser ud som den gør nu.

Men jeg kommer til generalforsamlingen i VUBUF på tirsdag og ser om der er noget for mig at gøre i den sammenhæng. Måske var det også noget for dig?

Og rigtig god weekend!