14 august 2008

Selvstændighed

En af min venner har lånt mig lydbogen "Kan du forstå mig" som handler om empatiforstyrrelser, som f.eks. autisme.

For mig er det mest interessante på CD'en interviewet med Hanne Veje om hendes datter Sofie. Jeg kender lidt til Sofie fra hendes bog og fra den smukke hjemmeside Englesind, som jeg ikke kan finde længere. Hvad mon der er sket med den? Måske er Sofie blevet så stor nu, at hun har sagt til sin mor, at hun ikke vil have at der står alt muligt om hende på internettet?

Beskrivelsen af Sofie er også interessant for mig fordi hun er en pige og Katinka er en pige og der er forskel på hvordan autismespektret kommer til udtryk hos drenge og hos piger.

Sofie var på det tidspunkt hvor hendes mor blev interviewet 10 år. Og Hanne Veje fortæller at det for hende er en god tommelfingerregel at sige til folk at de skal trække 5 år fra hendes alder når det kommer til det sociale. Katinka er 5 år, så hvis jeg skal bruge den målestok så har jeg et lille baby siddende ved siden af mig.

Der er naturligvis store forskelle på Sofie og Katinka og en af forskellene er at Sofie lader til at have været meget bedre til at aktivere sig selv som 5-årig end Katinka er. Katinka vil hele tiden have voksne til at lege noget med hende. Og som regel er det nemmest at lokke os til at læse bøger, så hun er nu lige på nippet til at knække læsekoden.

Alligevel er det der har gjort mest indtryk på mig i interviewet at Hanne Veje fortæller hvordan Sofie er blevet gradvist mindre selvstændig med alderen. I takt med at omgivelsernes forventninger stiger blandt andet. Jeg kan godt forestille mig at vi vil opleve det samme med Katinka. Bl.a. når hun næste år skal starte i skole.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Mener du MINDRE selvstændig med årene eller er det en trykfejl?
For hvis det er det, der skal stå, kunne det være spændende med en uddybning af, hvad det indebærer. (OM det er noget, der er positivt eller negativt for barnets (sociale) udvikling).

Anonym sagde ...

Hejsa.

Englesind var lige nede og vende i forbindelse med vores flytning til Vejle.

Alt hvad der ligger på Englesind er godkendt af Sofie :-)

Sofie vil gerne have andre til at forstå - og skal holde sig første foredrag (hendes helt eget ønske) sammen med mig i februar 2009 :-)

Mange hilsner + tak for en sød side!

Hanne Veje