For nylig hørte jeg en mor sige: 'Når min søn starter i 1.klasse efter sommerferien, skal han gå i klasse med en autist, som har 14 støttetimer. Det må godt nok være et alvorligt tilfælde, og jeg er rigtig nervøs over, hvordan det vil påvirke min egen dreng (negativt).'
Det skal lige tilføjes, at omtalte dreng kommer fra et meget ressourcestærkt hjem og er (over-) stimuleret i alle ender og kanter. Dog tror jeg ikke, at moderen har ret meget kendskab til autisme og dens forskellige fremtrædelsesformer, hvilket måske kan forklare hendes udtalelse.
Jeg er selv mor til Viggo – snart fem år – infantil autist, højtfungerende, som vi satser på skal gå i en almindelig folkeskole, når den tid kommer.
Udover at blive en smule trist over manglen på rummelighed blandt forældre til børn i den danske folkeskole, får det mig endnu engang til at tænke på, hvor negativt det også kan være at have en diagnose, og i høj grad på, hvad det er for billeder, som kører gennem hovedet på menigmand, når de hører ordet 'autist'….
Jeg har i hvert tilfælde svært ved at se, hvordan min egen guldklump, der er meget lidt udadreagerende, men nærmere lidt for fraværende og tilbageholdende, skulle være en trussel for andre velfungerende, 'neurotypiske' børn.
Endelig tænker jeg på, om man helt kan undgå at fortælle om diagnosen, men blot sige: ja, han har nogle vanskeligheder indenfor de og de områder, og det er derfor han har støttepædogog.
Da vi fik diagnosen for et år siden, var det ellers min hensigt, at jeg ville bekendtgøre det frit og frejdigt på et forældremøde i børnehaven. Men dels svigtede modet mig, og dels havde Viggos far den indvending, at ordet autisme netop kunne tænde nogle vrangforestillinger i folks hoved og skabe fordomme imod vores søn. Det beviser udtalelsen ovenfor jo egentlig meget godt.
Baking bread (puzzle)
1 dag siden
1 kommentar:
Vores søn begyndte i en almindelig børnehaveklasse august 2007. Han havde på det tidspunkt ingen diagnose. Der var mistanke om Aspergers syndrom, men det var slet ikke sikkert, at det var "der skoen trykkede". Det kunne også være os forældre, den var gal med.
Derfor involverede vi kun skolens og fritidshjemmets personale i problematikken omkring vores søns adfærd.
Senere blev vi så bebrejdet, at vi ikke på det første forældremøde i september ´07 havde fortalt om hans problemer. For hans klassekammerater fortalte jo hjemme om ham og hans vanskeligheder. At han stak af fra skolen, når han blev frustreret, vred og ked af det.
Vores søn fik ingen kvalificeret støtte i den tid han gik i den skole. Ingen diagnose - ingen støtte. I perioder var der en ekstra person (ikke uddannet) i klassen, der skulle tage sig af ham, hvis han fik problemer, og i nogle frikvarterer var der også nogle til at holde øje med ham.
Vores søn fik omsider sin diagnose i år i februar ´08.
Skal man holde sit barns handicap skjult for de børn og de forældre, der skal være en del af ens liv de næste 9-10 år? Hvis barnet har en diagnose, mener jeg, at man skal melde ærligt ud, hvordan tingene er fat. Fordomme er der nok af - også inden for autismeområdet, men som forældre til et barn med autisme må vi vise omverden, at nok har vort barn autisme, men det også har mange ressourcer.
Havde han bare haft en diagnose fra da han startede i skolen, havde hans skolestart og -liv måske forløbet lidt bedre end det gjorde. Nu starter han så i en specialklasse for børn med autismespektrumforstyrrelser efter sommerferien. Der ved alle, hvad det handler om. Lærere, pædagoger, forældre og børn.
Held og lykke - hvad I end vælger.
Send en kommentar