Hvem så Talent 2008 fredag aften? Det var der sikkert rigtig mange der gjorde. Vi gjorde, efter at Katinka var puttet. Ind kommer Hannibal og siger - for sjov - at han er som et DAMP-barn. I pausen ser vi så Peter Aalbæk gætte på at han har autisme, ikke for sjov. Naturligvis ved Peter Aalbæk mere om Hannibal end jeg gør, så jeg kan naturligvis ikke afvise hans påstand?
Jeg synes det er interessant at holde øje med hvordan autismebegrebet bliver anvendt i medierne, fordi, fordi. Fordi det er med til at tegne det billede folk har på deres indre nethinde når jeg fortæller at Katinka har autisme. Og det har betydning for hendes chancer for at komme i en almindelig skole og alt muligt andet. Hvis folk bruger "autisme" som skældsord, så bliver jeg naturligvis fristet til at holde Katinka diagnose hemmelig.
Hvad siger Hannibal:
"Hvis du går videre, hvad kan vi så forvente af dig i næste runde af programmet? Hvordan vil du overgå dig selv?
- At jeg tager min læge med ind på scenen. Så kan han bevidne, at jeg ikke er så sindssyg, som jeg ser ud, og det er jo egentlig et show i sig selv!"
Baking bread (puzzle)
1 dag siden
7 kommentarer:
Men man kan jo ikke holde det hemmeligt - diagnosen. Folk finder ud af det før eller siden, hvad enten man selv fortæller det eller ej. Et barn der er anderledes skiller sig jo ud.
Jeg tror, at ens barn og man selv som familie er meget bedre tjent med, at man er åben om sit barns diagnose. At man er den, der tager initiativ til at helde ud, at man har et handicappet barn med en autismediagnose. Så forstår folk meget bedre barnets adfærd. For børn taler altså om hinanden derhjemme, og et barn, der er anderledes i børnehaven/skolen bliver lagt mærke til af de andre børn...
Enig med SP. Og jeg tror ikke autisme kan hemmelighedsholdes.
Hvis det kunnne => ikke-autistisk adfærd => ikke autisme => ikke noget "problem". Og så er der jo ikke noget at holde hemmeligt.
Ok så : FRISTET til at FORSØGE at holde Katinkas diagnose hemmelig
Jeg tænkte det samme. Jeg tror kun jeg vil bekendtgøre det, hvis det er absolut nødvendig. Min dreng er først og fremmest et menneske. Hans diagnose kommer ikke hvemsomhelst ved. Især ikke når folk åbenbart generelt er så uvidende, som Ålen gav udtryk for.
Jeg tror nu ikke Ålen er helt uvidende - men det er jo ikke meningen at alle skal vide ligeså meget om autisme spektrum forstyrrelser som vi og de unge med diagnoser inden for feltet, vel? Dét der er væsentligt og som rykker meget mere er at vi der virkelig VED hvad autisme er og som har det tæt, tæt inde på livet hele tiden, at vi fremstår som gode og brugbare eksempler. Dét vil få andre til at forsøge at forstå, få andre til at kigge det emne de troede de vidste noget om lidt bedre an og virkelig SE det der bør ses.
Vi har så hver vores metode til at frestå som gode eksempler på - og med hensyn til forældre til autistiske børn, så er vi også meget forskellige.
Det jeg dårligst bryder mig om er alle de klynkere der findes blandt forældre til børn emd handicaps inden for ASF. De er for mig at se de dårlige eksempler og er ofte folk jeg helt ikke vil sammenlignes med. Så for min del gør jeg en dyd ud af at lade folk og fæ møde os og vores søn uden indpakning, i helt rå form og med alt hvad dertil hører - OG så vise at vi stadig har et godt liv, at vores søn er en dejlig - omend handicappet - dreng og at vores liv i mangt og meget ligner alle andres - OGSÅ selv om vi har et barn eller to der er extra krævende, ligger meget beslag på os og som vi - hele familien - skal tage meget hensyn til - hele tiden - og de er små mennekser for hvem verden kan gå hen og blive et rigtigt svært sted at opholde sig!! Vi har andre børn - store og små - og for dem er det yderst vigtigt for os som forældre at tage fx Ålens udsagn med ophøjet ro - det er sådan de skal kunne udholde/leve med at de har en bror der er autist. De skal ikke blive kede af det og græmmes når der sker ting foran dem som i fredags. De skal løfte sig op over dét og i stedet fremstå som almindelige mennesker med indsigt og anerkendelse af at de har en bror med ASF - og derfor er vores hjem - trods brugen af ufravigelige rutiner, skemaer, medicin, direkte og af og til anstrengt tale, råb og højrøstet samvær med vores søn - åbent for alle vores børns kammerater og venner. Det betyder at de skal kunne komme herhjemme - men også at de skal kunne forstå, se og få indsigt i hvordan det kan være, når man lever sammen med en dreng med Infantil Autisme og mental retadering i middelsvær grad.
Så nej - aldrig gemme det bort - aldrig opgive at forklare, vise og medinddrage - men fremstå som et positivt og ægte eksempel, dét vil vi rigtig gerne - også for Ålen, hvis det sku' være...
Kh Susanne
En god indstilling ha,
Send en kommentar