En normal pige

Inspireret at et indlæg på "Den stille pige og Junior" kan jeg fortælle at da vi ventede Katinka fik vi både tripletest og fostervandsprøve. Jeg var næsten 40 år og tripletesten viste en meget forhøjet risiko/chance for at barnet havde Downs syndrom. Det hele gik så hurtigt, så vi først fik lejlighed til at diskutere om vi ville beholde barnet mens vi ventede på resultatet af fostervandsprøven. Vi blev enige om at det ville vi. Resultatet af prøven, og jeg har det på skrift, var:

"En normal pige"

Tjaae, sådan kan vi da bare vælge at se på det.

Jeg er overbevist om at rigtig, rigtig mange ville vælge at abortere et barn med autismespektrumforstyrrelser. Vi ville måske også have valgt det, det skal jeg ikke kunne sige. Det jeg husker er, at jeg havde rigtig mange skræmmende fordomme om hvad autisme gik ud på, inden jeg begyndte at sætte mig ind i det. Noget om at det ikke var muligt for dem at relatere følelsesmæssigt til andre mennesker og at de ikke havde nogen fantasi og meget andet ævl.

Der er mange her i vores lille smørhul, der ikke har nogen anelse om at mennesker med autisme først og fremmest er mennesker.

Og tænk lige på hvor mange penge samfundet kan spare, hvis folk vælger at abortere børn, der har "særlige behov". Skræmmende tanke, ik? Hvem bekymrer sig om, hvad der kan betale sig?

Hvor ville vi stå som forældre hvis vi valgte - på trods af testresultatet - valgte at få børn indenfor spektret. Hvad ville det betyde for hvilke tilbud de og vi ville få? Måske kan forældre til børn med Downs syndrom give et fingerpeg.