17 juni 2008

Mødet med talepædagogen

I fredags var jeg og en pædagog fra børnehaven til møde med talepædagogen. Hun ville fortælle hvilke observationer hun havde gjort angående Katinkas sprog. Hun havde taget sådan en prøve om sprogforståelse, Reynell, som Katinka også tog på Bispebjerg for omkring 1½ år siden og Katinka er rykket meget, så meget at hun stadig kun er 7 mdr. bagud i forhold til den alderssvarende udvikling. Hendes ordforråd er alderssvarende.

Talepædagogen spurgte om Katinka har en særinteresse for tal, for hun havde lagt mærke til hvordan testen var bygget op og hvilket materiale der svarede til hvilket spørgsmål. Det var hun vist ret imponeret over. Katinka er faktisk ret glad for tal i disse dage, men en særinteresse vil jeg ikke ligefrem kalde det. Og det er en interesse vi bakker fuld op om. Hvis hun skulle have lyst til at lære at lægge sammen og trække fra og tælle til hundrede, så kan det da ikke skade, vel?

Katinkas største sproglige problem er det socialt kommunikative og dså den før omtalte latenstid. Men ekkolalien har ligesom fortaget sig.

Talepædagogen mente at alle Katinkas sproglige vanskeligheder hang sammen med autismen og ikke spor andet. Derfor havde hun nu fået lovning fra specialtalepædagogkorpset på Islands Brygge at de ville komme ud og kikke på hende efter sommerferien før eller siden. Er der nogle der har erfaring med det?

Det var faktisk rart at have en pædagog med til mødet, for det gav mig anledning til at høre hvilke sproglige observationer der var gjort i børnehaven OG gøre dem opmærksomme på de sproglige ting som jeg havde observeret. Vi roste også hinanden gensidigt da mødet var forbi.

Ingen kommentarer: