Jeg har store etiske betænkeligheder med jeg-formen, især i de perspektiverende sætninger. Jeg har flere steder læst at mennesker med autisme har problemer med jeg-dannelsen. Jeg ved ikke om det har hold på sig, men hvis det har synes jeg at det er meget betænkeligt at diktere hvilke følelser og tanker barnet har eller bør have. Ja, det er muligt at større børn eller meget velfungerende børn vil være i stand til at opfatte det som et oplæg til diskussion at man påstår at deres motiv, deres tanker og deres følelser er sådan eller sådan. Men vil mindre børn også kunne det? Eller risikerer vi at opfordre til falsk jeg-dannelse eller sådan noget? Jeg er naturligvis klar over at det altid vil være en individuel afvejning. For nogle børn med meget uhensigtsmæssig adfærd er det her en luksusdiskussion.
Jeg tror man kan finde en eller anden måde at udforme de sociale historier så man kommer ud over de betænkeligheder. Forslag modtages.
På den anden side kan jeg godt lide at de perspektiverende sider giver os forældre en mulighed for at øve vores empati. Vi får mulighed for at sætte os ned og prøve at forstå hvad baggrunden monstro kan være for at barnet gør det der kan forekomme uhensigtmæssigt.
Og jeg kan rigtig godt lide den del af de sociale historier hvor vi voksne skal forklare hvorfor det er bedre at gøre noget andet. Det kan virkelig få ens normer frem i lyset. For hvis skyld skal barnet ændre den givne adfærd? For barnets egen skyld? For forældrenes? Eller for samfundets skyld? Det kan sikkert give mange dybe diskussioner.
Indtil videre har vi fundet frem til at vi kan forsøge at formulere nogle sociale historier for vores egen skyld. For at få sat ord på hvad vi forventer af Katinka og hvorfor og for at vi kan udtrykke os klart og ensartet når vi præsenterer vores forventninger for Katinka. Indtil vi finder en løsning på jeg-forms betænkelighederne læser vi dem ikke højt for hende.
"Jeg hedder Mona og er 44 år. Jeg bor på Amager med Michael og Katinka. Når jeg har hentet Katinka i børnehaven om eftermiddagen er jeg tit træt og lidt stresset over at jeg skal lave aftensmad, bade Katinka og lære hende noget. Michael og Katinka kan godt lide når jeg er glad og afslappet. Jeg kan prøve at sætte en CD på med noget beroligende musik når vi kommer hjem. Beroligende musik gør mig glad og får mig til at slappe af."
9 kommentarer:
Jeg hedder Michael og er 41 år. Jeg bor på Amager med Mona og katinka. Jeg vil gerne være med i den nye version af Anonyme Alkoholikere, men jeg kan ikke finde ud af at skrive om min "isme". Derfor bliver jeg tit frustreret. Jeg skal huske ikke at blive sur over ikke at kunne finde ud af klassiske østrogendyder. Det er nemlig bedre at mor gør det har jeg på mit kursus. Mor vil nemlig gerne. Hun er nemlig voksen.
hej med jer.
Jeg havde skrevet et langt og følelsesladet indlæg til alle jer forældre der har overskud (sikekrt ikke tid) til at lave blog og besvare de indlæg der nu måtte komme. Det blev desværre slettet i samme øjeblik jeg "lige skulle" registerer mig og vælge identitet. Nu gengiver jeg i en kortere version. PPR mener at min søn har en " gennemgribende udviklingsforstyrrelse, med udviklingspotentiale", men de vil ikke henvise til børnpsyk. da det ikke altid er en fordel at få diagnose på, grundet en social stempling. Sønnens far, som jeg ikke længere bor sammen med er enig!
5 ud af 7 dage på en uge, er jeg da også enig, men når verden virkelig slår knuder i forhold til grænsesætning eller alternativer til samme, så drømmer jeg om psykiater, kurser og ikke mindst forståelse fra mine omgivelser. Når sønnike er puttet, sidder jeg så her, på nettet og læser om Asperger, blogs og interessante links. I er alle så fantastiske til at skrive på en humoristisk måde om sociale historier om afføring, dejlige sange, tåbelige møder med systemet og meget andet. Jeg behøver ikke oprette min egen blog, for det jeg vil skrive er allerede skrevet. er det nu den rette diagnose, er det ikke bare mig, der gør noget forkert?
Jeg har valgt mit bruger navn, fordi jeg er handywoman -og elsker det, jeg er mor til en dreng med handicap og sidst men absolut ikke mindst også er handicaprådgiver i en B&U forvaltning. Misbrug det dem der vil! Hvis jeg kan være behjælpelig med at forklare om ret eller uret, så misbruger jeg jeres blog, hjemmesider og indlæg til at finde mine egne ben at stå på i en for mig, ny og spændende verden.
Kærlig hilsen
Handymor
ps: så blev det vist ikke så kort alligevel!
Hej Handymor (- det ville jeg også gerne være...)
Jeg var bare så meget imod sidste år at vores dreng skulle udredes på børnepsykiatrisk afdeling. Jeg fik dette gode og kloge råd af en anden mor med et handicappet barn (som kender mig og som kender handicapforeningsverdenen):
Få den diagnose. Had det hele vejen igennem, men få en diagnose.
Fordi diagnosen åbner op for økonomisk støtte hvis I får behov.
Måske få I aldrig behov for hjælp og så er diagnose bare et stykke papir I har. Men får I behov kan I søge. Hvis I får problemer men ingen diagnose har skal I først igennem hiospital og problemer før I evt. får mulighed for at søge - og måske få støtte.
Jeg - og min bekendte - er altså uenige med Jeres PPR. Diagnose=(mulighed for at søge) penge. Minus diagnose + problemer = Ingen (umiddelbar mulighed for at søge)
penge.
Måske er det slet ikke en diagnose til din søn du lige nu har brug for.
Måske har du mest behov for noget god terapi til dig selv?
Misbrug bare løs - du er velkommen.
Kh
Kære Handymor
En diagnosticering fører ikke til stigmatisering. Det gør den ikke fordi du ikke har pligt til at oplyse nogen om den. Og hvis PPR ikke vil lave en henvisning, så få din privatpraktiserende læge til at gøre det. Det er ikke PPR der bestemmer. Det er dig og sønnens far. Hold fast i det!!
Jeg er helt enig med Gitte i at hvis en dag I har brug for hjælp så er det rigtig godt at have en diagnose klar. Men.. det er ikke en garanti for at I så rent faktisk får hjælp. Men sandsynligheden er alt andet lig større.
Få diagnosen og læg den i en skuffe til den dag den bliver nyttig.
Hej Gitte og Mona.
Hvor er i gode og kloge. Det er sådan jeg har tænkt hele tiden, men når rådet går i en anden retning, bliver man helt i tvivl. Min søn har stadig 2 år tilbage i børnehave til han SKAL starte i skole, så det vare lidt inden PPR skal til at tage stilling til noget og evt. have pengepungen op af lommen. Jeg har hus til salg og overvejer også ofte om jeg skal blive boende i det miljø min søn kender og der kender ham, eller jeg skal finde en børnehave med mindre en 80 børn i nærheden af en friskole, fx. en kristen en af slagsen med kun 15 elever i klassen.
Men som Gitte ganske rigtigt skriver, så er det nok mest mig der har behov for hjælp og ikke sønnike. Med lidt held, kan jeg få åben rådgivning af en familierådgiver i min kommune, der ved noget om asperger og hvis det er nok, så kan jeg jo altid "aflyse" undersøgelsen hos psykiateren.
Det sværeste -som jeg også har skrevet mig bag mit "proffesionelle øre" er min frustration, når jeg fortæller kollegaer eller veninder om episoder der har været svære. Så er der altid episoder hjemme hos dem, der er ligesådan..... Og de har altså ikke asperger børn!
Så endnu engang: tak for jeres dejlige og humoristiske historier.
kh Handy mor.
"en børnehave med mindre en 80 børn i nærheden af en friskole, fx. en kristen en af slagsen med kun 15 elever i klassen." - det lyder jo som sød musik i mine ører!
Dit dreng kan godt klare et miljøskifte, hvis du er der for ham. Min dreng reagerede på vores skilsmisse og flytning til ny lejlighed sådan: ingen kunne mærke noget på ham, kun hos mig nægtede han i 3 måneder at gøre noget at det han plejede og/eller lige var begyndt at ville gøre (fx spise ved spisebordet, selv øse op).
Men så gjorde han det igen, og den fase var vi så igennem. Den var sej, for ingen, der kendte min søn forstod, at han ikke bare var som han plejede. Alene-mor kan virkelig betyde alene mor.
I kan klare alt, og han kan klare alt - hvis du kan klare alt (!).
Den med kollegaerne kender jeg kun alt alt for godt.Puh, den er drøj.For den viser os autisme-mødre, at de faktisk ikke forstår det, når de siger, at de virkelig godt forstår det! Kommunikationskløft. Den er uoverstigelig er min erfaring pt.
Man forstår jo ikke noget, man ikke forstår, og det er jo ingens skyld.
Jeg interesserer mig for autisme, fordi de siger, at min søn har autisme . Hvis min søn ikke havde fået diagnosen autisme, interesserede jeg mig sandsynligvis ikke for autisme.
kh
I inclination not agree on it. I assume polite post. Specially the appellation attracted me to study the sound story.
Nice dispatch and this enter helped me alot in my college assignement. Say thank you you on your information.
[B]NZBsRus.com[/B]
Escape Crawling Downloads With NZB Downloads You Can Rapidly Find Movies, PC Games, MP3s, Software & Download Them at Accelerated Rates
[URL=http://www.nzbsrus.com][B]NZB[/B][/URL]
Send en kommentar