En pionerfar i matriarkalsk selvforherligelse?

Efter 3 workshops i Pionergruppen er det tid til at gøre lidt status set ud fra et fædrene synspunkt.

Lad mig lige indledningvist sige at jeg egentlig er utrolig glad for pionergruppen. Det er fantastisk skønt at møde andre autismeforældre. Mennesker som vi deler et slags skæbnefællesskab med. I gruppesamlingerne er det min oplevelse, at der er plads til at alle kan komme til. Ingen problemer er for små og alle problemer er relevante problemer.

Workshops’ene har jeg det straks haft det meget vanskeligere med. De 3 har været vidt forskellige hvad indholdet angår. En om struktur og visualisering, en om KAT-kassen og i dag en om sociale historier. Workshoppen om KAT-kassen var virkelig fænomenal. Vi fik præsenteret et arbejdsredskab som vi kunne gå hjem og bruge hver især. Hardcore information. Sådan, there you go og ikke så mange dikkedarer med det!

De to andre workshops har derimod, set i et samlet hele, været ganske forfærdelige. Ikke fordi at jeg ikke fik noget med hjem. Tværtimod. Der kom masser af nyttige og brugbare tips og tricks på bordet. Det var ikke indholdet der var noget i vejen med. Det var formen. Vores søde og superkompetente pionergruppeleder Kirsten havde til begge gange fået et par erfarne pionergruppeforældre med som oplægsholdere. Kvinder.

Ved den første workshop lagde den ene såmænd ud med at sige at de da bare lavede hele deres liv om da de fik et autistisk barn. Tjulahop og et knips med fingrene og så var den ged ligesom barberet. Derudover fik jeg det indtryk at det var et kæmpestort show off i hvor store supermødre de var og præsenteren af deres klippeklistre-evner og hittepåsomhed. Det var i hvert fald ikke manglende innovationsevne de ville signalere. Det kunne jeg egentlig godt abstrahere fra, vi kunne jo bare tage det vi havde brug for, der var trods alt ingen klippeklistretvang for fædre med med ti tommelfingre.

I dag gentog sceancen sig så. Den selvsamme type supermødre skulle fortælle om sociale historier, men ville da ikke undlade at gøre opmærksomme på at præsentere det i fikse laminerede opsætninger, smiley-barometre og jeg skal gi dig skal jeg. Nå ja, tænkte jeg, det er jo de selvsamme fikserier som sidst. Det lærer jeg såmænd nok at leve med. Lige indtil jeg bladrede i de af supermødrene medbragte sociale historier og læste følgende i en historie ved navn ”Når mor og far ikke siger det samme”: ”Jeg siger bare til mor, at det skal hun selv tale med far om, for det er mor der er den voksne og har det ansvar. Det vil mor gerne!”

Der fik jeg så en AHA-oplevelse af de større. Det er mor der er den voksne. Det er mor der klippeklistrer. Det er mor der skriver deres børns sociale historier. Det er mor der videreformidler hvor gode mødre de er, hvor meget de er involverede i deres barn og hvor meget de forstår deres barn. Jeg har virkelig været præsenteret for matriakalsk selvfedme på et højere og alt for kvalmende plan. Jeg havde faktisk allermest lyst til at udvandre i protest.

Hvor fanden er alle fædrene henne? Er vi bare blevet reduceret til umælende skafferdyr et ude i periferien. Til ham der løfter tunge ting og tjener penge til den årlige tur til LEGO-land, alt imens mor har helliget sig projekt autismebarn? Sådan er det jo ikke, er det? Er vi fædre ikke mindst lige så meget involveret i vores autismeunger som de klippeklistrende supermødre - på vores egen kiksede måde?

Jo, gu er vi så. Børns største forbillede er forældren af samme køn. Langt den største del af børn med autisme er drenge. Og fædrene er der. Det må de sgu da være? Goddammit. Jeg er der! Man skulle sikkert ikke tro det, men jeg har faktisk engang været en dreng. Og jeg ved hvordan drenge er. Og drenge er først og fremmest drenge, ikke et af ”disse autismebørn” der skal involveres i et projekt supermor.

Jeg føler mig som far efterhånden lidt som det tynde øl i gruppen. Og jeg kan sgu da umuligt være den eneste mand i forsamlingen der har det på den måde? Er jeg kuppet af kvinder der synes det er et hit at skrive ”jeg-historier” som barnet så kan tage med i skole, børnehave, på koloni osv. Af mødre der i al kvalmende velmenhed overtager barnets jeg. Af mødre der nok skal skrive hvad ”jeg” tænker, tror og føler.

You took the words right out of my mouth, It must have been while you were kissing me.

Jeg kunne brække mig.

Ok, there I said it - måske trængte far bare til at få luft?