"Jeg kan ikke nok understrege betydningen af, at børn får en forståelse af sig selv. Når de ikke kan få øje på årssagsrelationerne mellem deres særlige svage sider og de vanskeligheder, de oplever i skolen, vil de være tilbøjelige til at lave fantasier om sig selv. Uheldigvis er deres fantasier for det meste langt værre end virkeligheden. De kan tro, at de er retarderede, skøre eller bare fødte tabere. En sådan selvopfattelse kan føre til fatalisme og en stærk tro på, at det ikke nytter noget at gøre sig umage i skolen. Hertil kommer, at når børn oplever sig utilstrækkelige hele vejen igennem, så vil de sandsynligvis miste motivationen fuldstændig."
Ideen er at når børnene selv kan sætte ord på deres vanskeligheder, så kan de arbejde bevidst med dem og det lyder rigtigt og respektfuldt, men som altid er der mindst ét men; hvad hvis de voksne der skal bibringe børnene forståelsen af sig selv også har fantasier der er langt værre end virkeligheden? Hvad vil det gøre ved barnet at få at vide at det ER retarderet, skørt og født taber? Er det ikke alt for tit den virkelighed der møder vores børn? Hvordan giver man barnet en solid viden og samtidig en sund skepsis overfor autoriteter?
Der er en anden grund til at jeg er optaget af begrebet afmystificering. Hvis man udvider begrebet til hele autismefænomenet, så er det i den grad omgærdet af ord som mysterie og gåde og billeder af puslespilsbrikker. Jeg er den først til at lade mig forføre af en god gåde, så ved I det, men hvem drager fordel af at lade autisme fremstå som noget mystisk? Og kunne man ikke forestille sig at det havde negative konsekvenser for vores børn?
Var der måske noget at vinde ved en ordentlig gang afmystificering? Og ville det ikke være på tide at genoverveje hvordan vi illustrerer og italesætter autismespektret?
Og så fandt jeg lige et symbol der skal illutrere mit møde med myndighederne efter min datters diagnose:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar