20 maj 2008

Fundet!

I sidste uge fik vi i Pionergrupperne en opgave der gik på at vi skulle finde ud af hvem der er vores børns PPR-psykolog. En PPR-psykolog spiller her i København en vigtig rolle fordi det er hende eller ham der skal sende en indstilling videre til Birgitte Park om skolevisitering. Det var ihvertfald hvad jeg troede, men måske har jeg taget fejl.

Det var lidt indviklet at finde vores PPR-psykolog for vi bor i et distrikt, Katinkas børnehave ligger i et andet distrikt og børnehavens opsamlingssted ligger i et tredie distrikt. På børnehavens hjemmeside kunne vi se at den var tilknyttet PPR i Valby, hvor opsamleren ligger, så vi ringede dertil og fik at vide at det er korrekt, men at det ikke gælder basisbørnene. Vi fik så et nummer på en på hovedkontoret i Islands brygge, som viste os videre til en tredie, som vi ikke kunne komme igennem til i går.

Her til morgen da jeg afleverede Katinka i børnehaven var der en kvinde jeg ikke havde set før. Hun præsenterede sig som Anne-Marie og jeg ved ikke hvorfor men min intuition sagde mig at hun var PPR-psykolog og ja, det var hun. Også for basisbørnene. Hun mente at Katinka slet ikke var kendt af PPR og sagde at hun ville ringe tilbage når hun havde undersøgt sagen. Hun ringede tilbage i eftermiddags og fortalte at vi var blevet væk i systemet, men at nu hvor vi var fundet så hører vi til hos hende og vi har allerede en tid i næste uge.

Jubii. Vi har fået en PPR-psykolog. Det rykker i disse dage. Nu har vi både talepædagog og PPR-psykolog og pionergruppe. Så skal det nok gå altsammen.

Ingen kommentarer: