Idealer og realiteter

Jeg er kommet i tanke om hvordan neurodiversitet (at det er fint at mennesker er meget forskellige) og ABA (anvendt adfærdsanalyse) kan være i samme stue. Det er et spørgsmål om det normative og det deskriptive.

Verden BURDE give plads for at mennesker med autismespektrumforstyrrelser er lige nøjagtigt som de selv ønsker at være - når det ikke begrænser andres tilsvarende frihed. Den tanke er baggrunden for neurodiversitet. ER verden så rummelig? Nej, det er verden ikke. Verden og i mindre målestok Danmark er meget fordømmende over for mennesker, der er anderledes. Det er trist nok, og helt sikkert noget jeg gerne vil bidrage til at ændre på, men hvis nu det ikke lykkes mig at ændre verden inden Katinka skal ud i verden, så må jeg lære Katinka at klare sig i en fordømmende verden og allerhelst uden at det går ud over hendes selvværd.

ABA interesserer sig udelukkende for adfærden. ABA har ikke - som mange andre tilgange - en teori om de indre tilstande og dermed heller ikke en holdning til om Katinke inderst inde er rigtig eller forkert skruet sammen. Og jeg synes hun er helt rigtig indeni. Vi kan forhåbentlig støtte hende i at bevare troen på sin egen integritet og kerne og samtidig lære hende nogle ydre færdigheder der gør det nemmere for hende at agere i verden. Jeg tror at ABA er den tilgang der gør netop det bedst.