DDT - kend dit barn - 2

Dit barn er udgangspunktet - og selvom det er en næsten umulig opgave som absolut subjektiv forælder er der ingen anden vej end at lave en grundig beskrivelse af dit barns fejl og mangler (i forhold til at klare sig lige så godt som sine jævnaldrende i det samfund som barnet skal vokse op i og som ingen rigtig ved hvordan bliver). Fejl og mangler? Jeg er træt af at kalde det udfordringer og udviklingspotentiale. For lige nu er jeg bare vred. I morgen er jeg sikkert glad igen og klar til at pakke det hele ind i lyserød tyl.

Hvad med barnets kvaliteter og styrker? Ja, også dem. De skal også kortlægges, for uden dem når man vist ingen vegne.

Hvad gør man? Man tager først og fremmest og kikker i diagnosen. Hvad står der i den? Og hvor gammel er den - er den stadig relevant, for ellers må man gøre det om? Tror man på de observationer der blev gjort, for ellers skal må gøre det om.

Hvis diagnosen er relativt ny og man har relativ tillid til resultatet og observationerne (hvor mange der er gjort varierer i utrolig grad ligesom alt andet) så har man lidt at begynde med.

Hvis diagnosen går på infantil autisme så må man gå ud fra at man skal gøre noget for at fremme den elementære sproglige udvikling, hvis barnet er lille eller en anden form for kommunikation, hvis talesprog er opgivet.

Hvis diagnosen er asperger så kan man hoppe direkte til sprogbrugen - den semantisk, pragmatiske sprogbrug og de sociale færdigheder.

Så er der den sociale subtype. Det er også et fingerpeg om hvor man skal tage fat.

Hvis barnet er fjernt, så skal der satses benhårdt og intensivt på at få kontakt. Øjenkontakt bl.a. og en eller anden form for kommunikation.

Hvis barnet er passivt skal man lære barnet at tage initiativ. Og måske arbejde med motivation og selvværd.

Hvis barnet er aktivt men sært (jeg stejler hver gang jeg hører det udtryk, men sådan hedder det altså) så skal man i gang med at forklare de uskrevne regler der foregår mellem mennesker.

Og hvis barnet er stift og formelt skal man arbejde med perfektionisme og måske humor, perspektivtagning, engagement og kunst.

Så er der det område der hedder forestillingsevne - det er et område der spænder meget vidt fra ekkolali, snurren rundt og til særinteresser. Måske er noget beskrevet i diagnosen, måske er det slet ikke til at overse. Det er egentlig en brokkasse - som jeg vil foretrække at dele ud i nogle andre kategorier. Ekkolali har at gøre med den sproglige udvikling, snurren rundt har at gøre med sanseintegration og særinteresser er en helt fin ting, hvis man lærer barnet ikke at trætte andre med det.

Sanseintegration er et kapitel for sig. Der skal man helst have fat i en fagperson. En ergoterapeut eller lignende. Det er temmeligt svært selv at gøre de iagttagelser og drage de konklusioner. Til gengæld er der rigtig meget man selv kan gøre når man først ved hvilke sanseintegrationsproblemer barnet måtte have.

Motion? Er barnet hypermobilt? Det er der åbenbart mange med autisme der er. Så er det om at sørge for godt fodtøj og masser af motion. Fysisk aktivitet er vigtigt for alle med autisme, mere end andre børn, fordi det får dem til at agere i den ydre verden. Og det er også vigtigt at være opmærksom på at børn med autisme ikke nødvendigvis selv kan fornemme og tolke sine kropslige reaktioner og også derfor kan have svært ved at opdage sine følelser.

Børn med autisme skal lære at genkende sine egne følelser, hvis de ikke allerede kan. Og lære at være opmærksomme på kropslige advarselssignaler, f.eks. på tegn på stress.

Kosten er et kapitel for sig. Nogle er meget kræsne. De skal lære ihvertfald at spise en ensidig varieret sund kost. Nogle spiser non-food. Begge dele hænger sammen med sanseintegrationsforstyrrelser og det kan ændre sig helt af sig selv med tiden. Nogle vil have godt af en gluten- og kaseinfri diæt. Der er forskellige tegn man kan være opmærksom på som tyder på at det er en god idé at prøve af. Før man prøver kan man få foretaget en test der yderligere viser om der er grund til at tro at det vil nytte. Mange har glæde af fiskeolie, Eya-Q, det er dyrt og kan være svært at lokke i barnet. Til gengæld er det så vidt jeg ved helt fri for negative bivirkninger. Hvis barnet er hyperaktivt så kan man undlade azofarvestoffer og se om det gør en forskel.

Problemadfærd? Destruktiv og selvdestruktiv adfærd i alle afskygninger. Hvordan griber man det an? Mindre stress og bedre kommunikation og problemløsningsfærdigheder?

Selvhjælpsfærdigheder? Hvad kan mit barn lære at gøre selv. Hvad forventes børn i hendes alder at kunne selv? Hjælpefærdigheder? Hvad kan mit barn gøre for familien og vennerne, som vil blive værdsat? Hvordan bliver mit barn rart at være sammen med for mennesker, der ikke elsker det?

Hvad kan ganske almindelige forskellige børn på mit barns alder egentlig? Det er ikke det perfekte barn vi stræber efter her, vel? Men et barn, der ikke får alt for mange knubs i den her verden, der ikke er skabt til børn med hendes egenskaber.

Hvordan lærer man barnet det det skal lære? Først og fremmest er det godt at vide om barnet har en bestemt læringsstil. Man taler meget om at børn med autisme tit er meget visuelle. Det vil sige at det vil være smart at gøre brug af billeder når man lærer dem noget, hvis det aktuelle barn altså rent faktisk ER visuelt lærende. Nogle er ikke. De tager naturligvis ikke skade af at se på billeder - med mindre det træder i stedet for sprogligt stimulerende kommunikation, men al den energi der nogle gange investeres i at producere billeder (som er så dejligt synlige, at man kan vise produktet frem) kan måske med fordel anvendes til noget andet.

Man skal også kikke på sin egen stil? Er man et roligt gemyt eller viser man sine følelser tydeligt? Afventer man barnets reaktioner eller skubber man på? Passer det til barnet temperament? Skal man evt. ændre adfærd? Hvilke ting kan man selv med fordel lære barnet og hvad skal man overlade til andre? Er der andre? Hvilke mennesker er klar til at stille op og hvad har de at byde ind med?

Når man har fundet en konkret ting, som man vil støtte barnet i at lære, hvordan splitter man det så op i mindre bidder så det kan læres lidt af gangen, hvordan samler man det igen? Hvordan øver man det i naturlige og uforudsigelige situationer og hvordan sørger man for at barnet også kan det, som det har lært derhjemme, når det er i børnehaven eller et andet sted? Hvordan evaluerer man det man har gjort? Hvornår har man prøvet en bestemt tilgang længe nok? Og hvordan ved man om det virker?

Her er lidt at gå i gang med. Fortsættelse følger, vær vis på det.