19 maj 2008

Nem = nem at overse

Jeg har en bange fornemmelse af at når det kommer til autismespektrumforstyrrelser så har man i Danmark mest fokus på at forhindre problemadfærd og mindst på at lære børnene nogle færdigheder, så de kan klare sig på den såkaldte normale verdens præmisser.

Vel og mærket problemadfærd, der giver andre problemer, for det kan man ikke undgå at bemærke. Til gengæld er det ikke ret synligt at et barn måske ikke er god til at udtrykke sine tanker og behov. Det er umiddelbart kun et problem for barnet selv hvis det ikke lærer at kræve sin ret og sin plads i samfundet. Sådan et barn er nemt og nemt at overse, men i høj grad handicappet, når det kommer til at klare sig et kommunikationssamfund med individualisme = egoisme som kerneværdi.

Samme handicap rammer forældre til børn med autisme. Hvis man vil have ordentlige tilbud til sin barn i løbet af dets opvækst er det om ikke at holde sig tilbage. Ring rundt og bliv ved. Skriv og bliv ved. Lad følelserne få frit løb på rette sted. Hyr en advokat - læs til journalist. De der har overskudet til at kæmpe den kamp, de får det de beder om og så får myndighederne fred. De der ikke har kræfter eller personlighed til at gøre det på den måde de må nøjes med resterne. Og deres børn må nøjes med resterne. For kommunernes administration er bygget sådan op at hvad der bevilges til et sårbart barn tages fra et andet sårbart barn. Jungleloven hersker her. Og jeg bebrejder ikke de der magter kampen - jeg forstår dem. Men det ER ikke retfærdigt.



Mange piger indenfor autismespektret er i den kategori som kaldes den passive. De er de stille piger der er nemme og nemme at overse. Men fordi de ikke giver problemer er det ikke det samme som at de ikke har problemer. Problemerne er bare nemme at overse fordi pigerne ikke gør opmærksom på dem. Og fordi deres problemer ikke er ret godt beskrevet i litteraturen. De er en minoritet i minoriteten.

Gør noget for de nemme! For de stille piger og drenge og for de forældre der holder sig tilbage.

Denne blog er mit diskrete opråb ..... RÅB OP!!

Ingen kommentarer: