Hægtet af

Der er lige kommet en indkaldelse ud til ABA-foreningens landsmøde. Og lige meget hvor godt det rent faktisk går med Katinka og hvor meget hun lader til at udvikle sig. Og selvom vi føler at vi er begyndt at finde ud af hvordan vi selv hjemmestikker en autismepædagogik der lige passer til hende, så er det ikke særligt rart at sidde med den der invitation til landsmødet og vide at vi for det første ikke har råd til at deltage og for det andet ikke har noget at gøre i det selskab.

Der sidder en lille gruppe mennesker der har fat i den lange ende og har evidensbaserede programmer for at hjælpe deres børn og et hold af professionelle der tager opgaven alvorligt. Jeg under dem det, for misundelse er en grim ting og vi har trods alt en højtfungerende og nem pige og håb for at det nok skal gå på en eller anden måde. Men det burde være en selvfølge at opleve at nogle påtager sig at lære barnet det, der skal til for at det kan klare sig i den her umulige verden. Eller i det mindste lærer forældrene hvordan de skal gøre. Er det for meget at forvente?

Samfundet: "Goddag, der er noget helt galt med din datter. Vi giver hende lige et stempel. Og skrub så hjem og pas jer selv."

Nå ja, det er der ikke nogle der gør noget. Så det må vi selv. Og måske skulle vi bare melde os ud af ABA-foreningen.