Forventninger

I går hentede jeg Katinka fra børnehave og fortalte hende at vi skulle til en sandalbutik og bestille nogle nye sandaler til hende, fordi det snart er sandalvejr. Hun var helt med på den. Sandalbutikken er en bandagist, for som en slags plaster på såret fik vi bevilling på fodtøj til Katinka da hun fik autismediagnosen, for udover autisme er hun også hypbermobil. Vi havde ringet i forvejen for at bestille tid, men fik at vide at vi bare skulle komme forbi. Bandagisten ligger et sted der er lidt svært at komme til med offentlig transport, så for en lille træt pige var det lidt af en ekspedition. Da vi så kom derhen fik vi af en sur dame at vide at vi skulle bestille tid og det ikke var hende vi havde talt med. Så blev Katinka ked af det og græd og vi måtte lokke med is og med at hun blev båret hjem hele vejen på sin fars skuldre - de bærer lidt af hvert. Men det var ikke glemt. Både i går aftes og her til morgen har hun fået tårer i øjnene og sagt "jeg vil have sandaler". Øv altså. Og der var ikke noget sandalikon på hendes kalender. Hvordan kunne vi have skånet hende for den oplevelse? Vi kunne have ladet være med at sige hvor vi skulle hen og hvorfor. Det gjorde mine forældre tit når vi f.eks. skulle i Tivoli, så skulle vi bare køre en tur og pludselig var vi i Tivoli og alle var glade. Jeg kan også bare tænke at hun forhåbentlig har lært noget af den oplevelse. Måske har hun lært at man ikke altid stole på at forældre holder det de lover.....