Hun er nem. Hun kan udtrykke stort set alt med sit sprog, skønt det ikke er helt alderssvarende. Hun snakker på livet løs - og kommer også med en masse gentagelser. Hun har venner. Faktisk har hun 5 venner som nødvendigvis SKAL inviteres med til hendes fødselsdag om godt to uger og det er uden jeg regner hendes nye børnehavevenner med. Hun kan lege, skønt hun ikke ligefrem er fremragende til fantasilege.
Hun er glad. Hun har humoristisk sans og kan lide at drille og være fræk. Hun synes at vrøvl er sjovt. Hun griner og smiler meget. Hun kan lide at kysse og kramme.
Hun har ingen særinteresser, faktisk har hun vist ikke rigtig nogle interesser. Vi kan går igennem en Toys'R'Us uden at hun udtrykker noget ønske om at vi skal købe noget. Hun kan ikke svare når vi spørger hvad hun ønsker i fødselsdagsgave. Hun spørger: "Hvad ønsker jeg mig, mor?" Hun tager forandringer uden at kny. Hun får ikke anfald. Det gjorde hun før hun fik sprog, men ikke længere.
Hun elsker at synge og klippe. Hun er glad for bogstaver og her på det sidste også glad for tal. Hun er normalt begavet og meget glad for at lære. Hun elsker at blive rost.
Her mere end et år efter hun fik diagnosen tror jeg 70% af tiden at det hele er en misforståelse. At hun da ikke fejler det mindste. 20% af tiden kan jeg godt se at der er noget subtilt og udefinerbart, der er anderledes og 10% af tiden går jeg i panik. 10% af tiden kan jeg tydeligt se for mig hvordan hun vil blive mobbet i skolen. Hvordan hun vil få angstanfald når hun blive teenager. Eller psykoser, eller depression. Og så er det at jeg får utroligt meget lyst til at forebygge det. Men jeg har bare så utroligt svært ved at se hvad det er jeg skal rette op på. Og så går jeg i gang med at søge efter "fejl og mangler". For jeg ved at hvis jeg præcist kunne definere hendes problemer, så kunne jeg gøre noget ved det.
De fleste jeg kender og ses med privat kan heller ikke se hendes autisme. Eller også holder de det for sig selv. De siger: "Jeg synes da hun er helt normal" eller "Hun fejler da ikke det mindste".
Børnehaven kan se hendes autisme, for de fraråder enkeltintegration når hun skal til at gå i skole. Børnehaven kan se noget jeg ikke kan se, men de fortæller os ikke noget, for de vil hellere se på hendes stærke sider.
Jeg er meget, meget glad for at vi fik plads i Pionergrupperne, der starter d. 17. april. Det er lige nu jeg har brug for et realitetscheck.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar